”Gud giver noget helt særligt gennem forbønnen”

”Jeg plejer at læse nogle skriftsteder, inden jeg beder. Det gør jeg for at tage byrderne af den syges skuldre. Al helbredelse handler om, hvad Jesus gjorde, og at han bar synden på korset. Det er jo ikke sådan, at den, der er syg, på en særlig måde har syndet,” siger Ejler Nørager Andersen, frimenighedspræst og sjælesørger i Sønderjyllands Frimenighed og i Luthersk Mission i Sønderjylland og Fyn.

Ejler fortæller, at sygdommen i verden er en konsekvens af syndefaldet. Jesus tog vores synder og bar dem på korset, Jesus tog altså også konsekvenserne af syndefaldet – en af de konsekvenser er sygdom. Den tog Jesus på sig på korset.
Almindeligvis læser Ejler fra Esajas bog kap 53,4:
”Men det var vore sygdomme han (Jesus) tog, det var vore lidelser, han bar.”
”Jeg læser også ofte beretningen fra markusevangeliet kap. 2, hvor fire mænd bærer en syg mand til Jesus. Jesus så deres tro og helbredte den lamme. Der står ikke noget om, at Jesus så den lammes tro. Deres tro bestod i, at de lagde den syge ved Jesu fødder og det er det, vi gør, når vi beder for syge,” siger Ejler.

Hvilket under er størst?

For 10-15 år siden blev Ejler kontaktet af en ældre mand, som ønskede forbøn. Sammen med nogle andre kristne bad Ejler for denne mand. Nogle af dem, der var tilstede, var mandens børn.
Den ældre mand, som var i 80’erne havde kun ti procents lungekapicitet og gik med iltflaske overalt.

De fleste gange, når Ejler beder for syge, gør han det med afsæt i Jakobs Brev kap. 5 vers 14-15, hvor der står:
”Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede for ham. Og troens bøn vil frelse den syge og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem.”

De var nogle stykker samlet for at salve ham med olie og bede for ham. Og det gjorde de. Manden elskede at synge og efter forbønnen ville han gerne, at de skulle synge sammen. Almindeligvis kunne han kun synge ét vers, fordi hans lungekapacitet var så lav.

”Den aften sagde han: ”Jeg vil gerne, at vi synger salmen Guds barn jeg er. Jeg skal nok synge for.”
“Han sang for, og han sang alle versene. Vi sang vel fem til syv sange den aften, og han sang med på dem alle.
Jeg kunne både se og høre, at Gud havde grebet ind. Dagen efter var manden ude at grave have, hvilket han heller ikke havde kunnet før. Han var meget overrasket, børnene var overraskede – ja, vi var alle meget overraskede.”

Efter et par år vendte sygdommen tilbage. Så de mødtes igen, og bad og salvede manden med olie. Men denne gang skete der ingenting.
Noget tid senere mødte Ejler manden igen.

Ejler prædikede den aften, hvorefter ordet var frit, så man kunne dele vidnesbyrd eller andet, man havde på hjerte.
Manden var der med alt iltudstyret, og han fortalte:

”For to år siden blev jeg salvet med olie og bedt for, og Gud greb ind og helbredte mig dengang. I ved alle sammen her, hvor svært jeg har haft det med at fastholde, at jeg må få lov at være Guds barn. Det har været svært for mig hele mit liv. Der havde været mange anfægtelser på min tro. Her for 14 dage siden blev jeg salvet med olie igen og bedt for. Gud greb ikke synligt ind, men han gav mig visheden om, at jeg får lov at være Guds barn.”

Han strålede, mens han sagde det og stillede forsamlingen et spørgsmål:
”Hvilket under tror I, der er størst for mig?”

“Der var ingen af os, der var i tvivl om, hvad der var størst for ham. Det var for mig et kæmpe vidnesbyrd om, at vi aldrig kommer forgæves til Jesus, hvad end Jesus så kommer med. Det var for ham, for hans familie og for menigheden, hvor han kom, et stort vidnesbyrd. Manden døde omkring to år senere og er hjemme hos Jesus nu.”

Han strålede, mens han sagde det og stillede forsamlingen et spørgsmål:
”Hvilket under tror I, der er størst for mig?”

Gud har også en tjeneste til den, der er syg

For 13 år siden blev Ejlers kone ramt af en kraftig hjernerystelse, som medførte en hjerneskade. Det betyder, at hun har kraftige migræneanfald, koncentrationsbesvær og en del hukommelsestab.
Det var naturligt for parret at bede nogle om at komme og salve hende med olie og bede for hende. Det gør de også stadig. Men Gud har endnu ikke grebet ind med helbredelse. Man kan spørge sig selv, hvorfor Gud ikke har helbredt hende?
Og det har de også gjort.

