Taleban sendte ham i kørestol
22-årige Niels Kristian Brinth blev lam fra livet og ned, da han blev ramt af en mine i Afghanistan. Men han er ikke bitter og har for længst tilgivet Taleban, som havde lagt minen ud.Man ville aldrig gætte det ved blot at se på hans værelse. Vægge og dør er dekorerede med plakater af kamphelikoptere og militærflyvere, sløringsudstyr og et stort kort over Afghanistan.
På skrivebordet og i en lænestol står to fyldte militærkanvastasker, og da Niels Kristian Brinth tænder sin bærbare pc for at vise snesevis af fotos fra sin tid som udstationeret af det danske militær i Afghanistan, oplyser computerskærmen – med en kamphelikopter som baggrundstapet – værelset med de nedrullede persienner.
Værelset er en del af Indre Missions Børkop Højskole og tilhører således en bibelskoleelev. En 22-årig elev, som langt fra er færdig med militæret og det selv om han den 2. december 2006 fik nærkontakt med en mine i sådan en grad, at han blev lammet fra navlen og ned og resten af livet vil være lænket til en kørestol.
Men han er ikke bitter, Niels Kristian Brinth. Tværtimod reagerer han næsten skarpt på alle bemærkninger, som kunne tænkes at ville placere ham i en offerrolle.
– Jeg har ikke mistet mit liv. Livet går videre, og fremover er jeg altid sikker på at få en plads på toget, siger han gravalvorligt og fortsætter i samme tone:
– Det værste, der kan ske, er, hvis jeg kører over noget skidt så får jeg det på hænderne i stedet for på fødderne.
Han mener det faktisk: Han vil ikke ynkes. Han er glad for livet, som han finder dybt meningsfyldt. Og det kunne selv den dramatiske ulykke for godt et år siden ikke ændre på.
Den 2. december 2006 viste termometeret minus 15 grader, da Niels Kristian Brinths opklaringsenhed (gruppe, som opererer bag fjendens linjer populært kaldet spejdere, red.) skulle forhindre 2.000 talebansoldater i at rokere om på tropperne to tredjedele oppe i Helmandprovinsen. Lige præcis der, hvor danske soldater har været involveret i mange hårde kampe.
Opklaringsenhedens opgave var at operere skjult for fjenden, men Taleban vidste naturligvis, at enheden var et eller andet sted i området og havde gættet, hvilken vej enheden på et eller andet tidspunkt ville bevæge sig ad, og her lå Taleban i baghold.
– Vi blev pludselig beskudt bagfra og kunne kun køre én vej: fremad. Jeg sad i køretøj nummer tre, og pludselig lyder en eksplosion, og vores seks ton tunge pansrede køretøj ryger i luften og brækker over i to stykker. Vi sad tre mand i bilen, og føreren slap med en bule i nakken, hvorimod ham på passagersædet brækkede kæben seks steder. Det første, jeg registrerede, var, at jeg hang 40 centimeter over jorden, fordi vi var endt på hovedet og jeg sad fast i et eller andet, fortæller Niels Kristian Brinth.
Brinth var med det samme klar over, at den var helt gal.
– Jeg tænkte: Nå, vi ramte en mine, og så bad jeg til Gud om, at det ikke måtte være så slemt.
Herefter tjekkede han, om han kunne bruge sine hænder og bevæge sit hoved, og det kunne han. Men benene var helt livløse, og han havde kraftige smerter i overkroppen, hvor to granatfragmenter var trængt ind.
Det viste sig senere, at det ene fragment havde bevæget sig 28 centimeter gennem kroppen fra mellemgulvet op mod hjertet, som det var stoppet kun to centimeter fra. Derudover var rygmarven revet over ved navlen, og dermed var Niels Kristian Brinth lam fra navlen og ned hvilket var grunden til, at han ikke kunne mærke, at han havde brækket venstre ben, knust højre fod og i øvrigt have fået andengradsforbrændinger på hele underkroppen.
– Saniteten (førstehjælp og sygepleje, red.) kørte kun 150 meter bag os, så de var fremme i løbet af 30 sekunder.
