Erik er præst for gadens folk

Navnet Empleo skiller sig ud i et ellers pæredansk navn, og Erik fortæller, at det stammer fra hans filippinske baggrund, da hans mor er filippiner. Af den grund havde han også en katolsk opvækst, og hans mor tog ham og broren med i Den Katolske Kirke i Fredericia:

”Men på et tidspunkt måtte hun give op, fordi vi ikke kunne finde ud af at sidde stille. Godt nok blev jeg katolsk konfirmeret, men det var mest for min mors skyld. Så det var først senere, at jeg kom til personlig tro. Da jeg kom på gymnasiet, levede jeg et vildt festliv og oplevede livet som tomt og meningsløst. Den ene fest tog den anden, men mine håb og drømme blev aldrig rigtig opfyldt.”

Tilbage til Gud

”Jeg begyndte så at lede efter, hvornår livet sidst gav mening, og det var dengang, hvor mor tog mig med i kirke. Derfor begyndte jeg at opsøge kristendommen. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville opsøge min gamle katolske præst, som på det tidspunkt ikke længere var i Fredericia. Men inden jeg fandt ud af, hvor han nu var præst, fandt jeg ind i en KFS-gruppe (Kristeligt Forbund for Studerende, red.), hvor jeg blev taget rigtig godt imod. Jeg begyndte også at komme i Sct. Michaelis Kirke, en folkekirke i Fredericia, hvor folk fra de missionske foreninger og min KFS-gruppe kom.”

Teologistuderende med diakonal profil

Præsten i kirken, Peter Jakobsen, som i dag er Eriks kollega i Sct. Hans Kirke i Odense, opfordrede Erik til at læse til præst: ”Jeg endte med at læse teologi i Aarhus på Menighedsfakultetet. Tidligt i studiet kom vi ud at besøge Blå Kors’ varmestue, ’Det blå sted’. Førhen havde de haft et hold teologistuderende, der stod for at holde åbent om søndagen, og det, syntes jeg, lød spændende.”

Så Erik fik samlet en gruppe teologistuderende fra Menighedsfakultetet. Dermed kunne man igen holde åbent om søndagen, og Erik fandt ret hurtigt ud af, at han gerne ville arbejde med den målgruppe, som Blå Kors tog sig af: ”Jeg kunne se mig selv i dem, der kom i varmestuen. Jeg havde også levet et vildt liv, og nogle af mine venner endte i misbrug. Derfor har jeg stor sympati for misbrugere og et ønske om at være noget for dem.”

Det diakonale arbejde kom til at fylde meget i hans studietid. Samtidig var han engageret i en gruppe fra Indre Missions Unge, der tog ud en fredag om måneden på Lilletorv i Aarhus for at dele kaffe ud om aftenen til unge studerende, der gik i byen, men også til hjemløse. Her tilbød de også samtaler.

Vejen til arbejdet blandt hjemløse og misbrugere

Mellem bachelorstudiet på Menighedsfakultetet og overbygningen på Det Teologiske Fakultet i Aarhus havde Erik et halvt år, hvor han var volontør i Indre Mission, noget, som senere udviklede sig til et studiejob, mens han tog kandidatdelen: ”Da jeg var færdig, endte jeg som missionær i Indre Mission på Fyn. Aftalen var, at jeg skulle være der i tre år, hvorefter jeg ville læse videre til præst på Pastoralseminariet. Efter det håbede jeg så på, at der ville være en stilling, der passede ind i det, jeg følte mig kaldet til.”

Netop da han var færdig som præst, gik korshærspræsten, som gennem 32 år havde været i Odense, på pension. På det tidspunkt var korshærspræsten tilknyttet domkirken, men man valgte nu at flytte stillingen til Sct. Hans Kirke, hvor Erik som den nye korshærspræst også skulle være sognepræst i en 50:50-stilling: ”Sct. Hans Kirke har en anden profil end domkirken, og med sin baggrund i Indre Mission og den mere konservative del af Folkekirken passede den godt til mig.”

Kaffe og snak

Delen som korshærspræst ligger primært fra onsdag til fredag. Om onsdagen tager han sammen med to fra kommunen ud med en kaffevogn i den indre by: ”Rundt omkring er der små skure – de såkaldte helle-steder – hvor misbrugere og hjemløse opholder sig, og i godt vejr møder vi dem også i Kongens Have. Kaffevognen gør det lettere at komme i kontakt og få en snak. Folkene fra kommunen kan hjælpe dem med deres praktiske behov, som fx problemer med lejlighed og kontanthjælp.

Jeg kan så tage de andre problemer, der dukker op. Det kan være problemer op til jul, hvor de ofte føler sig udenfor, fordi de måske ikke længere er velkomne i deres familier.” Erik oplever imidlertid også, at det kan være for barskt for dem at tale om deres problemer: ”Alkoholen er jo en flugt fra de problemer, de har. Så det handler meget om at bruge det gunstige øjeblik og snakke med dem, lige når de er klar til det.”

Varmestue og gudstjeneste

Senere på dagen tager Erik ind i Korshærens varmestue på Østergade, hvor de mest udsatte og dem med det hårdeste misbrug kommer. Her er der også et stofindtagelsesrum under sikre forhold:
”Jeg plejer først at spise frokost med dem, der er der, og får en snak med dem.” Den tredje onsdag i måneden er der også korshærsgudstjeneste i Sct. Hans Kirke. Gudstjenesten er kl. 16 og har en simpel form, så den bliver personlig og forståelig:

”Vi synger de samme sange gudstjeneste efter gudstjeneste for genkendelighedens skyld, og så er der en eller to, der varierer. Jeg har bl.a. forsøgt mig med salmen ’Tag det sorte kors fra graven’ på melodien fra ’Nu går våren gennem Nyhavn’, for det er en melodi, de kender, og den har en mere munter tone. I fastetiden har vi et fælles skriftemål, og den enkelte får tilsagt syndernes forladelse. For mange betyder det meget, at et andet menneske siger det til dem. Enkelte opsøger mig også i gadebilledet og spørger, om jeg kan lave et skriftemål.”

Erik fortæller, at gudstjenesten virker så stærkt på nogle på grund af dybe traumer, at de lister ind nederst i kirken for at undgå, at nogen ser, at de kommer til at græde: ”Det kan de ikke bære. For med et liv på gaden er de nødt til at opretholde en rå og barsk facade overfor de andre, selvom de har brug for den sårbarhed, som de oplever i kirken.” Gudstjenesten afsluttes med fællesspisning i en anden varmestue, som ligger på Nørregade.

Besøgstid med hygge og dybe snakke

Om torsdagen har Erik besøgstid fra 10-13 i varmestuen på Nørregade. Varmestuen dér er for et bredere klientel end den på Østergade. Erik sætter sig ved det store bord, hvor man kan komme og snakke med ham eller være med i den gruppe, der sidder der: ”Det er meningen, at jeg skal være tilgængelig. Hvis nogen har brug for at tale mere uforstyrret, sætter vi os et andet sted.” Meget af hans besøgstid går dog med bare at sidde og hyggesnakke og på den måde gøre deres dag lidt lettere og gladere.

Fredag rykker Erik så til en tredje varmestue, i Bolbro. Her mødes gæster i den lidt lettere ende af gadens folk. Eriks arbejde består hovedsageligt i at være tæt på de udsatte. Men i de to år, han har været korshærspræst i Odense, har han også oplevet, at enkelte af dem er kommet i bedring og har truffet nye valg. Bag de svære liv ser han igen og igen en tro under overfladen.