”Selvom Gud ikke har grebet ind med helbredelse, har han stadig grebet ind. Min kone er en umådelig social kvinde, og det sociale liv er på mange måder blevet taget fra hende, men Anette er ikke gået ned med depression. Hun er selvfølgelig en gang imellem trist over, hvordan livet er blevet, også fordi det begrænser livet med familie og med børnebørn.
Den naturlige menneskelige reaktion på dette ville være depression. Men Gud har grebet ind sådan, at han har givet hende at være i godt humør.”

Anette kan tjene Gud på andre måder nu, end hun kunne før. Hun kan bede for mennesker og være til opmuntring og hjælp for andre, som er havnet i lignende situationer.

Ejler fortæller, at Gud har givet parret noget igennem forløbet, som er guld værd. Selvom de gerne ville være sygdommen foruden.
”Gud har givet os en enorm hvile i, at Gud har alle ting i sin hånd, en hvile i at vores liv kan forandre sig, men Guds omsorg for os er den samme. Gud har altid en tjeneste – også til den som er ramt.”

Gud er Gud, så er jeg fri for at være det

Nogle gange har Ejler svært ved at bede for Anette.
I disse situationer og helt generelt er det en trøst og en opmuntring for ham at vide, at andre kristne rundt om i landet har fortalt, at de beder for familien hver uge.

Nogle har spurgt Ejler, hvorfor Gud ikke helbreder Annette. Han svarer:
”Jeg er jo ikke Gud. Gud er Gud – så er jeg fri for at være det.”

”Jeg er jo ikke Gud. Gud er Gud – så er jeg fri for at være det.”

Har du fundet hvile i, at uanset om Gud helbreder Annette, så vil du tjene ham?
”Ja, det har jeg. Anette kan ikke det, som hun gerne vil, hvilket betyder, at der ligger nogle flere ting på mig. Jeg er kommet til at holde af de begrænsninger, fordi det giver mig mere tid med Anette og mere tid i hjemmet. Førhen kunne jeg med rejseaktivitet være væk en uge eller mere ad gangen. Det kan jeg ikke mere, og det er for mig en gave.”

En gang, da Ejler bad for en, som blev helbredt, spurgte vedkommende, hvorfor netop han blev helbredt. Ejler svarede: “Jeg ved det ikke.”
Ejler har erfaret, at mange gange, når han beder for mennesker, går der en kraft gennem hans krop.
Men denne strøm af Guds kraft er ikke ensbetydende med, at den syge bliver helbredt.

”Jeg tænker, at det er en strøm af Guds Ånd, jeg mærker. Jeg tror, at Gud bringer noget til andre gennem den strøm af Guds Ånd. Det er bare ikke altid helbredelse,“ siger han.

Tjenesten har gjort Ejler ydmyg

Ejler mener, at Gud har givet ham nådegaven til at helbrede syge. Med den viden vil mange, der kontakter ham, have en forventning til Gud om, at han griber ind. Nogle bliver naturligvis skuffede, hvis Gud ikke helbreder dem. Derfor er den sjælesørgeriske samtale meget vigtig.

Ejler mindes en af de første syge, som han for mange år siden, bad for.
Det var en kvinde med kronisk hovedpine, hvor smerterne forsvandt fuldstændig, fordi Gud greb ind og helbredte hende.
For ikke så længe siden talte Ejler igen med denne kvinde, som sagde:
”Helbredelsen, som jeg fik af Gud dengang, var kun en tilgift. Den åndelige fornyelse, som jeg fik den aften, du bad for mig, det var selve velsignelsen. Helbredelsen var en tilgift.”
“Sådan tror jeg ofte det er, når jeg beder for mennesker,” siger Ejler og fortsætter: ”Gud giver dem noget helt særligt igennem forbønnen.”

Hvordan er det for dig at vide, at Gud igennem dig ofte giver noget helt særligt til mennesker?
”Der har gjort mig ydmyg at erfare det. Jeg kan godt “redde” en prædiken, men når jeg beder for mennesker, kan jeg kun stole på Gud og læne mig ind i ham.
Det, at jeg i forbønstjenesten er totalt afhængig af Gud, gør at tjenesten på én gang er enkel og på samme tid svær at være i,” slutter Ejler med et varmt smil.