Når vækkelsens vinde blæser

En af de interessante samtaler, der i disse år foregår både i samfundet og i kirken, handler om, hvorvidt vi befinder os i en tid med en form for åndelig opvågning. Nogle taler ligefrem om en vækkelse – eller, hvis man ønsker at være mere forsigtig, en ”stille vækkelse”.

Om det er sandt, er vanskeligt at afgøre. Historien lærer os, at man sjældent selv kan se klart, hvilke tider man lever i. Før vi udråber vor tid til en vækkelsestid, er der derfor nogle forhold, som kalder på eftertanke.

At tale om tro – og at tale om kristen tro

For det første er det tydeligt, at samtalen om tro er flyttet ud af privatsfæren og igen er blevet en del af den offentlige samtale. Flere politikere, kulturpersonligheder og meningsdannere taler åbent om deres tro, deres forhold til kirken og deres syn på kristendommen. Det er på mange måder glædeligt, fordi det også giver os andre ”almindelige” mennesker mod til at tale om tro. Initiativer som Lad os tale om tro har været med til at skabe et sprog for noget, der længe har været tavst.

At troen igen sættes på dagsordenen, er en gave – også for kirken. Evangeliet skal formidles – i ord og handlinger. På mange måder har forskellige kirkelige fællesskaber samtidig oplevet noget, der næsten kan beskrives som en diakonal vækkelse de seneste år. Der er kommet et stærkere fokus på den kristne tjeneste for næsten, og det skyldes måske, at mange har oplevet, at der tidligere blev talt meget og handlet for lidt i kirkelige sammenhænge. Det kristne vidnesbyrd gennem konkret omsorg har været en vigtig og nødvendig fornyelse.

Til tider har der dog været en falsk modsætning mellem at forkynde evangeliet og at gøre godt mod mennesker – mellem ord og handling. Evangeliet har gennem hele kirkens historie bredt sig gennem begge dele: den mundtlige forkyndelse og den konkrete kærlighed til næsten. Ordet uden handling mister troværdighed, men handling uden ord mister sit evangeliske centrum. At der i dag tales mere om tro, er imidlertid ikke nødvendigvis et tegn på en vækkelsestid.

”Kristendommen kan bruges til at signalere,
at man står for ”traditionelle danske værdier”,
konservative normer eller en bestemt kulturforståelse.”

Vi skal heller ikke være bange for at indrømme, at kristendommen i nogle sammenhænge er blevet et brand – en identitetsmarkør, der også kan anvendes i den politiske debat. Kristendommen kan bruges til at signalere, at man står for ”traditionelle danske værdier”, konservative normer eller en bestemt kulturforståelse. Jeg betvivler ikke politikeres eller kendte personers personlige tro. Men vi må samtidig erkende, at kristendommen også kan bruges som et kulturelt signal eller et politisk symbol.

Dermed bliver den let et middel til at kommunikere noget andet end evangeliet. Jeg glæder mig over, at vi igen kan tale om tro og over de mange kirkelige initiativer, der understøtter denne samtale. Forudsætningen for at kunne tale om den kristne tro er naturligvis, at vi overhovedet tør tale om tro. Men jeg håber også, at samtalen får lov til at bevæge sig et skridt dybere. Ikke blot tale om tro i almindelighed, men om kristen tro. Ikke blot om spiritualitet, men om Kristus.

Kristendom som middel eller mål

Mange peger på, at især yngre mænd i stigende grad søger mod kirken. Flere mener ligefrem, at der findes tegn på dette i forskellige undersøgelser og statistikker. Det er en udvikling, der er værd at lægge mærke til. Men det er også værd at spørge, hvad det egentlig er, der efterspørges. Nogle taler om et underskud af værdier og af tydelige mandlige forbilleder. Derfor nævnes personer som Jordan Peterson ofte som en inspirationskilde for mange unge mænd.

