Tilgivelse fik Rie ud af Utøyas skygge

Den 22. juli 2011 er en skelsættende dag i Norges historie. Et bombeangreb ramte regeringskontorerne i Oslo og dræbte otte personer, og kort efter rullede nyhederne ind om en massakre på øen Utøya i Norge, hvor Arbeiderpartiets Ungdom havde deres sommerlejr.

I Danmark hørte Else-Marie Balch Sørensen om den forfærdelige hændelse, hvor antallet af døde og sårede blev ved med at stige. ”Det første, jeg hører, er, at min far ringer til mig og spørger, om jeg har set nyhederne, hvilket jeg ikke har,” fortæller Else-Marie Balch Sørensen, der til daglig blot kaldes Rie. ”Han fortæller mig kort om, at han ved, at min søster Hanne og datteren Anna er samaritter i Norge på en sommerlejr, der foregår på en ø. Han ved bare ikke, om det er denne lejr.”

Det er fredag aften, og Rie overvejer, hvad hun skal gøre. Så længe, der ikke er konkrete nyheder om søsteren, vælger hun at afvente udviklingen, men lørdag morgen tager hun hen til sine forældre. ”I det moment har jeg ikke fokus på mig selv. Jeg oplever bare, at jeg skal være der for mine forældre,” fortæller hun. ”Men der sidder vi så bare og venter og venter.”

Tættere som børn

Som barn delte Rie værelse med Hanne, og hun følte de var tætte. ”Hun er den af mine søskende, jeg var mest sammen med,” fortæller Rie, der som barn ofte følte sig udenfor og havde svært ved at danne tætte relationer. ”Fordi jeg ikke havde venner, gik jeg tit med hende hen til hendes venner. Men som det desværre kan ske, så voksede vi fra hinanden. Vi mistede evnen til at kommunikere sammen.”

Hanne valgte i 1986 at flytte til Norge for at arbejde og blive deroppe. ”Jeg kunne mærke, at vi ikke havde en ordentlig connection. Det stammer måske fra vores hjem, hvor vi ikke havde lært at have gode relationer til hinanden.”

Vanskelig barndom

Hun husker sin barndom som en vanskelig tid, hvor hun havde mange indre kampe. ”Jeg følte mig aldrig nogensinde tilstrækkelig, når jeg var sammen med andre. Hvis jeg skulle være sammen med folk, skulle jeg altid invitere mig selv, og jeg blev mobbet rigtig meget i skolen,” fortæller Rie, der også havde det svært med atmosfæren i hjemmet, hvor faren var ved Civilforsvaret, og hun oplevede en stil med kæft, trit og retning.

”Jeg følte ikke, jeg havde en ordentlig relation til mine forældre eller mine søskende. Det er et fundament, der bare gjorde, at jeg gennem livet har været usikker på mig selv. Også selv om jeg var sammen med mennesker, som sagde, at de kunne lide mig.”

Venter på dårligt nyt

Lørdag den 23. juli får de at vide, at det måske er den ø, søsteren Hanne er på. De sidder bare og venter og venter på nyt. ”Der går lang tid, før vi får den første besked. Anna, min niece, har overlevet. Hun sad i skolestuen sammen med en masse andre midt i den situation, hvor det hele skete. Hun tog sig af de andre og ydede førstehjælp, altså ved at snakke med og trøste og berolige de unge,” fortæller Rie, som samtidig ikke kan forstå, hvorfor der ikke kommer nyt om Hannes situation.

”Vi har ikke så meget kontakt til familien i Norge. Vi har faktisk bare fjernsynet kørende hele tiden og venter. Vi undrer os over, at Hannes navn ikke bliver nævnt. Vi har jo hørt, at der er to danskere, der har overlevet.”

En underlig boble

Rie forsøgte at tage sagen i egen hånd og ringede til Udenrigsministeriet og opsøgte andre kilder, men uden held. Der gik næsten fem dage efter skyderierne, før familien fik at vide, at Hanne var omkommet. ”De kontakter os og siger det. Det er helt uvirkeligt. Det er sådan en underlig boble, man går ind i.” Familien var rystet, men Rie forsøgte at være der for familien.

”Der kom nogle officielle hilsner. Jeg tror både, det var fra Pia Kjærsgaard og Lars Løkke Rasmussen, der sendte et telegram,” fortæller Rie. Hun følte alligevel, at det var svært at se den store opmærksomhed og omsorg, de norske efterladte fik i sammenligning med de danske.

”Lidt efter lidt blev man opmærksom på, hvor mange der var direkte berørt i Danmark. Men vi savnede et netværk, der kunne træde til i den her situation. Det ville have været godt med noget psykologhjælp, men det var der ikke noget af. Det var os selv, der skulle finde ud af det, men det formår man bare ikke i sådan en situation.”

