Jeg tror ikke på fællesskaber, der dømmer inde og ude
Skt. Hans aften 2026 var der fest i den lille landsby Ålum, som ligger ved den gamle hovedvej mellem Randers og Viborg. Borgerforeningen havde taget initiativ til en fest, hvor der blev tændt op i bålfade, og der skulle være båltale og sange.
Peder Poulsen, der har boet i Ålum i to år, dukkede op til festen sammen med en lille gruppe venner og bofæller, heriblandt tre kvinder, som havde fået den idé at lave blomsterkranse, som de kom bærende med og foreslog, at man som en form for midsommerritual satte ud i åen. Blomsterkransene flød med strømmen, og kvinderne foreslog, at man sammen med kransene kunne sende det af sted, som man ønskede at tage med videre ind i sommeren og de følgende årstider.
”Billedligt talt var I som åkander med blomster, der pludselig dukkede op i en sø, eller tre åkandenymfer med blomsterkranse. I stedet for at brænde en heks kom der tre alfer, nymfer eller engle, som oplyste og oplivede. I berigede forsamlingen og fællesskabet, og det bidrog med glæde til helheden,” siger Peder Poulsen, henvendt til to af kvinderne, som er med til aftenens fællesspisning dagen efter Skt. Hans.
Peder Poulsen bor i et hus i Ålum, som han har gjort til det, han kalder et levefællesskab. For tiden bor der mere eller mindre fast tre personer, og dertil kommer et skiftende antal personer, som bor der i kortere eller længere tid. Nogle har brug for ro og tid til eftertanke på grund af stress, sygdom eller en livskrise. Andre er i tvivl om, hvor deres vej skal føre dem hen, og opfatter Eremitagen, som Peder Poulsen kalder sit sted, som et pitstop, hvor de kan blive tanket op og finde ny retning. Andre igen kommer jævnligt på besøg, deltager i aftensmaden eller morgenbønnen eller kommer i husmenigheden om søndagen.
Taknemmelighedsrunde
Dagen efter Sankt Hans er der således otte personer samlet til aftensmad, som indtages i haven i sommervarmen. Nogle venner af huset er kommet forbi og har tilbudt at lave mad denne aften, inspireret af et tidligere besøg i huset. Peder Poulsen har inviteret naboer og bekendte fra landsbyen, og desuden er han selv og en af de faste beboere af huset til stede. Efter aftensmaden følger det faste aftenritual:
En kort bordbøn, en taknemmelighedsrunde, hvor alle ved bordet kort nævner en ting, de denne dag har mærket taknemlighed over, et stykke musik, en kort oplæsning fra Bibelen eller en bog af en kristen forfatter som Tomas Sjödin, som efterfølges af fem minutters stilhed. Herefter bøn og så en kort snak om praktiske ting.
”Man behøver ikke at deltage, men det er en af vores faste rutiner, ligesom vi har morgenbøn i det lille rum, der er indrettet som kapel eller ’missionshus’, som jeg plejer at kalde det som et kærligt drilleri, fordi nogle af vores faste gæster ikke er så glade for det ord,” siger Peder Poulsen.
Selv har han det fint med ordet missionshus og med den form for kristendom, han er vokset op med. Men Peder Poulsens måde at tænke og praktisere fællesskab på har ændret sig flere gange siden hans opvækst i Fårvang omkring 35 kilometer nordvest for Ålum. Han voksede op på et familiebrug, hvor der ikke var nogen form for overflod, men han havde en cykel, som gav ham stor bevægelsesfrihed, og han og de andre børn oplevede også den frihed, at ”vi vidste altid, hvor vi havde vores voksne, mens de aldrig vidste, hvor vi var.”
Fra hjemmet kunne han se missionshuset, hvor hans forældre kom, ligesom de kom i kirken. Peder Poulsens far var søndagsskolelærer, og han tog sønnen med i søndagsskole. Da han blev lidt ældre, kom han med i KFUM & KFUK og var også aktiv i KFUM Idræt. På et tidspunkt gik KFUM & KFUK, Indre Mission og de lokale spejdere sammen om at købe den gamle landsbyskole, da en ny skole afløste den, og her indrettede de ’Ungdomsborgen’, hvor Peder Poulsen kom meget, bl.a. for at spille bordtennis.