For nogle år siden deltog jeg i et møde med Jordan Peterson i Forum. Det, der slog mig mest, var de mange unge velklædte mænd i salen. Stemningen mindede næsten om et vækkelsesmøde. Men jeg gik derfra med spørgsmålet: Hvad var det egentlig, vi blev vækket til? Jeg hørte mange gode råd om ansvar, disciplin og personlig udvikling. Meget af det var både klogt og tankevækkende. Men jeg hørte ikke ”de gode nyheder” – evangeliet. Jeg gik ikke hjem med lettelse, men med endnu flere krav. En masse selvforbedring at give sig i kast med.

Netop derfor rammer teologen Frederik T. Wagner noget centralt, når han taler om en form for fitnesskristendom, som præger tiden. Kristendommen bliver let reduceret til et redskab, der kan styrke ens karakter, skabe retning i livet eller gøre én til et bedre menneske. Troen bliver et middel til personlig udvikling. Men Kristus kan aldrig ”bruges” til noget. Han er ikke et redskab. Han er målet.

Kristendommen handler ikke først og fremmest om, hvordan vi kan optimere os selv. Den handler om, hvad Gud har gjort for os i Kristus. Derfor må kirken vogte sig for at instrumentalisere evangeliet. Den kristne forkyndelse må ikke blive en kirkelig udgave af den selvoptimeringskultur, som allerede gennemsyrer samfundet. Kirkens opgave er ikke at producere mere succesfulde mennesker, men at forkynde den korsfæstede og opstandne Kristus. Fokus må altid være på, hvad han har gjort – før vi taler om, hvad vi skal gøre.

Krisetider og vækkelsestider

Endeligt: At vi lever i krisetider, er de færreste i tvivl om. Vi taler om klimakrise, trivselskrise, identitetskrise, sikkerhedspolitisk krise og en voksende ensomhed. Kriser har altid fået mennesker til at søge efter faste holdepunkter. Historien viser da også, at vækkelsesbevægelser ofte er opstået i perioder præget af uro og usikkerhed. Samtidig peger flere værdiundersøgelser på, at religiøse værdier og traditionelle normer ofte får større gennemslagskraft i tider med samfundsmæssig krise.

”Kristendommen handler ikke først
og fremmest om, hvordan vi kan
optimere os selv. Den handler om,
hvad Gud har gjort for os i Kristus.”

Det er derfor ikke mærkeligt, hvis interessen for religion og kristendommen vokser netop nu. Men når vækkelsens vinde blæser, hvirvles meget andet også op i luften. Sammen med den fornyede interesse for kristendommen ser vi også en styrket nationalisme, forskellige former for konservatisme og populistiske strømninger. Trumpisme. De kan let komme til at blande sig med kristendommen, så evangeliet kommer til at blive en del af et politisk eller kulturelt projekt – ”de gode gamle dage” – man længes efter i trange tider.

Kirken må være særlig opmærksom på denne sammenblanding. Når kirken gennem mange år har oplevet sig marginaliseret, kan fristelsen være stor til ukritisk at knytte sig til de politiske eller kulturelle kræfter, der pludselig viser interesse for kristendommen. Men evangeliet må aldrig gøres til tjener for nationale eller ideologiske interesser. Kirken har altid stået stærkest, når den har bevaret sin frihed over for tidens magthavere – uanset om de var venstre- eller højreorienterede.

At der er opbrud, nybrud og åndelig søgen i tiden, betyder derfor ikke nødvendigvis, at vi oplever en genuin kristen vækkelse. Der kan være mange former for religiøs interesse, som ikke fører mennesker nærmere Kristus. Grundlæggende mener jeg derfor, at vi bør være varsomme med at bruge ordet vækkelsestid. Ligesom politikere alt for ofte erklærer, at vi lever i en ”historisk tid”, kan kirken blive fristet til for hurtigt at udråbe en vækkelsestid.

Måske gør vi klogest i at lade eftertiden afgøre det. Kirkens kald opgave er ikke at navngive tiden, men trofast at forkynde evangeliet om Jesus Kristus – i ord og handling – og lade Gud selv skabe den vækkelse, hvis og når han vil.