Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårsvej 109, Tune
4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Min mand og jeg har en tilbagevendende konflikt. Jeg synes, han spreder så meget negativ stemning omkring sig. Hver gang jeg foreslår et eller andet eller tager initiativ til at gøre noget spontant, mødes jeg altid med nej i en eller anden forklædning. Jeg er ved at være kørt fuldstændig sur i det, og det tapper mig for al energi og optimisme. Desværre kan jeg jo ikke fysisk tvinge ham til at deltage i mine forskellige forslag så hvad gør jeg?
Hilsen U.
Kære U.
For at ændre på jeres uheldige mønster er det først og fremmest nødvendigt for jer at finde ud af, hvad det hele handler om. I må have gang i en konstruktiv dialog.
Jeg forestiller mig ud fra det, du skriver, at du måske kommer til at besvare din mands negative udsagn med anklager eller bebrejdelser, hvilket er både menneskeligt og forståeligt. Din mands afvisninger af dine sikkert gode forslag kan nemlig nemt opfattes som en personlig afvisning og manglende interesse for jeres samvær. Så bliver man både skuffet, såret og ked af det og reagerer med vrede og ofte med udsagn om altid og aldrig. Det er sjældent særligt konstruktivt.
Prøv i stedet at koncentrere dig om det, der sker inde i dig, når din mand møder dig med sine nejer. Mærk efter, og prøv i første omgang at sætte ord på over for dig selv, enten højlydt eller på papir. Prøv derefter når du er dampet lidt af at sætte dig ned med din mand og fortælle ham, hvad hans adfærd gør ved dig: ked af det, ensom, tæret for energi, angst for, at han ikke er interesseret i dig/jer længere osv. Prøv at undgå at skælde ud og bebrejde ham, men fokuser på dig selv og dine følelser.
På denne måde gør du det nemmere for din mand at høre dig og forstå dig, fordi han ikke behøver at bruge så meget energi på at forsvare sig. Måske aner han slet ikke, hvor meget dine forslag egentlig betyder for dig? Og måske når du har taget hul på det får han også anledning til at sætte ærlige ord på, hvorfor han egentlig reagerer, som han gør. Måske er han bare typen, der skynder sig at tage sine forbehold, så han ikke får lovet noget uden lige at have mulighed for at tænke det igennem først? Eller måske er han usikker på, om han kan leve op til de forventninger, han tror du har til ham? Uanset hvad, er jeg sikker på, at I nok skal finde ud af nogle gode kompromisser, når I først får taget hul på en ærlig og kærlig dialog.
Hilsen Suh
Kære Suh
Jeg har en veninde, hvis mand netop har forladt hende og børnene efter 17 års ægteskab uden noget forvarsel! Hun er naturligvis helt knust og rundt på gulvet, og jeg vil bare høre, hvad jeg kan gøre, for at støtte hende bedst muligt?
Venlig hilsen G.
Kære G.
Du skriver, at der ikke har været noget forvarsel på mandens handling, så i første omgang skal du være opmærksom på, at din veninde formentlig er i en form for chok-tilstand. Hun bruger derfor sikkert en hel del energi på overhovedet at forstå, hvad der er sket. Her er det bl.a. almindeligt, at man igen og igen repeterer sætninger og hændelser i forbindelse med det skete, netop for at forstå, hvad der er sket, men også at det virkelig er sket. Du kan derfor støtte din veninde ved tålmodigt at lytte til de samme udsagn og genfortællinger igen og igen. Du kan evt. også stille forskellige spørgsmål, som hjælper din veninde med at gennemgå hele situationen grundigt. Når hele ens verden ændres radikalt fra det ene øjeblik til det andet, kan man også have meget brug for at mærke, at verdenen stadig står, og at livet trods alt går videre. Prøv derfor at støtte din veninde i at få genoptaget de daglige rutiner, og lad hende mærke, verbalt og måske også fysisk, at du er der for hende. Det kan mindske oplevelsen af at være helt fortabt og alene i en osteklokke.
Du kan også hjælpe din veninde ved at tage hende med på en tøse-shoppe-tur, en tur i svømmehallen eller leje en god film, I kan se sammen med det formål, at hun får nogle nye input, der i hvert fald for et stykke tid giver et afbræk i tanker og spekulationer (en aflastning for hjernen).
En god og solid veninde kan være en væsentlig grund til, at man kommer hurtigere ovenpå igen så din veninde er heldig, at hun har dig!
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårsvej 109,
Tune, 4000 Roskilde, eller
mail til: Suh@Udfordringen.dk