IPSICC

Sund befrielse kræves

Af Peter Holmsgaard. Prædikant og grundlægger af Åndens Klinik og Kraftværket

Befrielse er bibelsk og nødvendigt. Vi oplever i Danmark i øjeblikket den største åbenhed for Jesus, tro og Guds kraft, jeg har oplevet i de snart 27 år, jeg har haft privilegiet at forkynde Guds ord. Aldrig før har så mange mennesker offentligt bekendt sig til Jesus, og aldrig har jeg i hvert fald hørt og set så mange folk komme til tro.

Helt “almindelige” danskere oplever en længsel efter åndelige realiteter og har tit og ofte haft et personligt møde med Jesus, før de overhovedet sætter deres ben i en af vores kirker. Det er blevet normalt at tale om tro. I teksten beskrives en desperat situation, hvor en mand i afmagt har opsøgt nogle disciple, fordi roden til hans søns meget voldsomme problemer var åndelige. Ikke alle problemer er forårsaget af dæmoner, men nogle problemer er, hvilket både teksten her, adskillige andre tekster i Bibelen samt i hvert fald min egen personlige erfaring de sidste 25 år, klart viser.

Åndelige problemer må løses åndeligt

Jeg bad for nyligt for en kvinde, hvor jeg havde en klar oplevelse af, at hun var blevet tvunget til at gøre meget fornedrende ting. Jeg talte stille og roligt til hende uden at andre kunne høre det, og sagde, hvad jeg fornemmede. Kvinden begyndte at ryste over hele kroppen og oplevede derefter en umiddelbar lettelse. Hun kom på mødet næste dag og fortalte mig privat, at al hendes skyld, skam, selvhad og had til sin egen krop forsvandt øjeblikkeligt, da hun blev bedt for, og at hun aldrig havde haft det bedre. Vi kæmper ikke for sejr, men fra sejr.

Kampen er vundet, da Jesus døde og opstod igen. ”Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol. 2,15). Befrielse er og har til alle tider været en del af klassisk kristendom, som Markus 16,17 blandt andet siger. Jesus beder os ikke om at vinde sejren, men om at håndhæve den sejr, han allerede har vundet.

Befrielse er og har til alle tider været en del af klassisk kristendom, og Jesus beder os ikke om at vinde sejren, men om at håndhæve den sejr, Han allerede har vundet.

Befrielse er blevet misbrugt

Teksten siger IKKE, at Jesus fik fem granvoksne mænd til at fastholde drengen imod hans vilje, imens de skreg ham ind i hovedet og offentligt udstillede ham, og bagefter tvang ham til at smide sin medicin. Det er åndeligt overgreb. Befrielse er desværre nogle gange blevet brugt som et magtmiddel i en usund kultur til at ødelægge, kontrollere, styre og manipulere. Ivrige mennesker har i brændende nidkærhed gjort ekstrem skade på sårbare mennesker, og det er ganske enkelt forfærdeligt, når det sker.

Løsningen på misbruget er ikke “ikke-brug”, men sund brug. I en vesteuropæisk og skandinavisk kultur er håndteringen og kommunikationen omkring befrielse utrolig vigtig. Jeg har i både Åndens Klinik og Kraftværket været med til at etablere etiske retningslinjer, og sætte klare grænser for, hvad der er acceptabel og uacceptabel opførsel, når man beder for folk. Autoritet ligger ikke i råb og skrig, men i Jesu navn og den fuldkomne sejr,som han allerede har vundet. Tvang og grænseoverskridende adfærd hører ingen steder hjemme under en forbønssituation.

Kirkerne må ind i kampen

Hvis de etablerede kirker i Danmark ikke ønsker, at folk skal gå til de mere sekteriske og isolerede miljøer, må de komme endnu mere ind i kampen og tilbyde en sund mulighed, hvor folk i og ud fra en lokal kirke eller et klart defineret ansvarlighedsforhold i sundhed kan betjene mennesker med Guds kraft. Grunden til, at usunde ting kan trives og ødelægge, skyldes for mig at se meget tit, at der ikke er etableret en sund kultur, og der har nok også været en berøringsangst fra den etablerede kirke. I stedet må kirken træde ind i hele det her område med sundhed. Sund befrielse kræves.

Peter Holmsgaard underviser den 12/3 og 19/3 i A2 Aalborg Citykirke kl 19.15 om teologi og praksis for sund befrielsestjeneste i en dansk kontekst.


Prædikentekst: Mark. 9,14-29

Alt er muligt for den, der tror

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum.

Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig.

Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!«

Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.