Roman om Inkarigets fald set med missionærens øjne
Den sidste inka af Frederik Berggren Smidt er en imponerende historisk roman, hvor man som læser får et spændende indblik i kulturen og dagliglivet i flere af Inkarigets sproggrupper og møder kulturen på tværs af sociale skel.
Foruden en lang række historiske personer som Atahualpa, den sidste enevældige hersker, ”Inkaen over De Fire Retningers Verden”, og den spanske conquistador Francisco Pizarro følger læseren også flere fiktive personer som den unge alpaca-hyrde Uri, hvis liv tager en helt uventet drejning, inkaprinsessen Sisa, der bruger alle kneb for at sikre sin magt og indflydelse, samt den spanske dominikanermunk Manés.
Inkariget var kendt for sine storslåede bygningsværker, et godt vejnet, store mængder af guld og et imponerende kommunikationssystem, hvor løbere (chasquis) fragtede beskeder, der ikke var skrevet med ord, men derimod med koder ved hjælp af særligt knyttede snore på de såkaldte quipus. Historiens sidste inka levede fra ca. 1502-1533, hvor han blev henrettet i Cajamarca, Peru. Romanen slutter med de voldsomme omvæltninger, der skete, da Francisco Pizarro havde taget Atahualpa til fange.
Selv om inkaerne betalte en enorm løsesum i guld og sølv for deres regent, valgte Pizarro at henrette ham ved garottering den 29. august 1533. Officielt blev Atahualpa henrettet, fordi han under fangenskabet havde fået nogle undersåtter til at myrde sin halvbror, Huáscar.
Munken med den ømme samvittighed
Især dominikanermunken Manés er et spændende bekendtskab, og det er et genialt greb, at missionæren Frederik Berggren Smidt lader denne fiktive missionær forholde sig til de mange dramatiske og ofte brutale begivenheder. Manés bekymrer sig om Moderkirken i Europa, der i disse år trues af splittelse på grund af augustinermunken Martin Luther. Samtidig fremstilles Manés som en ærlig kristen, der kæmper for at leve efter Guds og kirkens bud, mens han plages af en ulidelig tandbetændelse og gang på gang bliver rystet over sine landsmænds ukristelige hærgen i Den Nye Verden.
Manés har dermed rollen som begivenhedernes ømme samvittighed. Han sørger over den uhyrlige brutalitet, som han ser hos både sine landsmænd og befolkningen i Den Nye Verden. Man kunne næsten sige, at han reagerer som en kristen europæer, der har været ca. 500 år forud for sin tid.
Indlevelse og respekt
Romanen indeholder mange smukke, poetiske beskrivelser af inkaernes kultur og tro, fx omtales solen som Han, Som Oplyser Alt, og månen kaldes Nattens Moder. Begrebet Capac Cocha, der i ordlisten forklares som ”Ofringer af børn til guder og ånder” fylder meget i romanen. Inkaerne var kendt for deres grusomheder, men i Den sidste inka beskrives kulturen med stor indlevelse og respekt, og der er ingen forherligelse af den kristne kultur på hedningekulturens bekostning. Ingen af grupperne har noget at lade de andre høre, som det tydeligt fremgår af Manés’ betragtninger.
Sproget
Ordlisten, som rummer nogle af bogens mange fremmedord og forklarer særlige skikke, er ikke spor for lang. Tværtimod. Som det nok desværre er tilfældet i de allerfleste bøger har også denne sin lille del af stavefejl. Det undrer mig dog, at der er mange eksempler på, at både førnutid og førdatid skrives uden -t, (eksempelvis side 376 ”Derfor har de skæggede måtte hjælpe til…) Den historiske roman er ikke letlæst på grund af de mange fremmedord, navne og nye begreber, men den er hele besværet værd.
Fint nuanceret
Som historisk roman giver Den sidste inka et spændende indblik i en dramatisk periode af verdenshistorien, hvor kristendommen – trods erobrernes ukristelige fremfærd – alligevel begyndte at slå rod i Den Nye Verden. Romanens store styrke er den respektfulde beskrivelse af inkakulturen set i lyset af munken Manés’ ærlige anfægtelser. Man bliver både klogere og godt underholdt. Samtidig sidder man tilbage med følelsen af – for en gangs skyld – at få et fint nuanceret indblik i historien om erobringen af Den Nye Verden.
Frederik Berggren Smidt: Den sidste inka. Pris 299,95 kr. 428 sider. Forlagsgruppen Lohse
