Berit Østby er omsorgsmissionær i Etiopien
Berit Østby er missionær i Etiopien, udsendt af det danske missionsselskab Promissio med formålet, at menneskers liv bliver forvandlet af Jesus Kristus. Hun arbejder sammen med en af verdens største lutherske kirker, som har 15 millioner medlemmer. Her fortæller hun om sit arbejde med missionærerne, deres børn og om de unge kristne danskere, som hun også udruster.

Interviewet med 64-årige Berit Østby, der er født i Etiopien, blev sat i stand med lynets hast. Det gjorde det, fordi Berit og hendes mand er i Danmark nu. Hun er udsendt af Promissio som missionær i Etiopien. Og i disse uger fortæller Berit i forskellige danske kirker om missionsarbejdet. Hun varetager omsorgsarbejde og undervisning af missionærer og missionærbørn og tager imod unge danske kristne, som hun udruster. Omsorgen for andre træder tydeligt frem, når hun fortæller om sit liv og sit arbejde:
”Mange gange har jeg tænkt over, hvor meget jeg har lært og fået igennem mit arbejde i Etiopien. Og også tænkt på og håbet på, at jeg har givet dem noget værdifuldt. Etiopierne er meget gæstfrie, det kunne vi lære meget af.”
Missionen er et samarbejde
Berits ansættelsesforhold er ligesom mange andre missionærers ret sammensat. Hun er ansat i en todelt ordning, hvor hun er ansat af Promissio, men hvor hun 80% af tiden udlånes til opgaver i den kristne organisation IMS, International Missions Society, og 20% er for Promissio. ”På latin betyder ordet promissio løfte, fordi vi i arbejdet er sendt ud på Guds løfter,” siger Berit.
IMS, der sender missionærer ud i hele verden, arbejder sammen med Promissio for at forkynde evangeliet i Etiopien.
Promissio blev stiftet i 1948 af en lille gruppe danskere, der brændte for, at mennesker i Etiopien fik mulighed for at få evangeliet forkyndt. Selskabet har skiftet navn flere gange, senest i foråret 2014, hvor navnet blev Promissio. Organisationen arbejder sammen med lutherske kirker og kristne organisationer blandt andet i Etiopien. Berit er bosiddende der sammen med sin mand Mehret-Ab Bereke Bekari.
Hun har været missionær der i 15 år. Inden da uddannede hun sig som lærer i Norge og var også udsendt i en periode af en norsk missionsorganisation. For en del år siden mødte hun sin eritreiske mand, der arbejdede som bibliotekar i Etiopien. Ægteparret har ingen børn. ”Mine forældre var missionærer, så jeg er missionærbarn. Som ung havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville være missionær. Jeg har to brødre, som også er missionærer. Da jeg havde arbejdet nogle år i Norge, begyndte missionærdrømmen at vokse i mig.”
Missionsarbejdet i praksis
Berit arbejder sammen med en stor og stærkt voksende luthersk kirke, Mekane Yesus kirken. Det er en af verdens hurtigst voksende kirker, som i dag rummer adskillige millioner mennesker på verdensplan. I Etiopien har den to danske samarbejdspartnere: Promissio og Luthersk Mission. ”Kirken blev stiftet i 1959, og Mekane Yesus betyder stedet, hvor Jesus bor,” siger Berit smilende. Hun har en todelt arbejdsopgave, som består af missionærfamiliernes udrustning og modtagelse og undervisning af unge danske kristne.
I praksis har IMS ansvar for 25 voksne missionærer og 18 missionærbørn. Opgaven består i at sørge for, at både børn og voksne på missionsmarken trives. Berits fokus er på, at de ikke bare skal overleve, men at de rent faktisk trives i livet som missionærer og missionærbøn. Noget af det, som hun er særligt optaget af, er rækkefølgen i missionærforældrenes prioriteringer.
”Jeg lærer dem vigtigheden af, at deres børn har førsteprioritet, mens arbejdet som missionærer har andenprioritet.” På spørgsmålet om, hvordan Berits egne forældre prioriterede, da hun var barn, svarer hun: ”Jeg har heldigvis ikke selv oplevet at komme i anden række, men jeg kender nogle missionærbørn, der har oplevet det.” Et andet område i Berits arbejde er at modtage unge kristne fra Danmark, som sendes til landet for at snuse til missionsarbejdet.
