Præst og musiker: Det er mit hjertes længsel og det, jeg stræber efter

For omkring 40 år siden, da Torsten Borbye Nielsen var i 20’erne, blev han opmærksom på en bog med tekster og breve af en katolsk munk, broder Lawrence, der levede i 1600-tallet og var en del af karmeliterordenen, en kontemplativ orden, hvor bøn og stilhed står helt centralt. De over 300 år gamle tekster, der var samlet under titlen ’The Practice of the Presence of God’, blev afgørende for Torsten Borbye Nielsens tro og hans måde at leve troen på.

”Broder Lawrences tilgang er en form for bøn eller en måde at være til stede på, som han beskriver i breve til mennesker, han var åndelig vejleder for. Det handler om at være opmærksom på Guds nærvær i alle ting og i alt det, du foretager dig. På den måde kan bøn blive en stadig øvelse i at være åbent, opmærksomt og tillidsfuldt til stede i verden – og leve i den virkelighed, som den kristne tro er baseret på: at Gud altid er hos dig som et kærligt nærvær, der omslutter dig forfra og bagfra, og som bærer dig fremad,” siger Torsten Borbye Nielsen.

Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som guitarist med solistklassedebut i 1992 og har i mange år kombineret virket som musiker og komponist med en rolle som præst. Siden 1995 har han været med i I Mesterens Lys, der arbejder med at møde mennesker, som er åndeligt søgende og befinder sig inden for det nyåndelige univers. I 2017 blev han leder af I Mesterens Lys og ansat som præst der.

I Mesterens Lys er en del af organisationen Areopagos, som arbejder med dialog og trospraksis. Desuden er han hjælpepræst i Byens Valgmenighed og gift med Helene, med hvem han har to voksne børn og et antal små og store plejebørn. Sammen med Helene har han også i mange år åbnet sit hjem for bøns- og måltidsfællesskaber samt arrangeret retræter med stilhed. Gennemgående i hans gudsrelation og hans arbejde som præst og musiker er netop stilhed, musik og den vågne opmærksomhed på Guds nærvær i alting.

”Når jeg opdager, at jeg er faldet i søvn i forhold til bevidstheden om Guds nærvær, kan jeg bruge broder Lawrences råd til at kalde mig selv nænsomt tilbage – for eksempel ved en ganske enkel henvendelse til Gud, et enkelt ord som ”tak” eller ”fred” eller simpelthen ved at mærke mit åndedræt, tage en dyb indånding og samtidig kalde mig selv hjem til den virkelighed, at Gud er til stede i mig og i alt omkring mig,” siger Torsten Borbye Nielsen.

Tung bagage

Som præst i I Mesterens Lys møder han mange mennesker, der er åndeligt søgende, og mange har ar på sjælen og en tung bagage. Her bruger han forbøn, og han bruger musikken, blandt andet til at skabe et rum, hvor mennesker kan erfare Guds omsorg. Han mener, at begrebet spiritualitet eller åndelighed i Vesten ofte opfattes som noget, man kan dyrke adskilt fra det øvrige, mere praktiske og fysisk baserede liv. Men for ham er åndeligheden et grundvilkår i verden og i menneskets skabthed.

”Grundtvig sagde meget smukt, at mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Det er et fint billede, synes jeg. For mig at se er det, vi kalder åndelighed, en afspejling af den virkelighed, at et menneske ikke blot er kemiske forbindelser, men er noget mere, og det er det, som traditionelt bliver kaldt ånd. Åndelighed eller spiritualitet har for mig med den virkelighed at gøre, at mennesket – uafhængig af alle religioner og livstydninger – både er materialitet og ånd. Den kristne spiritualitet er så naturligt orienteret mod Kristus,” siger han.

I det meste af menneskehedens historie er ånd og krop ikke blevet opfattet som adskilte fænomener, og spiritualitet har ikke været skilt ud som et særligt virkeområde eller interessefelt. Det gælder fortsat mange steder i verden, men i den vestlige verden, er tingene i høj grad blevet adskilt, og den logiske tænkning og intellektet har fået en særstatus. Det er der mange gode frugter af, men også nogle dårlige, mener Torsten Borbye Nielsen.

