Leder af Kirke Care: Nærvær og omsorg er et sprog, mennesker kan forstå

Hver fredag aften går et team af frivillige fra Kirke Care Hillerød på gaden i Hillerød midtby. De mødes og pakker rygsækkene. Læser i logbogen fra sidste weekends Kirke Care-team og beder en bøn om, at de må få lov at reflektere Guds kærlighed til mennesker. Ikke via prædiken og bønner, men med nærvær, omsorg og lydhørhed. Så begiver de frivillige sig ud i nattelivet. Stort set hver fredag aften møder de frivillige nogle i byen, som har behov for en snak, en hånd på skulderen, en flaske vand og måske nogle trøstende ord.

Nogle genkender Kirke Care-folkene på logoet, som de altid bærer på tøjet, andre spørger nysgerrigt til, hvor de kommer fra, og hvorfor de er på gaden. Nogle er glade og i festhumør, andre er nedtrykte, frustrerede eller føler sig ensomme. Ofte kan et møde med et lyttende og omsorgsfuldt menneske være nok til, at de unge får noget af livsmodet igen. Thyge Enevoldsen, der har været præst i Grønnevang Kirke i 28 år indtil 2019, er idemanden bag Kirke Care, som blev grundlagt i Hillerød i 2013, da han var sognepræst i Grønnevang Kirke, og nu har spredt sig til en række byer i Danmark.

”Kirke Care er en måde at være kirke på, hvor vi praktiserer troen via nærvær, omsorg og lydhørhed. Vi går ud og møder mennesker, hvor de er, og vi møder dem med kærlighed – men uden forkyndelse med ord. Jesus er allerede ude på gaden, før vi kommer, og hvis vi får lov at give blot en smule af hans kærlighed videre, er det alt rigeligt,” siger Thyge Enevoldsen.

Inspiration fra Street Pastors i England

Inspirationen til Kirke Care kommer især fra England, hvor Thyge Enevoldsen i 2010 besøgte projektet Street Pastors, der med præster fra adskillige kirkesamfund og omkring 10.000 frivillige er på gaden i mange engelske byer og har været medvirkende til, at kriminalitetsraten er faldet i flere belastede områder, og at de lokale er blevet mere trygge ved at gå på gaden. Kirke Care er dog ikke en ren ’importvare’, men er også vokset ud af Thyge Enevoldsens og andre Hillerød kirkefolks ildhu for diakonien som kirkens bankede hjerte.

”Jeg elsker gudstjenesten og de kirkelige aktiviteter og kan ikke forestille mig kirken uden forkyndelse og sakramenter. Personligt oplever jeg også gudstjenesten som et godt sted at få næring – som at sætte sig til bords og dele et måltid. Men man skal ikke blive siddende om bordet hele tiden, så får man ondt i lænden og bliver oppustet og doven. Som kirke har vi nok i perioder vænnet os til at sidde for meget omkring bordet uden tanke for verden omkring os. Det er synd. For det er uden for kirken, i livet, fællesskabet, nærværet og tjenesten, at jeg virkelig opdager, hvad Jesus kan betyde,” siger Thyge Enevoldsen.

I gymnasietiden var det hans plan at læse teologi, men han blev i tvivl om teologiens relevans og kirkens rolle og besluttede i stedet at søge ind på Diakonhøjskolen i Lystrup ved Aarhus. Her opfordrede daværende forstander – og senere biskop i Viborg – Karsten Nissen ham til at genoverveje, om han skulle læse teologi. Sådan blev det. ”Men jeg havde diakonien med hele vejen som et fokuspunkt i mine studier og var i studietiden så heldig, at der var et øget fokus på blandt andet sjælesorg. Så det blev den røde tråd i min identitet som teolog og senere som præst,” siger han.

Hæklede tæpper og æbler til pastoren

Da han var færdig med studiet, var han fortsat i tvivl om, præsteembedet var noget for ham. Han syntes, at mange af de nyuddannede præster, han havde læst sammen med, så meget alvorlige, nærmest tyngede ud, og han spekulerede på, om han kunne bære det, der fulgte med jobbet. Men da han så et opslag om en stilling som sognepræst i den lille vandrekirke i Grønnevang ved Hillerød, blev hans nysgerrighed vakt, og et besøg i kirken overbeviste ham om, at her var et sted, hvor han kunne være præst på en meningsfuld måde.