Troen styrker

Midt i alt det svære oplevede Rie, at troen på Gud gav hende en positiv vinkel. En vinkel, som hendes forældre ikke havde.

”På en måde slappede jeg jo mere af end min familie, for jeg tror på, at jeg skal se Hanne igen. Det gav mig en ro at skulle se hende igen, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke savnede hende og ikke var ked af det. Jeg kunne bare hvile i det,” siger Rie og fortæller, at det med troen ikke var noget, hun havde fra forældrene. Det startede som barn, da hun gik i søndagsskole og pigeklub i den lokale folkekirke, og videre da hun som 11-årig begyndte at komme i en frikirke.

”Jeg elskede at komme i kirke og i søndagsskole. Det gav et frirum uden skænderi. Men selv der følte jeg mig alene. For de andre familier kom jo derhen med deres børn. Jeg kom alene. Men jeg kom, fordi jeg gerne ville være sammen med Gud, ikke mennesker,” fortæller Rie ærligt.

Se på det positive

På et senere tidspunkt, mens Hanne boede i Norge, fik de en kort overgang et tættere fællesskab på grund af troen.

”Jeg hørte, at hun var kommet ind i noget, der hedder Smiths Venner. Jeg havde det bare sådan, at jeg skulle tage op til hende og se, om der var mulighed for at få hende ud af det. Vi fandt så en frikirke deroppe, hvor der også kom andre danske piger, og så valgte hun at komme der i stedet for,” fortæller Rie, der blev i Norge, indtil hun kunne se, at Hanne var kommet godt ind i den nye kirke, hvorefter hun tog hjem igen.

Når hun ser tilbage på det, troen har betydet for hende som barn og ung, kan hun mærke, at hun har fået konkrete værktøjer til at håndtere det svære i livet. Også i situationen, hun pludselig stod i med søsterens død. ”Det betyder, at uanset hvilke situationer, jeg står i, så ser jeg mest på det positive. Hvis ikke, jeg havde gjort det, så ved jeg ikke, hvor min fortid med al min bagage ville have trukket mig hen,” fortæller Rie.

Ikke nævne navnet

Det var den tro og positivisme, der gav Rie en ro ved, at hun en dag skulle møde sin søster igen. Men samtidig kæmpede hun midt i ulykken med at skulle forholde sig til voldsmanden, skyderiet og alle de dræbte og sårede. ”Jeg følte bare, at jeg var glad for, at han var indespærret. Men så ville jeg ønske, at man ikke nævnte hans navn så meget. For hvis man ikke nævner hans navn så meget, så bliver han ikke husket på samme måde. Kunne man ikke bare kalde ham for gerningsmanden,” siger Rie, som stadig har svært ved at høre hans navn.

Kan jeg tilgive?

Alt er svært i forhold til gerningsmanden. Alligevel dukker der i løbet af den første uge en tanke op om tilgivelse: ”Kommer jeg nogensinde til at tilgive gerningsmanden? Hvordan skulle jeg kunne gøre det? Hver gang, jeg tænkte på det, var der nogle følelser, der sagde, at det havde jeg slet ikke mulighed for at overveje lige nu,” fortæller Rie. På det tidspunkt har hun været kristen i over 30 år, og hun mærker over tid, at tanken om at skulle tilgive bliver ved med at dukke op.

”Jeg blev mindet om, at som Guds barn, hvor Gud har tilgivet mig, burde jeg også tilgive ham. Der kom også tanker om, at jeg egentlig bare ønskede, at han skulle opleve at få Gud ind i sit liv, for at han også kunne få evigt liv,” fortæller hun og husker den svære vaklen mellem følelserne og det, hun vidste, hun burde gøre.

Kræver et valg

Det med tilgivelse var svært for Rie. Hun nævner, at det sikkert havde været lettere at skyde fra sig, hvis hun havde været ny kristen, men hun vidste, hvad det indebar. ”Tilgivelse bør være en naturlig ting, fordi jeg selv ønsker det så meget som muligt. Derfor er jeg nødt til at overveje, hvordan jeg vil håndtere det,” siger hun og forklarer, hvad tilgivelse i hendes optik betyder:

”Det indebærer, at vedkommende ikke får lov til at styre mine tanker i min hverdag. At jeg ikke hele tiden skal tænke over, at det er dig, der har slået min søster ihjel, og at jeg er irriteret på dig, fordi du har ødelagt min familie. Ødelagt mit liv. De ting kunne jeg godt bruge min tid på, men når jeg vælger at tilgive, så glemmer jeg fortiden. Så får jeg fremtiden tilbage,” siger Rie og pointerer: ”Det gør tilgivelsen til en endnu større gave for mig selv, end for den jeg tilgiver.”