”I vores moderne verden finder vi i høj grad sandhed ved at dissekere og adskille og undersøge i enkeltdele. Det betyder, at den forbundethed, vi alle er indfældet i, bliver kvalt eller usynliggjort, og det betyder også, at vi kan have tendens til at adskille spiritualiteten og udleve den i et særligt rum. Men jeg tror, at alle mennesker har en iboende længsel efter at leve holistisk, så den åndelige virkelighed er en integreret del af alt, hvad vi gør,” siger han.

Selv har Torsten Borbye Nielsen siden sin ungdom mærket længslen efter helhed og forbundethed, og han siger i dag om det at leve med spiritualiteten som grundlag: ”Det er mit hjertes længsel og det, jeg stræber efter – men som alle andre er jeg udfordret af den kultur og tænkning, jeg er vokset op med.”

Om bag begreberne

Også i kirken har det intellektuelle på mange måder haft forrang, og Torsten Borbye Nielsen er derfor optaget af, hvordan det intellektuelle kan komplementeres af en mere praksisorienteret tilgang, hvor tænkningen kun er en af flere praksisformer. ”Jeg vil gerne bidrage med en kroppens og hjertets praksis, så tanken ikke er det styrende, men så tanken kan synke ned i hjertet, eller så hjertet kan være udgangspunktet. Det kan hjælpe os om bag begreberne og ind i en mere sansebåret helhedserfaring,” siger han.

I den sammenhæng er begrebet forbundethed helt centralt, mener Torsten Borbye Nielsen. ”Det handler om forbundethed med det, der er uden for mig selv, med andre, med skaberværket og med det, der er større end mig selv – Gud – men også med hele mig selv,” siger han. Spiritualitet er altså ifølge Torsten Borbye Nielsen ikke en individuel søgen, men en praksis, der retter sig mod fællesskab og forening.

Hvilke redskaber og praksisser, man anvender for at opnå større helhed og forbundethed, er mindre vigtigt, mener han. Mennesker har forskellige præferencer, og han anbefaler altid de mennesker, der søger råd hos ham, at vælge de praksisser, som hjælper den enkeltes fornemmelse af forbundethed på vej.

”Mit bedste råd er at tage udgangspunkt der, hvor du oplever, at noget bringer dig liv og får dit blod til at rinde mere frit og din tanke og dig selv til at ånde friere. Derfra kan du eventuelt prøve andre ting af, som umiddelbart appellerer mindre til dig, for måske på den måde at udvide feltet,” siger han.

For nogle kan en gåtur i naturen, en samtale med en god ven, meditation eller stilhed være den mest oplagte vej at gå. ”Man skal ikke pålægge sig selv bestemte former og praksisser, fordi de virker mere fromme. Hvis det hjælper at spille fodbold – hvilket jeg selv oplever bringer stor glæde og forbundethed – så gør det,” siger Torsten Borbye Nielsen.

”Vi er skabt i Guds billede, og derfor
er der en grundlæggende længsel i
ethvert menneske, som har retning
mod Gud – ligesom Gud har en
længsel efter os.”

Skal ikke være en sportspræstation

Torsten Borbye Nielsen mener, at alle kan have gavn af meditation og stilhed, fordi det giver Gud mulighed for at komme bedre til orde i en ofte støj- og tempofyldt verden. ”Men det skal ikke være en sportspræstation at sidde længst muligt i stilhed. Der skal være en glæde og nysgerrighed, man kan tage afsæt i, og man kan vælge en praksis, der passer godt til ens personlighedstype og temperament,” siger han.

Torsten Borbye Nielsen har erfaret, at især musikken er en åben vej til gudsnærvær og heling. ”At lytte, at spille selv og at spille sammen med eller for andre giver mig stor glæde. Jeg oplever, at der åbner sig et særligt rum, hvor glæden og freden kan få plads, og smerten også kan være,” siger han. Derudover har han i omkring 35 år afholdt stilleretræter sammen med sin hustru, i perioder en gang om måneden, de senere år i hvert fald to gange årligt.