Andendagsgilder med og uden alkohol
Som barn tænkte han ikke så meget over, hvem der kom i de forskellige huse og foreninger. Men med tiden blev det klart for ham, at der var nogle, som kom i missionshuset, og andre, der ikke gjorde. I den lokale idrætsforening kom der folk fra begge grupper, men der var en umærkelig forskel, som blev mere mærkbar i konfirmationsalderen.
”Man gav gaver til hinandens børn, og der blev holdt andendagsgilder. Dem, der kom i missionshuset, holdt kun ét andendagsgilde, som var alkoholfrit, mens de andre typisk holdt to gilder, hvoraf det ene var alkoholfrit. Til det andet gilde inviterede de så ’de ugudelige’. Da gik det op for mig, at der var et univers, jeg ikke kendte så meget til, men jeg tænkte ikke så meget over det, og jeg er aldrig blevet drillet med at blive kaldt hellig eller den slags,” siger Peder Poulsen.
Han tilføjer, at hans far aldrig ønskede, at der skulle være skel mellem mennesker eller modsætningsforhold på grund af tro. Så måske hans far ville glæde sig, hvis han kunne se Peder Poulsens hjem i Ålum og det liv, der udspiller sig i og omkring huset. Han ville muligvis også kunne nikke til den sætning, der er hængt op på siden af et køkkenskab, synlig for alle, der træder ind i køkkenet: ”Sammen om vækst til menneskelig og åndelig modenhed i Kristus, gennem lyttende, helbredende og tjenende fællesskab.”
Det er det grundlag, som de faste beboere i huset er blevet enige om at arbejde ud fra og det, de forsøger at realisere. ”Vi er sammen om at lave landsby, og vi vil gerne ud over den tænkning i modsætninger, som vi er alt for gode til i vores vestlige kultur. For mig handler fællesskab ikke om at dømme inde og ude, men om at invitere ind og om at skabe et økosamfund, hvor forskellige planter kan vokse. Man kan vel sige, at jeg er gået fra at være kirkeplanter til at være landsbyplanter,” siger Peder Poulsen.
Fra kaffebar til valgmenighed
Hans karriere som kirkeplanter begyndte så småt i sommeren 1979, da han flyttede til Aarhus. Han var vakt for troen og flyttede ind i et kommunitet af unge, der var en del af organisationen Youth for Christ. Stedet, hvor kommunitetet indrettede sig, lå i Thunøgade i Aarhus og blev kaldt Oasen. Det var modelleret efter et hollandsk koncept, hvor man kunne bo sammen i en kristen gruppe og åbne sig mod omverdenen ved at have en kaffebar. Oasen indrettede kaffebaren i en tidligere tobaksforretning i stueplan, der fungerede som et mellemrum mellem fortovet og hjemmet. Herfra voksede der et fællesskab frem.
”Vi var ’young and unafraid’, og man kan måske sige, at det var et lidt sekterisk, eller i hvert fald intenst miljø, hvor vi havde møde hver tirsdag aften og cellegrupper, der mødtes i løbet af ugen, og så var cafeen åben om eftermiddagen,” husker han. De fire andre, der grundlagde kommunitetet, var yngre end Peder Poulsen, som først havde uddannet sig til landmand, og som var midt i 20’erne.
Derfor blev han en naturlig form for lederskikkelse uden selv at have ønsket det. Gruppen dannede nye ungdomsgrupper omkring allerede eksisterende kirker og blev en form for evangelisationsgren, ikke en egentlig menighed eller kirke. Fællesskabet voksede og var på et tidspunkt oppe på 70-80 personer. Mange havde giftet sig og fået børn, og den form, de havde startet ud med, passede ikke længere til gruppens hverdagsliv. Så de begyndte at søge efter en kirke, som de kunne gå ind i.
”Men vi var blevet uspiselige, for vi havde skabt en egen kultur og var på en måde alt for formede og færdige; ingen kirker kunne rigtig rumme os,” siger Peder Poulsen. Gruppen begyndte at undersøge, hvad det krævede at stifte en valgmenighed, og efter et par år etablerede de i september 1990 Århus Valgmenighed. Peder Poulsen blev kirkens første præst, og det hverv havde han frem til 1997.