Promissio kalder disse unge for Christian Culture Travellers, altså kristne kulturrejsende. Senere i år modtager hun fire unge i begyndelsen af tyverne. ”Almindeligvis kommer de unge to ad gangen, men denne gang kommer der fire. De skal blandt andet indgå i missionsarbejdet på Deborah Centeret. Det er et sted for unge sexarbejdere, som hjælpes væk fra gaden og ind i et værdigt liv.”
De unge rejsende skal være samtalepartnere med kvinderne på centret, så de udvikler deres engelske sprogkompetencer. De skal lave forskellige håndarbejdsprojekter med kvinderne eller spille spil med dem. De unge skal også deltage i Mekane Yesus kirkens teologiske seminar som samtalepartnere for kommende studerende. Berit synes godt om sine forskellige opgaver, fordi hun kan se, at det nytter noget – det gør en forskel i menneskers liv.
”Jeg kan se, at personaleomsorgen fungerer godt, og fordi jeg selv er missionærbarn, kender jeg til de vante problematikker at skulle tilpasse sig og blive en del af en ny kultur. Og jeg kender også til den hjemvé eller hjemlængsel, som kan dukke op.”
Devaluering af økonomien
Berit fortæller om en vanskelig og uforudset situation, som gjorde livsvilkårene i Etiopien endnu værre. For to år siden, da ægteparret kom tilbage fra en rejse til Norge og Danmark, opstod der en krisesituation. Den etiopiske valuta devaluerede i forhold til den amerikanske dollar og var pludselig kun det halve værd.
”Det gav en ny situation i landet, fordi alt blev dobbelt så dyrt. Så IMS måtte udbetale det dobbelte af den normale løn til de internationale missionærer, hvis løn udbetales i dollars. Deflationen gjorde, at man ikke kunne sende flere missionærer ud til trods for at forberedelserne var i gang.” På spørgsmålet om, hvorvidt der er forfølgelse af kristne i Etiopien, fortæller Berit, at landet har en historie, hvor kristne og muslimer stort set har levet fredeligt side om side. ”Men der er nogle områder, hvor der er spændinger mellem dem,” siger hun.
Samarbejdet med Etiopierne
Samarbejdet med etiopierne har været meget givende, og Berit har lært utrolig meget. Nogle gange tænker hun på, hvad hun egentlig har lært dem. Hun synes, hun var meget privilegeret, da hun som ung og uerfaren kom til Etiopien. Hun kom nemlig til at arbejde sammen med et team, hvor hun var den eneste, som ikke var etiopier.
”Der er i alt 86 forskellige sprog i Etiopien. Jeg taler et af de mest udbredte sprog, amharisk, hvilket nok hjælper ret meget. Men etiopierne er generelt et meget gæstfrit folkefærd, de er meget fokuserede på og optagede af relationer. Det har jeg været meget velsignet af. Opgaverne har været gode og jeg har nydt og nyder at være her.”
Et meget socialt folkefærd
”Etiopierne er et venligt folkefærd, mens vi i vesten er mere private. Vi har meget at lære. Etiopierne er hele tiden sammen og besøger hele tiden hinanden. Det kan være en udfordring for andre, der kommer til landet,” fortæller Berit. ”Hvis man skal fungere godt her, er det vigtigt, at man kan trives med det sociale liv. Hvis det bliver for meget for mig eller os, og det gør det nogle gange, så kører vi et andet sted hen, fordi det i denne kultur opfattes som uhøfligt at sige nej til besøgende.”
Berit fortæller, at hendes mand er god til at se på hende, hvornår hun har brug for at hvile. Og han er også eminent til at sige til hende, at nu har hun vist brug for en pause til at tage sig lidt af sig selv.
Møder i Danmark og Norge
Møderækken i Danmark indtil den 30. august er planlagt af Promissio. ”Vi fortæller om vores arbejde og viser billeder af dem, der er med i missionen, så folk kan bede for dem. Vi holder møder i Aarhus, Aabenraa, Haderslev, Aulum, Bording og København. Vi er i Norge og Danmark et par måneder hvert andet år. Jeg vil gerne fortsætte med at være missionær i Etiopien, så længe jeg føler, at Gud vil, og Promissio kan bruge mig,” slutter Berit.