Senere fik de en skideballe for at have kørt frem, inden området var sikret der kunne ligge flere miner. Men de mødte mig med ordene: Bare rolig Brinth, det er Danmarks bedste sanitet, og så fik de mig op på en båre og spændt fast og ind i en ambulance, mens vi ventede på en helikopter.
Fordi der var kamphandlinger Niels Kristians deling kæmpede mod de 2.000 talebankrigere de næste tre døgn var det nødvendigt at sende ikke mindre end 40 mand i to helikoptere til at evakuere Niels Kristian Brinth og manden med den brækkede kæbe. Mandskabet i den første helikopter afsikrede området, så man var sikker på, at båretransporten ikke blev angrebet, hvorefter transport-helikopteren landede og fik de sårede bragt ombord.
– Jeg bad til Gud en gang imellem midt i alt dette, og inden der var gået 25 minutter, fra minen sprang, lå jeg i helikopteren og kom i narkose. Seks døgn efter vågnede jeg op på Rigshospitalet i København.
Niels Kristians Brinths nærmeste familie var der, da han vågnede. De fik både løn og ophold i København betalt af forsvaret, så længe de var der. Med det samme, de havde hørt om ulykken, havde de sat bønnekæder i gang, og der var folk så langt væk som i Finland, der bad for Niels Kristian Brinth.
I løbet af den næste halvanden måned gik det stille og roligt op for Niels Kristian Brinth, at der aldrig ville ske nogen bedring i hans tilstand.
– Man har aldrig sagt direkte til mig, at jeg kommer til at være lam resten af livet, for når man er multiskadet som mig og såret i krig, så kan rygmarven være i chok i flere år, før den begynder at fungere igen. Men det regner jeg ikke med vil ske, for der er tegn på, at den er revet helt over det kan man blandt andet se på musklerne, forklarer han.
Niels Kristian Brinth var indlagt i seks måneder, før han blev udskrevet den 11. maj sidste år. Og på det tidspunkt var han nået meget længere i genoptræningen, end han nogensinde havde drømt om skulle være muligt.
– Jeg er blevet overrasket over, hvor meget man egentlig kan. Til at begynde med kunne jeg ikke engang sidde op. Nu er jeg i stand til at sidde op 13 timer i træk, og jeg klarer mig selv helt uden hjælpere.
– Jeg oplever ikke engang, at jeg har lidt et rigtigt tab. Jeg kan ganske vist ikke vende tilbage til militærets opklaringsenhed, og jeg kommer heller ikke i kamp igen. Men der er alligevel ikke noget sjov ved at skyde efter folk, og militæret kan stadig bruge mig til andre opgaver blandt andet administrative opgaver.
Det er derfor, Niels Kristians Brinths plan at fortsætte sin karriere inden for forsvaret, når han er færdig på Børkop Højskole. Faktisk er han sikret en kontrakt med forsvaret frem til sin 60-års fødselsdag det får man automatisk, hvis man bliver såret i kamp. Han kan dog også vælge en civil uddannelse betalt af forsvaret, hvis han mod forventning skulle ønske det.
Foreløbig skal han dog gå på Børkop Højskole frem til jul og dermed opfylder han et gammelt løfte til sig selv.
For da han gik på efterskole, lovede han nemlig sig selv, at han ville på bibelskole engang. Og efter i nogle år at have haft sit Gudsforhold på stand by, tager han det nu mere seriøst.
– Det begyndte allerede, da jeg blev udsendt til Afghanistan. Der var ikke ret meget andet at lave i lejren end at tale i telefon og spille computer. Derfor begyndte jeg at læse i min Bibel igen, og jeg bad også jævnligt til Gud.
– Faktisk tror jeg, at Gud har en mening med det, som er sket og den mening tror jeg, jeg vil opdage efterhånden. Men det kan også være, at Gud ville skåne mit liv, for jeg har altid bedt Gud om, at han ville sørge for, at jeg ikke døde, før jeg var klar til at møde ham og det var jeg nok ikke, da minen sprang. Og jeg kunne let have mistet livet i de tre døgns kamphandlinger, som fulgte ulykken, hvis jeg havde været med der.
– Og jeg har for længst tilgivet Taleban. Jeg ville nok have gjort det samme som dem, hvis jeg var i deres sted.