”Vores fokus var troslivet og fællesskabet – med et udblik til menneskelivet. Vi var optaget af at dele troen med andre, så vi skulle helst finde nye, der var interesserede, og få dem med ind i valgmenigheden,” siger han.
Blev grundtvigsk vakt
Med ordinationen flyttede han over og blev en del af kirkehierarkiet og kom dermed i klemme mellem den vækkelsesbølge, menigheden var udtryk for, og så den mere etablerede kirkestruktur.
”Jeg blev ordineret og fik præstekjole på, og jeg havde ikke indset, hvad det indebar. Billedligt talt var vi vant til at være i guerillaerne, og nu var jeg gået ind i regeringshæren og kunne indkaldes til møder i bispegården osv. Den rolle var ikke skræddersyet til mig,” siger han med et smil.
I 1997 besluttede han at forlade valgmenigheden – også for at træde ud af den kamp, han oplevede, at kirken befandt sig i både internt og eksternt. I nogle år var han præst i Randers Frimenighed, men også her oplevede han, at hans forståelse af troen og livet ikke stemte overens med rammerne og koncepterne. ”Jeg var glad for menneskene, men var utilpasset i forhold til den form, vi havde at udfolde os i,” siger han.
Efter nogle år oplevede han et vendepunkt, som han selv omtaler som en ”grundtvigsk vækkelse”. ”Det vil for mig sige, at jeg blev omvendt til at leve i verden som et Guds nærværs sted. Verden er ikke et sted, hvor jeg skal bringe Gud ind, men et sted, hvor Gud er at finde – og jeg vil gerne leve i åben nysgerrighed og undersøgelse af det nærvær sammen med andre,” siger han. Hvordan han skulle gøre det, var han imidlertid langtfra sikker på, da han i 2000 forlod præstearbejdet i Randers Frimenighed.
”Jeg måtte af sted, forlade mange af de kendte strukturer og blive stifinder. Peter Halldorf siger, at vejen kan blive vejløs. Sådan var det vist for mig,” siger han og uddyber: ”Jeg blev optaget af glæden ved at være sammen om vækst – uden at være så optaget af forskelle og modsætninger. Jeg havde ikke længere så meget behov for at få folk ind i kirken, men mere for at lade kirke og menneskeliv udfolde sig sammen – eller snarere at lave et tjenende fællesskab i tiltro til, at kirken er overalt eller ingen steder,” siger han.
Han begyndte at beskæftige sig mere med Grundtvig og stødte på en sætning i en artikel i Grundtvigsk Tidende, som blev retningsgivende for ham: ”Kirken er et hus på torvet”. ”Det blev for mig en bro, der førte mig fra et fundamentalistisk system, hvor man var inde eller ude, til et opmærksomhedsfællesskab, hvor vi sammen ser efter Gud i alle ting, i livet, i relationerne, i naturen. Det, der sker på torvet, er lige så meget liv, og det er lige så lærerigt som det, der sker i kirken eller menigheden,” forklarer Peder Poulsen.
Rådhuskaffe og refleksion over dyder
Hans forståelse af torvet som sted for møder og læring betyder konkret, at han i Ålum engagerer sig i landsbylivet – blandt andet ved at gå til ’rådhuskaffe’ i forsamlingshuset hver torsdag formiddag og deltage i de mandemøder, som to mænd i landsbyen inviterer til. Der er også torsdagskreaaftener, som en af vennerne af huset inviterer til. Hun er kristen og kunstner og tilbyder bl.a. kunstterapeutiske forløb. Peder Poulsen kommer desuden med glæde i den lokale sognekirke, der med sine rødkalkede mure fra 1200-tallet står som et lysende tegn på tradition og kontinuitet.
”Vi prøver at være mennesker blandt mennesker – og vil gøre virkelig meget for at undgå polarisering og opsplitning,” siger han. Kristus er stadig centrum i Peder Poulsens tro og livssyn, men han er overbevist om, at Kristus – sammen med Gud Fader og Helligånden – virker overalt, i høj grad også uden for kirkerne og de fællesskaber, der definerer sig ved et kristent bekendelsesgrundlag. I hjemmet i Ålum er der masser af kristne symboler, billeder og figurer, og over døren ud til entreen hænger altid et eller to ord, som fællesskabet sammen reflekterer over.
