Optimisme og realisme på MAF’s årsmøde

MAF Danmarks årsmøde i weekenden inspirerede til engagement for nogle af verdens mest isolerede mennesker.

Minidokumentaren ”Rejsen ud af isolation” viser to piloters vandring i to dage gennem jungle, op og ned ad bjerge og over en flod for at opleve, hvor svært det er for isolerede befolkninger i Papua Ny Guinea at komme på hospital, i skole eller få anden kontakt med omverdenen. Med MAF’s humanitære flytjeneste, varer den todages rejse fra landsbyen Sengapi til storbyen Mount Hagen kun 22 minutter. På billedet ses Tajs Würtz Jespersen undervejs på den anstrengende to-dages tur.

De 70 deltagere ved MAF Danmarks årsmøde i Odense den 11. april 2026 fik syn for sagen om flyselskabets afgørende betydning for nogle af verdens op mod 1 milliard isolerede mennesker.

Den imponerende minidokumentar ”Rejsen ud af isolation” viste to piloters vandring i to dage gennem jungle, op og ned ad bjerge og over en flod for at opleve, hvor svært det er for isolerede befolkninger i Papua Ny Guinea at komme på hospital, i skole eller få anden kontakt med omverdenen. En befolkning, som heldigvis kan stole på MAF’s humanitære flytjeneste, hvor den todages rejse fra landsbyen Sengapi til storbyen Mount Hagen blot tager 22 minutter.

Ifølge Verdensbanken har op mod 1 milliard mennesker ikke adgang til skole og sundhedsydelser, fordi de lever helt isolerede fra omverdenen. Derfor er MAF sat i verden. MAF står for Mission Aviation Fellowship og blev oprettet af to RAF-piloter efter Anden Verdenskrig. I dag flyver MAF med 117 små Cessnafly i 24 udviklingslande. I Papua Ny Guinea flyver 11 fly ud til landets 9 mio. indbyggere, hvor mange lever så isolerede, at de har udviklet 13 procent af alle verdens sprog og dialekter.

70 personer deltog i MAF Danmarks årsmøde i Odense sidste weekend. Foto: Svend Løbner

Indsamlede flest penge i 2025

Opmuntrende var også de tørre tal ved MAF Danmarks årsmøde i Åbenkirke i Odense.

– Vi lever i en urolig verden, hvor værdierne rokkes. Mange fokuserer på det nære, men som hjælpeorganisation giver vi også mulighed for at vise, at vi tager os af de svageste, selv om vi selv er udfordrede. På trods af de svære omstændigheder er 2025 det økonomisk bedste år MAF nogensinde har haft, indledte MAF Danmarks formand Torben Munkholm sin beretning.
Det lykkedes at indsamle 7,8 mio. kr. mod 6,7 mio. kr. året før. Hele 5,6 mio.kr. kom fra private givere.

– Det er 600.000 kr. mere fra private givere end året før. Samme beløb kommer fra offentlige puljer. Det beløb er også det højeste i MAF’s historie, sagde formanden.

Ny pilot skal snart afsted

Men penge er ikke alt. MAF Danmark havde i 2025 to familier udsendt: Rebecca og Tajs Würtz Jespersen samt Heidi og Steffen Engedal, begge til Papua Ny Guinea. Desuden blev en person udsendt i tre uger til Uganda. Og Ole Sølvsten Kjeldsen hjalp MAF Uganda med at installere elektronisk udstyr i et nyanskaffet vandfly. Årsmødedeltagerne modtog også en videohilsen fra Martha og Andrias Hansen. Andrias kommer fra Færøerne og skal efter træning ud som MAF-pilot i begyndelsen af næste år.

Emma Vibe fra MAF Danmarks ungdomsorganisation Co-Pilot kunne fortælle, at medlemstallet nu er oppe på 439 medlemmer.

– Vi vil skabe et fællesskab blandt unge og fastholde dem i MAF’s arbejde. Det gjorde vi i 2025 bl.a. ved at lave frivilligfester og foredrag på efterskoler og for konfirmander. Vi arrangerede også korttidsrejser til Kenya, Madagaskar og Sydafrika. I Kenya leverede vi rent drikkevand i særlige filter-dunke til 800 mennesker. Efter sådanne rejser kommer de unge begejstrede hjem og fortæller om arbejdet.

Generalsekretær i Mission Aviation Fellowship Danmark, Peter Hedelund aflagde beretning om arbejdet. Foto: Svend Løbner

’Uden håb i hjertet slukkes lyset i øjnene’

Men succes og fremgang skal bestemt ikke sættes på pause – tvært imod, sagde MAF Danmarks generalsekretær Peter Hedelund:

– MAF har så god en sag, at den fortjener langt større opmærksomhed i Danmark! MAF Danmark har i dag 3.575 faste givere, som står for langt størstedelen af indtægterne. På den baggrund kunne MAF bl.a. sende 2.450.000 kr. til missionsprojekter. Gaver på tilsammen 221.500 kroner fra Y’s Men-klubberne gik til sundhedsflyvninger i Chad.

– Det skal vi have mere af, sagde Peter Hedelund med et glimt i øjet henvendt til Foreningsdanmark. Han beretning sluttede med et billede:

– Lyset på landingsbanen er et billede på håb. Uden håb i hjertet slukkes lyset i øjnene. Jesus sagde: ”Jeg er verdens lys!” Det er menneskers håb!

Årsmødet sluttede med valg til bestyrelsen. Her blev Simon Langvad indvalgt til erstatning for Birgitte Qvist Sørensen. Simon Langvad var med til at starte Co-Pilot i Danmark.


FAKTA:

Dokumentarfilmen ”Rejsen ud af isolation” vises bl.a. her:

  • 21. april: Luthersk Missions Højskole, Hillerød
  • 28. april: Emdrup Kirke
  • 6. maj: Buddinge Kirke
  • 10. maj: Lindehøj Kirke
  • 17. maj: Aarhus Valgmenighed