Accepterer ikke uretten

Hun slår samtidig fast, at en tilgivelse af gerningsmanden fra Utøya ikke er det samme som at sige, at han skal slippes fri af fængslet.

”Det er ikke, fordi jeg accepterer det, han har gjort. Det er IKKE ok, det han har lavet. Det er ikke derfor, jeg tilgiver. Det er lige så meget for min egen skyld, for at jeg ikke skal hænge i det her, og at det ikke bliver min identitet,” siger Rie, som oplevede, at det let blev et samtaleemne, når hun var sammen med andre. Hun mener, at man let kan forveksle tilgivelse med fuld accept af uretten og en ret til at gøre det igen.

”Det ændrer ikke ved, at retfærdigheden skal ske fyldest. Der er konsekvenser af hans handling. Tilgivelse betyder heller ikke, at man skal glemme det. Det betyder heller ikke, at vedkommende bare skal gøre tingene igen,” siger Rie.

Altid en proces

Rie fremhæver, at tilgivelse ikke må være noget forhastet. ”Det er en proces. Det er ikke en følelse, men en beslutning, du er nødt til at tage. Sådan har det været for mig,” fortæller Rie og nævner et øjeblik, som hjalp hende til at træffe beslutningen. ”Indtil da havde jeg været bekymret for, at hvis han nu sagde ja til Gud, så ville han blive sat fri fra fængslet. Det ønskede jeg ikke. Derfor vægtede det rigtig meget, da der var en, der sagde til mig, at Gud gerne vil have, at man udstår sin straf.

Efter jeg hørte de ord, kunne jeg godt tage beslutningen, så der gik ikke lang tid, førend jeg gjorde det og kunne sige: Jeg har tilgivet ham. Nu ligger det ved korset, og jeg kommer ikke til at tage det tilbage. Det eneste, jeg aldrig nogensinde vælger, er at nævne hans navn, for han vil hellere hades end glemmes,” siger Rie, der ikke hader gerningsmanden, hun er bare tilfreds med, at han bliver i fængslet.

Ser igen fremad

Processen med at nå hen til det punkt at tilgive har taget Rie nogle år. ”Jeg oplever, at det giver mig fred i min hverdag og en ro til, at jeg kan komme fremad,” siger Rie. Hun mærker, at vejen til tilgivelse har givet hende en erfaring, hun nu kan trække på.

”Det er blevet vigtigt for mig, at man ikke skal gå med tingene i for lang tid. Derfor er jeg nok blevet endnu hurtigere til at gå i mig selv og få tingene vendt, så jeg ikke bærer nag. Det var en længere proces at tilgive gerningsmanden, men nu ved jeg bare, hvor vigtigt det er at tage den beslutning.”

Inspirerer til at tilgive

Rie oplever ofte, at folk spørger, hvordan hun kunne tilgive noget så slemt, derfor har hun nu udgivet sin bog på Forlaget Balch. ”Jeg håber, at folk vil gribe noget af det, som tilgivelse ikke er. Jeg tror, der er mange, der mener, at når man tilgiver en gerningsmand, så er det, fordi det, vedkommende gjorde, var ok. Det er det for alt i verden ikke,” siger hun og tilføjer: ”Det er jo ikke, fordi du har varme følelser for vedkommende, at du tilgiver. Du er nødt til at forstå, hvad tilgivelse er, for at du kan få din fremtid tilbage.”

Hun håber, at mange vil kunne genkende sig selv i de situationer, hun deler fra sit liv. ”Så kan de måske se, hvad der er muligt at gøre ved det, og at det ikke altid kræver, at man skal gå til professionel hjælp. Det kræver måske bare en fra dit netværk, der vil lytte til dig,” siger Rie, der håber, at folk vil lade sig inspirere til at træffe valget at tilgive. ”I modsat fald kan man risikere, at man bliver tynget så meget ned, at man har svært ved at komme ud af sit hjem, være sammen med andre og møde nye mennesker – fordi du er bange for, at det skal ske igen.”

Fortæller ofrenes historie

Ries bog udkommer den 22. juli i år på 15-årsdagen for bombningen i Oslo og massakren på Utøya. I Norge markeres det blandt andet ved, at der bliver lagt videoer ud på Facebook med skuespillere og kendte personer, der opfører og fortæller historier fra de 77 omkomnes liv. Der bliver åbnet et ’22. Juli Center’ i Oslo, og på selve dagen er der en særlig markering på Utøya. I Danmark er det blandt andet Ries bog, der er med til at mindes ofrene.

”Jeg har tænkt over det i lang tid, og det motiverede mig, at der nu er gået 15 år. Det er en milepæl på mange måder. Derfor tænkte jeg, at det var en god måde for mig at være med til at mindes min søster, så det ikke bliver glemt,” siger Else-Marie Balch Sørensen.