”Da jeg besøgte kirken første gang, inden jeg besluttede at søge stillingen, sad der en gruppe pensionister og hæklede tæpper til Moder Teresas arbejde, og sammen med dem sad en midaldrende mand, der gik med stok og dametøj. Han var en naturlig del af fællesskabet, ligesom også mange andre med skrøbelige sind eller lidt særlige personligheder var det. Der var også en mand, som vist nok var af adelig slægt, og ofte fortalte, at han havde leget med dronning Margrethe som barn, men som efter sin søsters selvmord knækkede. Han kom ofte midt i gudstjenesterne og kunne finde på højlydt at hilse fra dronningen og komme med æbler eller blomster til ’pastor Enevoldsen’, som jeg så lagde på alteret,” fortæller Thyge Enevoldsen.

Under sit første besøg i Grønnevang Kirke mærkede han, at her var plads til eksistenser af mange slags, og menigheden tog ansvar og bidrog både til gudstjenesten og ved at række ud til mennesker i området. Han mærkede, at her kunne han være præst, og det blev han – i 28 år.

”De følsomme mennesker, som var en del af fællesskabet, var vigtige, fordi de gjorde os andre opmærksomme på, når vi var blevet lidt hårde i filten. De mærkede, når der blev talt lidt for hårdt, eller noget ikke rigtig var godt, og så reagerede de på det. De sårbare mennesker har en mission og rolle i kirken – ikke blot fordi vi andre skal være gode ved dem, men fordi de kan lære os noget,” siger Thyge Enevoldsen.

Saltet og indre urenheder

Mange af de aktive i menigheden var også engagerede i lokalpolitik eller andet frivilligt arbejde i lokalområdet, og da der skulle afholdes en sommerfestival for børn og unge, tilbød Thyge Enevoldsen sig som frivillig. Nogle foreslog, at der blev lavet en festivalgudstjeneste, som han kunne stå for, men han afslog. ”Det vigtige for mig var, at vi som kirke engagerede os og blev en del af fællesskabet. Når Jesus siger, at vi skal være verdens lys og jordens salt, ligger der meget mere i det, end vi lige tror,” siger Thyge Enevoldsen.

Han henviser til den amerikanske teologiprofessor Kenneth E. Bailey (1930-2016), der boede og arbejdede i adskillige årtier i Mellemøsten. Saltet har ifølge Kenneth Bailey på Jesu tid været naturligt udvundet salt, som indeholdt små urenheder. Det var intet problem, hvis saltet blev brugt, men lå det for længe hengemt i et rum for sig selv, ville de små indre urenheder begynde at røre på sig, og saltet kunne blive ubrugeligt.

”Det viser, hvor radikalt et budskab Jesus giver os med sin lignelse om saltet. Det er langt mere provokerende end den tæmmede teologi, vi har udviklet i Vesten. Vi skal være som saltet, og det betyder, at vi skal ud og give smag og kraft til det gode, der allerede findes. Lukker vi os som kirke om os selv, begynder vores egne indre urenheder at tage over, som vi har oplevet det en del gange – både gennem kirkehistorien – og i vores egne liv. I stedet skal vi række ud, være med til at modvirke fordærv og styrke og fremhæve det gode, der allerede findes,” siger Thyge Enevoldsen.

Den allerdejligste måde at være kirke på

At deltage i sommerfestivalen i Grønnevang blev en øjenåbner for Thyge Enevoldsen – en opdagelse af, hvordan kirken kunne være salt. Han oplevede, at kirken kunne være en del af lokalsamfundet – ikke for at styre og bestemme, men for at være en del af en fælles indsats og være medskabere af et sted, hvor det er godt at være. Ud af denne erkendelse voksede et engagement i det lokale og et tæt og fortroligt samarbejde med en række aktører, bl.a. Bydelsmødrene og grupperne af muslimske mænd, der jævnligt mødtes i deres klubber.

