Gud var med i snevejret

Jeg arbejder på Betesda Rehabilitering, der ligger uden for land, lov og ret, vil nogen sige – ude på landet i hvert fald. Men ikke så langt fra Brande.

I starten af januar kom der meget sne, og der kom snefygning. På en af de værste dage havde jeg taget chancen og kørt på arbejde. Men da jeg skulle hjem, kørte jeg fast i en stor snedrive. En anden bil skulle samme vej. Manden og konen hoppede frisk ud og forsøgte at skubbe mig fri. Ikke nemt. Men så kom en kollega fra Betesda med sneskovle, og det hjalp. Jeg skønnede, at min lille bil ikke ville være glad for at gøre flere forsøg på at komme hjem, så jeg valgte at parkere den på Betesda. Men da den anden bil og den venlige familie skulle samme vej, kunne jeg få et lift.

Far, mor og børn spurgte, hvad Betesda var for noget. De sagde, at deres farfar havde gået i skole der, da det var en landsbyskole. Jeg fortalte, at man nu i mange år har hjulpet folk med misbrugsproblemer og folk, som havde brug for støtte. De var meget interesserede og stillede mange spørgsmål. Da vi kørte gennem Karstoft, pegede jeg og sagde, at der inde boede Hansa og Niels, der havde startet stedet for mange år siden. Og nu havde de fortalt deres dramatiske historie i en bog.

”Hvad hedder den?” spurgte de i munden på hinanden. Jeg viste dem coveret på bogen. Datteren og sønnen sagde: ”Dem har jeg set! Vi bor i nærheden!” Datteren fik et link til bogen på sms. Og jeg tilføjede Hansa og Niels’ adresse, så hun kunne gå forbi og få den. For den måtte hun have! Den meget sympatiske familie fortsatte med at stille spørgsmål om Betesda og Betania i Blåhøj hele vejen til Brande. Selv om de boede på egnen, var de ukendte med det, som jeg var i berøring med, og som havde med Gud at gøre. Men de var meget nysgerrige.

Oplevelsen i sneen endte på en spændende måde. Og det blev en påmindelse om, at vi kristne må gøre en større indsats for at komme tættere på lokale folk. De har mange tanker og gode spørgsmål. Og vores opgave er at være lys og salt.