Et museumsbesøg i Peru endte som en roman

Historien om en helt ung inkapige, der blev ofret på toppen af en vulkan, gjorde et så stort indtryk på Frederik Berggren Smidt, at han ikke kunne slippe hende og hendes historie, og snart begyndte en beretning at tage form.

Frederik har ikke tidligere skrevet en roman, men han har sammen med sin hustru, Lise, skrevet flere bøger om ægteskab og forældreskab og har også tidligere skrevet en novellesamling om sin egen slægt, ligesom han skriver sange. Men det er altså første gang, han for alvor gør sig i den fiktive genre. Det hele begyndte, mens han og Lise var udsendt af Luthersk Mission som missionærer til Peru:

”En dag i februar 2022 var jeg på museum i Arequipa i Peru. Her mødte jeg en ung 600 år gammel inkapige i en glasmontre. Historien var, at hun blev fundet i en gletsjerspalte oppe på vulkanen Ampato under en ekspedition i 1995. Hun var blevet ofret deroppe i 1400-tallet under inkaernes styre, angiveligt fordi der havde været et enormt vulkanudbrud fra nabovulkanen. For at dulme vulkanens vrede, skulle der ofres, og når det var så alvorlig en naturkatastrofe, måtte man ofre det ypperste: En ung adelig kvinde, som endnu ikke havde haft menstruation, men var perfekt og ren. Hun havde så gået en pilgrimsvandring hele vejen op til toppen af vulkanen, hvor hun var blevet drukket beruset og ofret.”

Faktion og fiktion

Man møder ikke den adelige inkapige fra museet en-til-en i romanen, men hendes skæbne og hele historien bag inkaernes historie og deres møde med kristendommen er hovedtemaet i bogen.
Her følger læseren tre hovedpersoner parallelt: Hyrdedrengen Uri, inkaprinsessen Sisa og den spanske dominikanermissionær Manés. Frederik fortæller, at mens Sisa er en historisk person og ret kendt i Peru, er de to andre hovedpersoner ikke egentlige historiske, men også i dem er der spor fra de historiske overleveringer.

”Dominikanerne var de første, der rejste ud, og selvom dominikaneren, Manés, er opdigtet, kommer han tæt på den historiske virkelighed om dominikanerne, der kom til Peru med intentionen om at dele evangeliet.” Hans rejsefælle erobreren Francisco Pizarro er derimod en historisk person og har også en fremtrædende rolle i romanen.

Manés’ dilemma

Et centralt tema i ’Den sidste inka’ er Manés’ dilemma mellem på den ene side at være en del af den spanske delegation, hvis formål var at berige sig og erobre inkariget, og hvis handlinger overfor inkaerne langt fra underbyggede det budskab, han som missionær kom med, og på den anden side at skulle forkynde evangeliet om en kærlig Gud.

”På den måde er Manés en hybrid mellem de første dominkanere i Sydamerika og nogle af mine egne dilemmaer og overvejelser ca. 500 år senere. Hans arbejde med at lære et sprog og en kultur at kende og forholde sig til offerreligionen, som stadig har en plads, har jeg tilfælles med ham. Så der er også lidt selvbiografisk i romanen.”

Mens to af de tre hovedpersoner er opdigtede, er de tre inkaledere – de såkaldte Solens sønner – navngivne historiske personer, mens bl.a. deres relationer til de fiktive personer i romanen selvsagt er opdigtede. Også de store begivenheder, som fx scenen på pladsen i Cajamarca i slutningen af romanen, refererer til en historisk og for inkariget omvæltende begivenhed.

En roman bliver til

”Da jeg gik fra museet den dag, fra det lidt mørke rum og glasmontren, hvor inkapigen var bevaret i is, tænkte jeg, at jeg var nødt til at fortælle hendes historie. Som jeg havde mødt hende dér, havde hun jo både hår og negle – ja mimik. Hun var så levende. Så det var det, der satte det i gang.” Derfor var det fra starten uomgængeligt, at det skulle ende i en historisk roman og ikke en samtidsroman, som Frederik efter sin tid som missionær ellers havde stof nok til.

Alligevel mener han, at romanen har meget at sige ind i nutiden, og hensigten med bogen er langt mere end at skrive en spændende roman og fortælle om en svunden tid.

