Præster brænder og brænder ud

Folk vil tale med præsten, men præster kan naturligvis ikke alene være hyrder for alle, derfor må vi udruste flere til at se, lytte og følges med mennesker. Når hyrdeopgaven bæres af for få, bliver mange forsømt og overset, og vi risikerer også, at præster brænder ud. Derfor må vi udruste hele kirken til omsorg.

For tre uger siden var jeg på en kursusdag afholdt af Center for Videnskab og Tro på Københavns Universitet. Herfra lyder et halleluja, for vi bemærker synergien mellem videnskab og tro. Centeret er kun tre år gammelt. Et af emnerne var udbrændthed, hvor Benjamin Doolittle, pastor, børnelæge og professor på Yale Universitet USA talte om de tre karakteristika. Han fortalte om sin pastortjeneste, når han prædikede og sin gerning som læge og professor.

Det lød: Vi er midt i det! Nogle undersøgelser om udbrændthed viser, at op imod halvdelen af befolkningen er ramt. Det er særligt folk i erhverv, der har med de sociale sider at gøre, og her er præsterne naturligvis med.

Udbrændthed er ikke en medicinsk diagnose

I WHO´s ICD-11 beskrives det som et arbejdsrelateret fænomen. De tre karakteristika er

1. Energitab/udmattelse
2. Øget mental afstand eller negativitet/kynisme til arbejdet
3. Nedsat professionel effektivitet

Danmarks Statistik henviser primært til Den Nationale Sundhedsprofil og arbejdsmiljøovervågning for stress og mentalt helbred. Ifølge tal fra de nationale sundhedsprofiler lå andelen med højt stressniveau omkring 12,8% i 2010 og 20,9% i 2025. Tallet er altså næsten fordoblet på 15 år.

Præsters hyrdeopgave er svimlende

Det er vidunderligt, at flere og flere kommer ind i kirkerne. De, der kommer ind, er også en del af et samfund med et højt stressniveau og en høj skilsmisserate. Der er behov for samtaler overalt, og midt i det skal kirkernes forkyndelse og funktionalitet også fungere. Hyrdeopgaven er ofte uoverskuelig, og vi stresses og brænder ud af alt det, vi kan se og lægger øre til, men ikke nå.

Vi må være flere og bedre udrustet

Hyrdekaldet er ikke kun til præsterne, det er til alle. Mon ikke hyrdekaldet er det største! ”Elsker du mig”…..”vær hyrde for mine får!” (Joh. 21,16) Gud ønsker, at Guds børn skal trives. At sidde ved Jesu fødder og dernæst vandre ind i forudberedte gerninger for her at møde Jesu får, er livets mening. Et opadvendt liv i tilbedelse af en treenig Gud fører til en vidunderlig tjeneste. Men vi er udfordret, og det er smertefuldt, at mange har forladt kirken, fordi de ikke blev favnet, set, hørt og mødt.

Gud ønsker, at Guds børn skal trives.
At sidde ved Jesu fødder og dernæst
vandre ind i forudberedte gerninger
for her at møde Jesu får, er livets mening.

Jeg tænker, at WHO her er på linje med Jesus: ”Psykisk sundhed er en tilstand af trivsel, hvor du kan udfolde dine evner, håndtere dagligdagens udfordringer og stress samt indgå i fællesskab med andre.”

Er vi utrænede og søger oftest sammen med dem, vi kender?

Der er desværre alt for mange eksempler på, at ikke kirkevante personer kommer i kirke, uden at det bemærkes. Mange søgende kommer med usikkerhed, sårbarhed, ’sidste løsning’ eller dårlige erfaringer. Derfor har de brug for tydelige broer ind i fællesskabet: en invitation til kaffe og en person, der følges med dem. Hvis en person kommer én eller to gange og derefter bliver væk, uden at nogen opdager det, forstærker det følelsen af ikke at betyde noget.

Vi tror fejlagtigt, at folk selv finder ind i fællesskabet. Et smil og et håndtryk er godt, men det er ikke nok. Mennesker mærker hurtigt, om vi egentlig har tid og interesse. Reelt nærvær betyder at stille et oprigtigt spørgsmål, lytte uden at skynde sig videre og huske personen næste gang.

Lytter vi, eller søger vi efter hurtige løsninger, mens den anden taler?

