Fantastisk flot pop med kristent islæt

Arina Mai er en dansk sangerinde. Hun startede sin karriere og slog igennem med sangen ’Troubled Mind’, som fik over 100.000 afspilninger på Spotify, hvorefter hun udgav EP’en ’Finally Home’. Nu er hun aktuel med sit debutalbum ’Wake Up Call’.

Wake Up Call er et fantastisk flot popalbum. Alle sangene er skrevet af Arina Mai selv, og det hele er virkelig velproduceret med en international lyd. Arina Mai synger virkelig godt og formidler sine tekster og budskaber med inderlighed og nærvær. Ved første aflytning tænker man måske, at det er et popalbum som så mange andre. Men her skal man give sig tid til at lytte til teksterne. Arina Mai har nemlig valgt at lave et album med et kristent budskab.

Hun har skrevet sange om sine egne oplevelser med Gud, sine glæder og smerter, og hvordan Gud har bragt håb, kærlighed og glæde ind i hendes liv. Derfor får man mest ud af albummet, hvis man også lytter til teksterne. Men ellers er det et album med masser af god popmusik, ørehængere, som hurtigt sætter sig og gør en i godt humør. Her vil jeg især fremhæve ’Confidence’ og ’Free’, som virkelig har hitpotentiale.

’Wake Up Call’, som også er titlen på albummet, er en sang, som handler om at turde træde ud i det kald, Gud har lagt for en. Ellers er der sange om frihed, om at stole på, at Gud altid vil være der, om usikkerhed og smerte og om fred med Gud. Der er en enkelt stille sang, ’God, I Seek Your Face’, som er min absolutte favorit. Det er den ikke kun, fordi den er stille, men også fordi den har en god tekst, og Arinas stemme får en særlig klang, når tempoet kommer helt ned. Det er en sang, som har hjulpet Arina gennem en sorgproces, og det tror jeg også, den kan gøre for mange andre.

I det hele taget er dette et album, som fortjener opmærksomhed, og jeg vil sige, hvis du er til pop, som også har et kristent budskab, at dette album er et must!

Kunstner: Arina Mai
Titel: Wake Up Call
Genre: Pop
Tilgængelighed: Streamingtjenester