I denne periode er ordene taget af den kristne mystiker og nonne Hildegard af Bingens oversigt over dyder og laster. En af de faste beboere, der er optaget af spiritualitet og åndelighed og har lang erfaring med meditation, indgår gerne i disse refleksioner, selv om hun ikke definerer sig som kristen. Hun mediterer dagligt og er ofte med til aftensmaden med det efterfølgende ritual med bøn og sang. Hun sætter pris på, at man ved aftensmåltidet bruger en bøn, som fællesskabet selv har formuleret med afsæt i kristne bønner, men hvor ordet Han eller Fader fx ikke indgår.
Peder Poulsen forklarer: ”Jeg tror, at Gud virker på mange måder, og det skal ikke komme mennesker til skade, hvis de går baglæns ind i Treenigheden. For mig er Treenigheden det relationelle, der skaber bevægelse og gør det muligt for os at erfare vores forbundethed – med hinanden og med Gud.” For Peder Poulsen er fællesskabet, som udvikler sig i og omkring hans hus i Ålum, realiseringen af en drøm om at lave landsby og bygge fællesskab med plads til organisk vækst og stor forskellighed.
Jeg tror, at Gud virker på mange måder,
og det skal ikke komme mennesker til
skade, hvis de går baglæns ind i
Treenigheden. For mig er Treenigheden
det relationelle, der skaber bevægelse
og gør det muligt for os at erfare vores
forbundethed – med hinanden og med Gud.”
Og det er en fællesskabsform, som bygger på nogle af de forsøg og eksperimenter, han har lavet fra omkring år 2000. ”Jeg havde en idé om en virtuel landsby og forsøgte at etablere sådan en, men jeg evnede ikke at få det til at ske. Det var mest inde i mit hoved,” siger han. Han lavede forskellige ad hoc-ting som medvandrer- og procesgrupper med fokus på menneskelig og åndelig dannelse, og han har i nogle år deltaget på SommerOase med fokus på kontemplation og spiritualitet. Han har også i en årrække været åndelig vejleder og retræteleder på Ådalen Retrætecenter, der også ligger i Ålum.
Produktudvikling uden garanti
Først da han selv rykkede til Ålum, var det, som om der for alvor kom vækst og grøde ud af bestræbelserne. ”Sammen kan vi værdsætte samhørigheden med skaberværket og tjene hinanden og fællesskabet – og på den måde leve efter det største bud: Du skal elske Herren og din næste,” siger han. Det indebærer for Peder Poulsen også at elske skaberværket ved at forvalte ressourcerne fornuftigt og leve med afsæt i lokal produktion.
Derfor er han sammen med andre i landsbyen også ved at udvikle små køkkenhaver og grønsagsproduktion. Og selv om han ikke er helt tilfreds med, hvordan tomaterne, der vokser op ad den sydvendte mur, ser ud til at trives, er han fuld af forhåbning. ”Fællesskabet er som en have med planter, der til tider vokser vildt og kaotisk, og det er helt, som det skal være. Sådan tænker jeg også om kirken. Den har også brug for en afdeling, der produktudvikler,” siger han
Han tilføjer, at han har hørt, at virksomheder som hovedregel skal afsætte 10 % af deres ressourcer til at produktudvikle. ”Jeg ser mig selv som en af de 10 %, der er afsat til produktudvikling. Det, vi laver her, er lidt en prototype, som vi gøder og vander omkring. Det ser ud til at give vækst, men vi kan ikke garantere for produktionsstabilitet. Det er op til Helligånden at bestemme,” siger han.
Peder Poulsen
Født i 1954. Uddannet landmand og derefter cand.theol. fra Aarhus Universitet. Var med til at stifte Århus Valgmenighed i 1990 og var menighedens første præst fra 1990 til 1997. Var præst i Randers Frimenighed 1997-2000. Har uddannet sig som par- og familieterapeut på Kemplerinstituttet samt åndelig vejleder fra Loyola Hall i Liverpool. Han virker som terapeut og hjælper til som retræteleder ved Ådalen Retræte. Bor i Ålum mellem Randers og Viborg.
Denne artikel er en del af en serie om de syv pilgrimsord: Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed/spiritualitet.
Denne artikel handler om pilgrimsordet ’Fællesskab’.