”Vi mødes til meditation, bøn, sang og stilhed, og det er en kilde til fordybelse, glæde og rekalibrering, hvor det vigtige træder tydeligere frem, og jeg bliver klar på, hvordan jeg gerne vil være i verden. I stigende grad oplever jeg også, at det, der sker med mig på retræterne, siver med ind i hverdagen og påvirker de dage, hvor der ikke er tid og plads til ydre stilhed. Stilheden fra retræterne er med som en måde at være i kontakt med mig selv og mit hjerte og Gud,” siger han.

Derudover oplever Torsten Borbye Nielsen forbøn for andre som meget livgivende. Han har stor tiltro til, at når mennesker kommer i kontakt med sig selv og deres dybe hjerte, kommer de også tættere i kontakt med Gud. Han er ikke så bekymret for, om meditation og forskellige andre praksisser kan føre mennesker på afveje.

”Det er klart, at vi også kan komme i kontakt med vores ambitioner og ego, som er en klar del af den menneskelige virkelighed. Men hvis vi forsøger at komme ned i et lag, som er dybere end alt det, så tror jeg på, at vi møder Guds virkelighed. Vi er skabt i Guds billede, og derfor er der en grundlæggende længsel i ethvert menneske, som har retning mod Gud – ligesom Gud har en længsel efter os,” siger han.

Det handler om forbundethed med det,
der er uden for mig selv, med andre,
med skaberværket og med det, der
er større end mig selv – Gud – men
også med hele mig selv.

At leve med den åndelige virkelighed på en bevidst og integreret måde giver derfor mulighed for, at ens egen længsel møder Guds længsel og den dragen af mennesket mod sig selv, som Gud hele tiden er i gang med, mener Torsten Borbye Nielsen. ”Det møde er forløsende og helende, og det er det, jeg gerne vil hjælpe mennesker – også mig selv – til at erfare,” siger han.

Spiritualitet i at slukke skovbrande

Han oplever, at der er en stigende åbenhed over for åndelige praksisser, også inden for kirken.

”Vi er i en meget spændende tid, hvor de her ting åbner sig på en måde, der i mange årtier ikke har været tilfældet, både i samfundet generelt og ind i kirken. Vi ser flere og flere kirker, hvor man inviterer til meditative gudstjenesteformer, fordybelse og stilhed, og det er jo på mange måder en venden tilbage til traditioner, som altid har været der i dele af kirken, ikke mindst i Østkirken, hvor mysteriet og det ordløse har en større plads end i vores lutherske tradition,” siger han.

Han understreger, at det for ham at se er afgørende, at den åndelige søgen forankres i og søger mod fællesskab. ”Vi skal søge fællesskab omkring vores liv og vandring i spiritualitet og tro. Vi er skabt til relation. Vi er relationelle væsner, skabt af en Gud, der i sig selv – som det udtrykkes i treenigheden – er relation. Vi har som mennesker behov for både at give og modtage for at blive hele, og derfor handler meditation ikke bare om, at vi selv skal få det godt, men om at meditationen har nogle frugter, som viser sig i vores relationer,” siger han.

Det relationelle viser sig også i forståelsen af kirken som en krop med mange lemmer, mener han. ”Der er behov for den store forskellighed, mennesker rummer, og derfor skal spiritualiteten også have mange former. Alle behøver ikke at meditere og tage på stilleretræter,” siger han, og nævner en kirke i USA, der havde et brandkorps, hvis medlemmer – primært fysisk stærke mænd – tog ud med motorsave og fældede træer, når der opstod skovbrande.

”Det var deres måde at udleve deres spiritualitet på, og der kan være lige så meget ånd i at slukke skovbrande som i at sidde i stilhed foran en ikon,” siger Torsten Borbye Nielsen.

---

Torsten Borbye Nielsen

Født 1962. Guitarist, kirkemusiker og præst. Uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som guitarist med solistklassedebut i 1992. Har udgivet adskillige CD’er, herunder en del med sange og salmer samt musik til fordybelse og meditation. Er ansat i Areopagos som præst i og leder af I Mesterens Lys, hvor han arbejder med spiritualitet og brobygning mellem kirken og åndeligt nysgerrige mennesker. Er desuden hjælpepræst i Byens Valgmenighed i København og har været retræteleder gennem mere end 30 år.

Har i en årrække virket som ekstern lektor på Præsternes Efteruddannelse som underviser i Kirkemusikalsk fornyelse.