”At være kirke som en del af et sogn og et boligområde – er ikke bare at invitere folk hen i kirken, for at de skal høre, hvad vi tror på, så de kan komme til at tro på det samme som os; det er at gå ud og praktisere troen i nærvær, lydhørhed, omsorg og i en ligeværdig samtale – på vores næstes hjemmebane,” siger han. I de første mange år var han primært optaget af det, der foregik i sognet, og af at være med til at bygge et stærkt fællesskab op dér.

Der blev lagt mærke til hans og kirkens arbejde, og i 1999 fik han et tilbud om at blive deltidsansat i kommunen på 25 % som socialarbejder, der skulle arbejde med brobygning og relationer i lokalområderne, og fortsætte som sognepræst på 75 %. ”Det var en drømmestilling at få, og der var opbakning alle steder fra, også fra de muslimske grupper, som også blev spurgt, om de kunne bakke op om det,” siger Thyge Enevoldsen.

De næste 8-10 år handlede meget af hans arbejde om at skabe fællesskaber via fodbold og sommerferieaktiviteter. Men i 2008 blev fokus udvidet, da lederen af SSP-samarbejdet i Hillerød spurgte ham, om han ville være ansat under ham i stedet for i det ungdomshus, hvor hans arbejde i kommunen på det tidspunkt tog sit afsæt.

En studietur og en drøm

Han tog imod SSP-lederens tilbud, og herfra gik det stærkt. I 2009 blev han introduceret for lederen af projektet Street Pastors i Manchester, og i 2010 var han på besøg i London og Manchester for at se, hvad projektet gik ud på, og hvilken forskel det gjorde på gadeplan. ”Der var kvarterer, som havde været voldsplagede, og hvor beboerne ikke var trygge ved at gå ud, og hvor politiet med visitationszoner og patruljering ikke havde haft nogen succes. Men street pastors – og deres ofte ældre frivillige – havde bidraget til, at folk igen turde gå ud om aftenen,” siger Thyge Enevoldsen.

Efter studiebesøget i England fortalte han begejstret SSP-lederen om sine indtryk og havde inderst inde et ønske om at starte noget lignende i Hillerød. Men Natteravnene var på det tidspunkt blevet etableret og gjorde et fantastisk arbejde, så Thyge Enevoldsen tænkte, at han var for sent på den. Det mente SSP-lederen imidlertid ikke. Han opfordrede præsten til at gå i gang – og naturligvis kontakte den lokale afdeling af Natteravnene med henblik på et samarbejde.

”Kort efter havde jeg en drøm, som blev afgørende. Jeg har aldrig oplevet, at en drøm på den måde gav mig et klart budskab. Jeg drømte, at jeg sad alene foran et bord af lyst træ. Solen stod ind gennem vinduerne i noget, der lignede et gammeldags klasselokale. På bordet foran mig lå seks ting, men de var dækket til med et klæde, så jeg ikke kunne se, hvilke ting det var. Alligevel vidste jeg, at tingene havde at gøre med at få kirkerne ud af kirkebygningerne og ud og være kirke sammen på gaden. Og jeg vidste, at de seks ting passede sammen. Jeg kunne samtidig mærke, at der stod en person ved siden af mig, der var større end mig, måske en engel, i hvert fald én, der havde med Gud at gøre. Jeg kiggede ikke på personen, men hørte, at han sagde til mig: ”Kan du se, at det passer sammen?” Så vågnede jeg.”

Thyge Enevoldsen gik ud til sin kone i køkkenet og fortalte hende, hvad der var sket. Han begyndte at græde, overvældet af en følelse af, at her var noget, han ikke kunne løbe fra. ”Min kone sagde til mig: ’Så må du jo se at komme i gang.’ Og det gjorde jeg så.”

De to unge mænd i gyden

Og det viste sig så absolut, at tingene passede sammen. Alle folkekirker, flere frikirker og kirkelige foreninger fandt sammen om at være med til at udvikle og starte Kirke Care som pilotprojekt i Hillerød i 2013. Kommunen, Nordsjællands Politi, Natteravnene og Samvirkende Menighedsplejer hjalp til. Siden har det udviklet sig, så mange nye frivillige er blevet uddannet, og Kirke Care findes syv steder i landet.