”Jeg ville gerne fortælle om et møde mellem to civilisationer, som jeg selv synes er overordentlig spændende. Samtidig ville jeg gerne skrive om menneskers trosrejser, for alle tre hovedpersoner er jo på en rejse i forhold til deres valg i livet og i forhold til deres tro. Og disse rejser, mener jeg, er meget tidløse på mange måder. Så selvfølgelig vil jeg gerne invitere læseren ind i inkaernes verden, men samtidig vil jeg give lidt til læserens personlige rejse, eftertanke, tro og forhold til andre mennesker.”

Mødet med anderledes troende

”Der ligger også en dimension af religionsmøde i det. Hvordan reagerer vi egentlig, når vi møder anderledes troende? Det er noget, som dominikaneren Manés er optaget af. Hvordan kan han møde inkaerne med respekt, men også give dem evangeliet om Jesus? Så som missionær synes jeg, at der også her er nogle interessante refleksioner.” I romanen oplever Manés således en afgrund mellem det budskab, han ønsker at bringe, og det liv, hans landsmænd lever.

En barsk beretning

Netop med afsæt i inkapigen på museet må romanen også beskrive særdeles grumme sider både i inkaernes liv og spaniernes møde med dem. Det gælder på den ene side inkaernes menneskeofringer og på den anden side spaniernes voldtægt af unge inkakvinder, noget, som sidder i læseren efter at have læst romanen. Til det siger Frederik:

”Jeg har bestræbt mig på at gengive det så virkelighedsnært som muligt, eller som jeg har læst mig til, at det har fundet sted. Det, jeg skriver, bygger på mange kilder. Dels har jeg nærstuderet den nu pensionerede arkæolog Inge Schjellerups store værk ’Stenenes magi’, læst Rafael Dumetts bog om den samme periode og nogle mere forskningsbaserede værker og artikler om inkaernes verden. Alt det har jeg flettet sammen med min egen historie. Jeg er også inspireret af Mario Vargas Llosa, Perus nu afdøde nobelprisvinder i litteratur, der i hele sit forfatterskab beskæftigede sig med volden i Latinamerika, og hvordan magten anvender vold som middel til at opnå sine mål. I sit forfatterskab blev han ofrenes advokat. Det er lidt det samme, jeg forsøger i min roman – råt for usødet. Samtidig synes jeg, at jeg har skånet læseren en lille smule. Jeg har fx ikke beskrevet selve voldtægterne minutiøst, men har gerne villet fortælle om rædslen og angsten hos inkapigerne. Det er jo noget, mange kvinder også i dag sidder i, så det er tidløst.”

Nattens moder og Jomfru Maria

Frederiks erfaring med den moderne peruaners fastholdelse af den gamle offertænkning, selvom de fleste af dem i dag er katolikker, begrunder han til dels med den måde, kristendommen er kommet til landet på og den måde, de første missionærer har forkyndt evangeliet. Et eksempel på dette i romanen, er en omvendelsesscene, hvor Sisa – der har en stor kærlighed til den kvindelige gud, Nattens moder – får øje på en Mariastatue hos Manés og rent instinktivt drages mod hende i sang.

”Man har mødt dem, hvor de var og har ledt dem ind i kristendommen derfra,” fortæller Frederik.

Naturlig forklaring, overtro eller dæmoni

I en anden scene fra romanen, gives endnu et eksempel på, hvordan de første missionærer har forsøgt at koble den gamle tro til den nye. Spanierne forsøger at bygge en kirke på gammel hellig grund. Det sker imidlertid med store konsekvenser, da den opbyggede mur styrter sammen hver nat, og byggeriet på grunden derfor til sidst må opgives. Her kan det se ud til, at Frederik går ind på den gamle tros tankegang og i virkeligheden beskriver, hvordan det er guderne, der får muren til at falde. Men hvad har han egentlig tænkt?

”Ja, jeg indikerer, at det er gudernes værk, og der er netop lidt af antydningens kunst over det. For jeg kan jo ikke vide, hvordan den åndelige virkelighed var. Derfor åbner jeg for, at man kan læse det på forskellige måder. Men for mig er den åndelige virkelighed også en åndskamp, og det tror jeg også, der har været her. Det er jo ikke sådan, at jeg forestiller mig, at de ånder, de har tilbedt dengang, slet ikke har eksisteret.” Her taler han også af erfaring fra sin tid som missionær:

”Jeg har talt med mennesker, der har oplevet at blive hjemsøgt om natten og har følt sig truet af en skikkelse, de så – af noget dæmonisk. Det er meget almindeligt, at folk oplever noget sådant i Peru. Lise og jeg har også talt med en kristen kvinde, hvis ene søn var syg. En kvindelig shaman havde anbefalet hende, at hun skulle anskaffe sig en død hund. Hun skulle så koge hundens hoved og få sønnen til at drikke afkoget, da det kunne helbrede ham. Hun kom efterfølgende til os og spurgte, om vi synes, at hun skulle sige ja til det. Så hun var oprigtigt i tvivl.”

