Tysk kærlighed til holocaustoverlevere

Mødet med de jøder, der kom igennem Anden Verdenskrig med livet i behold, blev skelsættende for tyske Inge Buhs. I dag leder hun et hjem, hvor hun giver tryghed og varme til dem, der overlevede holocaust.Inge Buhs har viet hele sit liv til at tjene jøder, der overlevede udryddelsen under 2. Verdenskrig. For Inge startede det for 25 år siden med at rense deres toiletter og løbe ærinder for dem. I dag er hun leder af en organisation, som tilbyder et trygt hjem for overleverne i Jerusalem.Jeg bliver budt velkommen med et varmt smil af 47-årige Inge Buhs i hendes lejlighed.
Hendes øjne stråler som den glinsende morgensol udenfor, da hun viser mig hen til en blød lænestol og tilbyder mig kaffe. Jeg føler mig allerede velkommen i hendes nærvær og kan fornemme den empati, hun har for andre – endda for mig, som hun aldrig har mødt før.
Men Inges kærlighed er reserveret til de mennesker, som har skænket hende alle blomsterne omkring mig og malerierne, som hænger på væggen – alt sammen taknemmelighedsgaver fra de mennesker, som Inge er så ivrig efter at hjælpe: De overlevende fra holocaust.

Det er så småt

I 2000 opstartede Inge ”Ner Yaakov” (Jakobs lys), en organisation, som tilbyder praktisk hjælp og et trygt hjem til jøder, der overlevede holocaust og nu bor i Israel. I dag er der fire beboere i organisationens hjem i Jerusalem-forstaden Pisgat Ze’ev, og 17 andre overlevere, som bor alene rundt omkring i byen, modtager også fast hjælp fra Inge og hendes volontører.
– Jeg er flov over at tale om mit arbejde. Det er så småt, siger Inge igen og igen, selvom hun har hjulpet utallige overlevere siden sit første besøg i Israel i 1983. Men på trods af sin ydmyghed går hun med til at fortælle mig om det arbejde, der er blevet hendes livs mission.

Stilheden

Inge blev født syd for München i Tyskland i 1960. I hendes hjem blev der ikke talt et ord om, hvad der var sket med jøderne under 2. Verdenskrig.
– Min far snakkede om krigen hele tiden, men det var altid om russerne. De var den store fjende.
Det eneste minde, Inge har om emnet fra sin ungdom, er en holocaustfilm, hun så som teenager. Hun syntes, det var forfærdeligt,
– men jeg tog det ikke personligt, siger hun. Og Inge fik aldrig chancen for at spørge sin far ud om det. Da hun var 14 år, blev han fundet dræbt uden for et øltelt.
– Fra den dag begyndte mit liv bare at gå ned ad bakke. Jeg lavede ikke andet end at gå på diskotek, ryge og drikke. Jeg arbejdede i en bar, hvor jeg også fik andre til at drikke. Jeg fór verden rundt og ledte efter noget.
I USA fandt Inge det, hun ledte efter. Den katolske pige, som aldrig havde haft et forhold til kirken, blev personlig kristen og døbt i Tyskland i 1983.
– Få måneder efter rejste jeg til Israel for første gang. Lidt efter lidt begyndte jeg at hjælpe overleverne med mine hænder. Jeg havde ingen penge. Nogle gange kom jeg i kirke om søndagen med min rygsæk uden at ane, hvor jeg skulle sove henne den kommende uge. Men en løsning dukkede altid op, og det gik op for mig, at dette var, hvad Gud ville have mig til: Han kaldte mig til at tjene holocaust-overleverne rent praktisk.
Efter et par år, hvor Inge pendlede frem og tilbage mellem Israel og Tyskland, mødte hun danske Christina Martensen i Jerusalem og hjalp hende med at hjælpe de ældre i byen indtil 1987, hvor Inge begyndte at arbejde fast for en læge i Haifa.
– Jeg rejste dertil, men jeg kunne slet ikke lide at være der. Det var en meget streng læge, men i sidste ende var der en mening med, at jeg skulle til Haifa.

De var så ensomme

Her mødte Inge nemlig Bella Steiner, som havde overlevet et ophold i kz-lejren Auschwitz. Hun boede nu helt alene i Israel, og efter et stykke tid flyttede Inge ind hos Bella for at hjælpe hende med de daglige opgaver.
Igennem Bella mødte Inge endnu flere overlevere, og en vision begyndte at tage form.
– Jeg så, hvor ensomme de var. Især på helligdagene, når alle minderne dukkede op. Det gav mig en vision om et hjem, hvor vi kunne velsigne disse mennesker. Men jeg ville have et sted, hvor de virkelig følte sig hjemme – ikke en institution.

