Teologiske årsager bag dansk initiativ til at bekæmpe aparthied i Sydafrika

”Jeg er en ganske almindelig præst, der bare er optaget af retfærdighed, fred og forsoning. I den rækkefølge.” Desmond Tutu s. 106.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, historiker og forfatter til en lang række bøger. I ’Tro, håb og retfærdighed – et dansk kapitel i kampen mod apartheid’ skildres den lange kamp for retfærdighed, frihed og mere lighed i Sydafrika, fra indførelsen af aparthied i 1948 og frem til afholdelsen af det første frie valg i 1994. Den historie er sådan set skrevet før, men ikke med det betydelige danske bidrag for øje, som forfatteren her dokumenterer.

Og for denne avis’ læsere er det nok også relevant at bemærke, at de første stærke kræfter, der på dansk side kæmpede for afskaffelsen af det racistiske hvide styre, som systematisk undertrykte den sorte majoritetsbefolkning, var kristne i Det økumeniske center, Aarhus, og sidenhen Folkekirkens Nødhjælp. Lang tid inden, at Danmark som det første land i verden indførte total boykot af Sydafrika, og det politiske system var nået til en erkendelse af, at apartheid-staten måtte fjernes med alle politiske midler, var der mennesker, der af teologiske årsager kæmpede imod apartheid.

Det kan i det hele taget undre, her godt 30 år efter apartheids ophør, at et gennemgribende kristent land – ovenikøbet kun tre år efter rædslerne af et racistisk regimes verdensdominans var sluttet – fik indført et åbenlyst racistisk program. Ankjærgaard forklarer den reformerte kirkes (de hvides kirke) teologi med udgangspunkt i historien om Babylonstårnet. Fordi da babylonierne prøvede at bygge et tårn til himlen, slog Gud folkene med en sprogforvirring, der fik dem til at splittes i forskellige folkeslag med forskellige sprog.

Det blev brugt som et argument for de hvides raceopdeling, at Gud havde ønsket at holde folkene adskilt. At der nok snarere var tale om et koloniserende folk, som ville kæmpe med vold og magt for at beskytte deres privilegier overfor den store majoritet i landet, som var sorte, det ændrede ikke på, at sorte kristne voksede op med et meget ambivalent forhold til den Gud, som tilsyneladende behandlede mennesker forskelligt, alt efter hvor lyse de var i huden.

På dramatisk vis skildres aktioner fra danskere, som var med til at bringe til den almindelige danskers opmærksomhed, at der vitterligt var tale om et samfund med a- og b-mennesker, som indirekte blev støttet igennem samhandel og store danske virksomheder, som fx ØK, der investerede millioner i netop Sydafrika. Også besøg af Desmund Tutu, Nilson Mandela, Frank Chikane m.fl. i Danmark skabte en helt særlig forbindelse mellem de to lande, som ellers befinder sig mange tusinde kilometer fra hinanden.

For den historisk interesserede er bogen meget interessant. Selv om det er lang tid siden, fortælles historien i et nyt lys og viser os, at selv et lille land som Danmark kan være med til at skubbe på en stor forandring. Forfatteren kan ikke dy sig fra at trække paralleller til situationen i Israel/Palæstina og mener, at det er lignende dynamikker, der er i spil (s.313). Det er måske ikke så overraskende, da de danske medier generelt er meget pro-palæstinensiske, men alligevel er det ærgerligt med sådan en langen ud efter Israel.

Det er ikke underbygget og heller ikke i tråd med bogens ærinde, men måske er det forfatterens måde at skabe en aktualitet omkring en historiefortælling, der kommer mange år efter begivenhederne. I stedet kunne han have kigget på Nigeria, Indien, Nordkorea, Irak, Afghanistan eller Iran…, hvor kristne undertrykkes i hobetal, ikke på grund af race, men alene på grund af deres kristne tro. Men det er nok stadig ikke politisk mainstream at tale højt om denne uretfærdighed.