En for alle, alle for én

Af Allan Wiinberg

Vi mennesker fungerer lidt skørt… Vi kan elske præcis det samme og alligevel dele os op i lejre! Se f.eks. på sportens verden: Millioner af mennesker elsker at se fodbold. Det gør jeg selv. Vi elsker stemningen, intensiteten, dramaet og følelsen, når fløjten blæser kampen i gang. Men selv når kærligheden til den samme sport er fælles, bliver forskellene hurtigt det, vi fokuserer på. Vi holder med forskellige hold.

Vi elsker forskellige klubber, og i den kærlighed opstår et fællesskab. Et fællesskab omkring lige præcis den klub. Men ofte fører det til, at vi ikke kan lide de andre klubber. Og at vi ikke kan lide dem, som holder med andre klubber. Når nogle jubler, er der andre, som buher. Men midt i konkurrencen kan der altså også gemme sig noget smukt: Alle elsker jo egentlig den samme sport. På hver deres måde. Med forskellighed.

Måske er det et meget beskrivende billede af os mennesker: Vi er forskellige, på trods af at vi også er ens! Forskellighed behøver ikke være et problem. Verden ville være kedelig, hvis alle tænkte ens, stemte ens, klædte sig ens eller havde de samme interesser. Forskellighed giver farve til tilværelsen. Men problemet opstår, når forskellen bliver vigtigere end fællesskabet. Når “dem” bliver vigtigere end “os”. Når vi leder efter måder at opdele verden og mennesker på. At nogle er bedre end andre. At vi definerer rigtige og forkerte mennesker.

Vi sætter etiketter på hinanden fremfor at lære hinanden at kende. Men kristendommen peger i en anden retning. Jesus havde en unik evne til at se menneskers helhed. Han talte med dem, andre undgik. Spiste med dem, andre dømte. Jesus gjorde fællesskabet større, aldrig mindre. Det betyder ikke, at alle skal være ens. Disciplene var forskellige, fordi mennesker er forskellige. Men bag forskellighederne findes håb, frygt, drømme, kærlighed og længslen efter at høre til.

Måske er vi ikke kaldet til at være ens. Det er okay, at vi holder med forskellige sportshold. Men måske er vi kaldet til at huske, at på trods af vores forskelligheder så hører vi sammen. Måske netop FORDI vi er forskellige, hører vi sammen.