Drøm går i opfyldelse

Som årene gik, voksede Inges drøm. ”Det udviklede sig igennem toiletmission,” griner Inge.
I begyndelsen af 1990’erne tog hun tilbage til Israel for at studere praktisk sygepleje i et år, så hun var bedre rustet til fremtiden.
– Jeg skrev min vision om et hjem ned på et stykke papir. Min præst rådede mig til at kontakte forskellige organisationer og overgive visionen til dem, fordi jeg ikke havde penge til at opstarte noget på egen hånd. Men på et tidspunkt sagde én af mine venner: Inge, det er din vision. Du er nødt til at gøre det.
Og lidt efter lidt faldt brikkerne på plads. Kirker i Tyskland og et antal privatpersoner gik med til at støtte Inge økonomisk i hendes fremtidige projekt. Nu skulle hun ”blot” have en tilladelse fra den israelske regering til at opstarte organisationen i Israel.
– Jeg tog hen til en advokat. Det var så intimiderende for mig, for jeg anede ikke, hvordan man taler til en advokat. Men da jeg trådte ind på hans kontor, hang der et stort fotografi fra Auschwitz-Birkenau. Det viste sig, at advokaten var søn af en overlever. Jeg er overbevist om, at dette var Guds ledelse.

Varmt og kærligt hjem

Advokaten gik straks med til at skrive en ansøgning til det israelske indenrigsministerium på Inges vegne, og hun fik snart tilladelse til at åbne et hjem for overleverne. Nu manglede hun bare et navn.
– Jeg ville gerne kalde hjemmet ”Comfort My People” (Trøst Mit Folk), men det ville Indenrigsministeriet ikke gå med til, så nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle kalde hjemmet.
– Men det var kun, indtil Bella Steiner foreslog at opkalde hjemmet efter sin bedstefar, Yaakov Thalenberg. Han var én af Bellas kæreste minder fra hendes barndom i Polen. Der havde han et varmt og kærligt hjem, hvor enhver tigger og trængende blev budt indenfor. Men under krigen blev han skudt af nazisterne og begravet i en massegrav et sted i Polen sammen med resten af Bellas familie. Men mindet om bedstefaderens venlighed overfor de trængende stemte godt overens med den vision, Inge havde om et hjertevarmt hjem for holocaust-overleverne, så i 2000 blev Inges hjem en realitet under navnet ”Ner Yaakov”.

Overlever blev livvagt
for Golda Meir

Inge har mange historier at fortælle om ”sine” overlevere: Historier om, hvordan de på forunderlig vis undslap dødslejrene – som for eksempel Jochevet, der overlevede gaskammeret på grund af et elektricitetsnedbrud; historier om overlevernes nye liv, som for eksempel Abraham, der overlevede kz-lejren Bergen-Belsen, kom til Israel som forældreløs og endte med at være personlig livvagt for premierministrene David Ben-Gurion og Golda Meir.
Inge tog med Abraham til Tyskland i 2006 for at besøge hans brors grav. Broderen var det eneste familiemedlem, der sammen med Abraham kom levende ud af Bergen-Belsen, men han døde af en alvorlig sygdom kort tid efter, at russerne havde befriet lejren.

Hun er en engel

– Inge er en engel – nej hun er ligesom Moder Theresa. Hun passer så godt på alle. Hun bekymrer sig for alle og græder, hvis hun ser, der ikke er noget, hun kan stille op, fortæller Abraham mig, mens vi sidder i Ner Yaakovs have – omringet af Holocaust-overlevere, hvis liv er blevet velsignet med Inges kærlighed.
Hun har inviteret os til kaffe og kage i anledningen af en anden overlevers 79 års fødselsdag. Alexander kom til Ner Yaakov fra Sankt Petersborg for tre år siden. Alle troede, at han blot kom til sit jødiske hjemland for at dø, idet han led af en meget alvorlig sygdom. Men i hænderne på Inge og resten af de frivillige arbejdere i Ner Yaakov fik han det bedre og lever altså i bedste velgående. Så måske er det rigtigt, hvad Abraham siger om Inge.
Når jeg hører historien om Sara, som kort før hun døde, sagde: ”Når jeg kommer op i Himmelen, vil jeg fortælle alle om Inge”, er jeg overbevist om, at Himmelen allerede kender hende.
Af Maria Søgård Hjort