Mange kristne blandt 47 dræbte under massakre i Haiti

Voldelige bandemedlemmer i Port-au-Prince har den 23. august massakreret mindst 47 mennesker – hvoraf mange var kristne – og nedbrændt et kirkerum tilhørende en evangelisk kirke. Mindst fem af de dræbte var børn, oplyser FN.
De bevæbnede mænd kidnappede også over 50 andre i Kenscoff-kvarteret i Haitis hovedstad. En bandeleder har truet med at dræbe gidslerne, hvis myndighederne skader nogen af bandemedlemmerne. Angrebet forrige søndag menes at være et af de største massedrab og kidnapninger i Haiti i de seneste år. Den forfærdelige begivenhed udfordrer troen på, at sikkerheden i Haiti er ved at forbedres. Det kan også være en magtdemonstration, mens Haiti forbereder sig på parlamentsvalget i december.
22 henrettet i kirke
FN’s generalsekretær António Guterres fordømte angrebet og bemærkede, at 22 af ofrene angiveligt blev henrettet i en kirkebygning, hvor de havde søgt ly. Alligevel holder kirkerne stand og prøver at hjælpe de mange fordrevne med online tjenester og praktisk hjælp. Den haitiske biskop Joseph Gontrand Décoste af Jérémie fortalte Aid to the Church in Need (ACN), at kirker og kristne i stigende grad er mål for bandevold, fordi troende fortsat er den sidste standhaftige modstandskraft mod uretfærdigheder.
”Vi er den sidste tilbageværende skillevæg – moralsk, etisk, åndeligt og profetisk,” sagde han. ”Det er derfor, de vil eliminere os.” Biskop Décoste udtalte til Independent Caholic News, at kirken fortsat støtter mennesker gennem sjælesorg, bøn, radioudsendelser, onlineundervisning og praktisk hjælp til tusindvis af internt fordrevne haitianere. Han sagde: ”Vi bliver ved med at bede, synge og danse. I Haiti siger vi: ’Så længe de ikke har hugget hovedet af os, har vi stadig håb om at kunne bære en hat.’ Derfor mister vi aldrig håbet.”
40 katolske sogne lukket i Port-au-Prince
Omkring 40 katolske sogne er nu lukket i Port-au-Prince, da kristne her har været udsat for stadig mere dødelig vold. I de første syv måneder af 2026 blev to præster bortført, og en præst blev myrdet. Sidste forår blev to nonner fra De Små Søstre af Saint-Thérèse dræbt, og i 2024 blev ni religiøse søstre, fem brødre og fire præster kidnappet. ACN har rapporteret, at bander kontrollerer mellem 70 % og 90 % af hovedstaden Port-au-Prince.
Ifølge borgmesteren i Kenscoff, Jean Massillon, har bander også sat ild til 25 hjem og dræbt to embedsmænd, herunder hans fætter, der fungerede som hans sikkerhedsvagt. Alligevel mener han, at samfundet vil vinde i kampen mod banderne: ”Jeg er optimistisk med hensyn til, at staten vil fortsætte med at arbejde for at udrydde banderne i Kenscoff,” siger borgmesteren ifølge CBN News. Bandevold har fordrevet 1,5 millioner mennesker på tværs af Haiti, hvor mere end 3.050 mennesker blev rapporteret dræbt fra januar til juni, ifølge nye FN-statistikker.