Når de frivillige går på gaden, er det forskelligt, hvad der møder dem. Men gennemgående er det, at de bliver mødt med nysgerrighed og taknemmelighed. ”Jeg husker en gang, vi gik i gågaden i Hillerød, og der var ingen på gaden. Det føltes nærmest formålsløst. Men så kiggede vi ind i en gyde, hvor der sad to unge mænd og røg hash og drak. Vi spurgte dem: ”Er det her, der er fest?”, og så fik vi en stærk, dyb og ærlig snak med dem. Senere har andre Kirke Care-folk også mødt dem og snakket med dem,” fortæller Thyge Enevoldsen.

”For et halvt års tid siden mødte jeg dem igen og spurgte den ene, hvordan det gik. Om han stadig kæmpede med, at han røg for meget hash? Han fortalte, at han var kommet fri af det, og efter at have forsøgt sig med gymnasiet 2-3 gange, var han nu begyndt på HF og havde fået en kæreste, som han snart skulle flytte sammen med.” Ofte har det en særlig positiv effekt, når der er frivillige med, som er oppe i alderen.

Ham, der havde råbt højest, blev helt stum
og begyndte så at grine. ’Hold kæft, det er genialt,
det der. Jeg kan jo ikke stå og skændes med
en slikkepind i hånden’.

”For nylig var jeg ude med en kvinde på 83 år. Vi kom forbi nogle fyre, som diskuterede højrøstet, og stemningen var højspændt. Vi spurgte, om de ville have en flaske vand, men de sagde ’nej tak, vi er lige midt i noget’. Den ældre kvinde fandt så et par slikpinde frem fra tasken og spurgte, om de ville have en slikkepind hver. Ham, der havde råbt højest, blev helt stum og begyndte så at grine. ’Hold kæft, det er genialt, det der. Jeg kan jo ikke stå og skændes med en slikkepind i hånden’. Så spurgte de os, om vi fik løn for at være på gaden, og vi forklarede, at vi var frivillige fra kirkerne. Det var tydeligt, at det aftvang respekt hos dem,” siger Thyge Enevoldsen.

Total fornyelse af troen

I Hillerød er Kirke Care også gået ind i boligsocialt arbejde, ofte i samarbejde med muslimske foreninger, og de frivillige oplever, at mange muslimer tager godt imod støtte og hjælp fra Kirke Care og sætter pris på, at engagementet har rod i et gudsforhold. Det er lykkedes at sprede Kirke Care til en række byer rundt om i landet. Thyge og de andre i Kirke Care Danmark har dog også oplevet, at det nogle steder er svært at finde engagement og vilje blandt kirkerne til at gå ind i projektet – også selvom mange udtaler sig positivt om det i første omgang.

”Vi kan godt undre os over, at kirkerne nogle steder tilsyneladende har det bedst med at holde sig bag egne mure. Omvendt er det en kæmpe glæde at opleve, hvordan Kirke Care hos mange frivillige har givet en total fornyelse af deres tro og deres liv,” siger han. Desuden oplever han, at det fælleskirkelige element i Kirke Care har stor betydning for deltagernes kristne identitet. ”Når vi er på gaden med mennesker fra andre kirkesamfund og kirkeretninger, er det, som om Kristi legeme samles og rækker ud – og er der, hvor vi skal være for at tjene og elske vores by.”

Kirke Care

– Blev etableret i Hillerød i 2012 og har udviklet sig til et landsdækkende fælleskirkeligt diakonalt netværk.
– Kirke Care foregår i et samarbejde mellem kirker, kommune, politi og andre lokale organisationer, f.eks. Natteravnene.
– Kirke Cares frivillige gennemgår et forberedende kursus, inden de går på gaden i små hold med synligt Kirke Care-logo på tøjet – og er nærværende i nattelivet.
– De frivillige har et tilhørsforhold til en lokal kirke og et ønske om at bidrage positivt til deres lokalmiljø ud fra et kristent menneskesyn.
– Der er oprettet lokale Kirke Care-projekter i samarbejde med Menighedsplejen i Danmark i Hillerød, på Nørrebro, i Frederikssund, Halsnæs, Vejle, Herning og Holstebro.
– I Hillerød er der også et omfattende boligsocialt arbejde under Kirke Care.