Er Gud mon generelt lidt utilfreds med mig?

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.

Af familiekonsulent Helle Aagaard Nielsen, Esrum

Det kan være en farlig cocktail, når min egen selvopfattelse bliver mikset sammen med det, som, jeg inde i mit hoved tror, er Guds hjerte og tanker for mig. Kan det fx virkelig være rigtigt, at Gud ikke er utilfreds med mig? – som jeg måske selv er. Burde jeg ikke bede mere om tilgivelse? – generelt bede noget mere. Prøve hårdere på at være den bedste version af mig selv. Hvad forventer Gud egentligt af mig? Og kan jeg forvente, at Gud vil mig det godt?

Jeg havde engang en drøm om et hus, der havde et kæmpestort og lækkert badeværelse, det var også indrettet som fitnessrum og dagligstue. Smukt. Resten af huset var trist og kedeligt. Huset var mit liv og mange andres liv. Måske et billede på Kirken? Inde i stuen sad Gud og undrede sig over, at badeværelset var centrum i huset og at man brugte så meget tid der, når han jo sad inde i stuen og ventede på at møde mig/os.

Håber Gud egentligt bare, at jeg kommer ind i stuen og er sammen med ham? Er jeg ren nok til det? Har jeg brugt tid nok på badeværelset? Hvad vil det sige at ”sidde i stuen med Gud”? Og hvad forventer han mon af mig? Jeg tror, Gud har en forventning om, at jeg er et menneske. Det var det, han skabte mig som. Han ved godt, hvilket menneske jeg er. Han kender mine kompetencer og mangler, min opvækst, min livssituation, mine fejltagelser, mine værdier, mine familierelationer, min angst og min intelligenskvotient osv.

Så hvad skulle han være skuffet over? At jeg ikke er anderledes? At jeg ikke udnytter mine muligheder bedre? At jeg ikke er et bedre medmenneske? Måske er han utilfreds med, at jeg dømmer mig selv så hårdt. Så urimeligt hårdt. Sandsynligvis hårdere end jeg dømmer eller bedømmer andre. Men det kommer jo ikke bag på Gud. Han kender godt mine svagheder. Også min selvkritik. Måske er han ikke enig med mig?

Måske er det her, han inviterer mig ind i stuen for at sidde sammen med ham. Som Paulus skriver i Efeserbrevet kap 2 … ”Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vores overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus.” Jeg har brug for at sidde med min Gud/Kristus inde i stuen – i det himmelske, så jeg kan tage imod den ”hvile”, som han vil give mig – og der kan være brug for at sidde der længe.

Længe nok til at modtage den kæmpestore gave, som ”hvilen” er. Der kan være ting, som mit hjerte er fyldt op med, og som blokerer og skaber en dæmning for floden af kærlighed. Men forsigtigt vil han flytte sten for sten. Det kan gå hurtigt eller langsomt. Det ved han jo bedst, og jeg er i gode hænder hos ham. Det handler ikke om min frelse, men det har at gøre med ”at hvile”. Men hvad er det for en ”hvile”? Det er jo ikke ”den evige hvile” (døden), jeg mener.

”Så falder der måske en byrde
af vores skuldre og både selvkritik
og kronisk dårlig samvittighed må tie stille.”

Jeg tror, det kan beskrives som en ”hvilen i”. At hvile i, at det er fuldbragt. At hvile i, at intet kan skille os fra Guds kærlighed (Rom 8). Når vi dybt i hjertet tager imod, at vi er 100% elskede af Gud. At det kan der ikke laves om på (1. Kor 13). Det kan vi ikke engang selv lave om på. Så falder der måske en byrde af vores skuldre, og både selvkritik og kronisk dårlig samvittighed må tie stille. Jeg sidder i ”stuen” og lytter til Guds omsorgsfulde stemme, der siger: ”det er godt, her er din plads. Du er i mit hjerte, og jeg er i dit. Du er min, og intet kan standse den flod af kærlighed, som løber fra mig til dig.”

Og hermed bliver der ikke plads til den tanke, at Gud generelt skulle være lidt utilfreds med mig. Den tanke er så utrolig smålig, og jeg tror ikke, at Gud genkender den. Hvis den tanke er svær at få has på, så smid alt, hvad du har i hænderne, og løb ind i ”stuen”, og sæt dig hos Gud i sofaen. Og bliv siddende. Når den underliggende stemme i mit indre om, hvad jeg burde gøre, er blevet gjort tavs, og dæmningen er mindre, så er der bedre plads til, at floden af Guds kærlighed kan flyde frit i mig.

”Den store hammer”, som jeg måske plejer at slå mig selv oven i hovedet med, er også sat væk – (lad være med at aflevere den til genbrug). I stedet er der kommet en hvile i mit hjerte, hoved og nervesystem. Måske den Guds fred, som Paulus taler om i Filipperbrevet, ”som overgår al forstand”?! Således handler ”Hvilen” ikke om uvirksomhed, men om hvorfra min virksomhed har rod. Så jeg stadig hviler, mens jeg arbejder.

At Kristus bærer mig. At mit liv ikke på noget tidspunkt er adskilt fra Kristus. At det ikke er min bøn, som binder mig til Kristus, men hans kærlighed, der som en uudtømmelig flod løber til mig. Hvor er det godt.