At binde knuder

Inkaernes historie er overleveret mundtligt og først nedskrevet senere, da de ikke havde et skriftsprog. Dog fandtes der de såkaldte quipuer, der udgjorde inkaernes pendant til vores bøger.
”I stedet for at skrive, bandt man knuder i et sindrigt system,” forklarer han. Dette system brugte man bl.a. til mandtalsoptælling i de forskellige byer, hvilket også beskrives i romanen. Men desværre er de fleste kilder hertil ikke bevarede, og også her støder man på problematikken mellem det åndelige og det verdslige.

Selvfølgelig vil jeg gerne invitere læseren ind
i inkaernes verden, men samtidig vil jeg give
lidt til læserens personlige rejse, eftertanke,
tro og forhold til andre mennesker.”

”Spanierne betragtede nemlig quipuerne som hekseri, der havde kontakt til den gamle åndeverden. Derfor skulle de brændes. Eftersom inkaerne ikke havde en to-rums-tænkning med adskillelse mellem det åndelige og det verdslige, hang også deres quipuer sammen med deres religion, for alt hang sammen. Man havde den store hellige quipu, som kortlagde alle helligsteder. Her kunne man gå ind og se, hvor meget der på hvert helligt sted skulle ofres for det ene og det andet, for at den lokale guddom kunne blive stillet tilfreds. Det handlede jo om at stille guderne tilfreds, så de ikke straffede dem.”

At skrive romaner

En ting er at få en idé til en roman og foretage den indledende research, noget andet er at opbygge en historie. Jeg spørger derfor mod slutningen af interviewet, hvordan arbejdsprocessen frem mod den færdige roman har været.

”Jeg vidste, hvor det skulle ende, så jeg havde målet for øje. Vi skulle ende på pladsen i Cajamarca. Det er en verdenshistorisk begivenhed, vil jeg mene, og en civilisations endeligt. Ret hurtigt kom jeg ind på, at jeg gerne ville have dominikaneren med. Jeg troede godt nok i starten, at det skulle være en franciskaner, da jeg har besøgt steder og læst om franciskanernes missionsrejser ind i regnskoven. Men franciskanerne kom først lidt senere. Så ved at læse mig ind på kilderne, gik det op for mig, at det var dominikanerne, der rejste med ud som de første.”

Opbygningen med de tre hovedpersoner og bogens slutning lå fast ret tidligt i forløbet, men efterhånden, som beretningen tog form, oplevede Frederik, at han efter 2 ½ år havde skrevet sig varm, så den sidste fjerdedel af romanen blev skrevet i et andet flow. Handlingen gav pludselig sig selv, og hovedpersonerne tog lige så stille over, mens han blot måtte følge med. Også en af Frederiks peruanske venner, Felix Vargas, har været en inspirationskilde til romanen. Han opfordrede blandt andet Frederik til at lade inkaernes tabte poesi få plads i romanen – netop fordi den ikke er bevaret, måtte den digtes frem.

”Jeg har derfor indføjet sange i romanen, som jeg selv har digtet og ladet Sisa synge. Jeg har forsøgt at forestille mig, hvad indholdet har været i sangene, og jeg drømmer om en dag at få sat musik til disse sange. Det, vi ved, er, at de har haft trommer og fløjter, bl.a. det vi kalder panfløjter. Dem har inkaerne spillet på. Strengeinstrumenter er derimod først kommet til, efter at spanierne kom til landet.”

Planer om efterfølgere

Selvom Frederiks roman er på over 400 sider, er han ikke færdig med historien. Han har således allerede stof til et bind 2 og 3 og er i gang med at skrive på 2. bind, men har nu givet sig selv et pusterum, så han ikke skriver mere i år. At skrive en roman som fritidsbeskæftigelse ved siden af et fuldtidsarbejde kræver pauser og hviletid. Han regner dog med, at de næste bind, hvis de bliver til noget, vil vise sig lidt lettere at gå til, da det tunge rugbrødsarbejde nu er gjort.

Frederik har heller ikke helt sluppet Peru i den virkelige verden, men rejser stadig derud i 3-4 uger ca. en gang om året for at undervise og prædike: ”Og når jeg er derude, kan jeg ikke lade være at undersøge nogle inkasteder.”