Når nogen deler smerte, tvivl eller livskrise, kan vi komme til at svare med hurtige bibelvers, råd eller forklaringer. Vi overtager måske ligefrem samtalen og fortæller om os selv i lignende situationer. Vi bliver ikke gode lyttere, hvis vi tror, at vi allerede er det! Før jeg i år 2000 med team afholdt det første PREP-kursus i Danmark, blev jeg certificeret som PREP-foredragsholder. Her fandt jeg under en øvelse ud af følgende:

Jeg troede, at jeg var god til at lytte, det var jeg ikke! Mens den anden talte, sad jeg og forberedte mit svar. Opmærksomheden var svag, og det blev registreret, blot ikke af mig, men den jeg talte med! Min hustru har forsøgt at lære mig, at hun ønsker nærvær og øjenkontakt, ikke hurtige løsninger. Vi kan alle vokse i evnen til at lytte og forstå. Jesus viser empati også ved Lazarus’ grav. Han ser Marias sorg, bliver berørt og græder med hende, selvom han ved, at han snart vil kalde Lazarus ud af graven.

Han springer ikke smerten over for at komme hurtigt til løsningen. Han møder mennesket i oplevelsen, før han handler med kraft.

Er vi mere optaget af aktivitet end af mennesker?

Gudstjenester, møder, lovsang, teknik og programmer kan fylde så meget, at mennesket foran os forsvinder. Men kirken er ikke først og fremmest en kalender; den er et fællesskab. Det er muligt at blive inviteret til mange kirkelige aktiviteter og stadig føle sig alene. Relationer skabes ikke automatisk af programmer. Vi må spørge os selv:

Ser vi personen, eller ser vi kun opgaven?

Hvem spiser vi med?

Hvem følger vi op på?

Hvem lærer vi faktisk at kende uden for kirkens officielle rammer?

Hvad med kirkens fordør og bagdør!

”Vi skal være langt flere, der bærer med
og kan møde, lytte, støtte og bære. Vi
kan alle styrkes, udrustes og blive
bedre i kunsten at tale med mennesker.”

Hyrdeuddannelsen – Emmaus

Der er heldigvis meget hyrdearbejde i gang i Danmark, og Emmaus er blot én mulighed for at udruste og opmuntre det allerede eksisterende. Sidste år talte jeg på tomandshånd med 115 præster fra kirke-Danmark. Præsterne var enige i, at vi har brug for en stærkere og bredere hyrdeindsats i vores kirker. Vi glædede os alle over, at der strømmer folk ind i vores kirker, men så også vigtigheden af, at der blev skabt relationer mellem nye og gamle i kirken.

På baggrund af ovennævnte blev Emmaus-uddannelsen født. Udbudt fra foreningen relationerfoerst.dk er Rune von Weydenberg Kærlet og jeg i fuld gang i fire af Danmarks fem regioner. De 105 deltagere i den 6 måneders uddannelse kommer fra 33 kirker. Vi skal være langt flere, der bærer med og kan møde, lytte, støtte og bære. Vi kan alle styrkes, udrustes og blive bedre i kunsten at tale med mennesker.

Forventningsafstemning og ikke ’one size fits all’

Hvis alle skal opleve at blive set, hørt og mødt, er der behov for en forventningsafstemning. Tiden op til og efter en gudstjeneste er guldtid for mødeværter, præster, netværksgruppeledere – ja, alle, der elsker mennesker. Men tiden er meget begrænset. Jeg hørte en præst sige følgende om den situation: Jeg beder folk, der indleder en dybere samtale, om at skrive til mig, så finder vi tid til en kop kaffe og taler videre.

Jeg har forsøgt at lære mødeværter at læse folks øjne. Vi maler nemlig alle let i vores eget billede. Vi kan tro, at fordi vi selv gerne vil tale, vil alle gerne tale. Vi må for Guds skyld lære at lytte. Mange nye er blufærdige, og tro kan være en privatsag. Nogle mennesker vil blot bydes velkommen for at gå ind til gudstjenesten og få et møde med Gud. Alle har brug for en medvandrer, og her er www.safar.org et supergodt redskab.

Alle kan være noget for nogen, men skal ikke være noget for alle. Gud har opfundet kirken, og den første kirke kom i templet og i hjemmene. En fugl flyver med to vinger, og billedligt talt er kirkens to vinger gudstjenesten og hjemmegrupperne. Alle kan ind imellem miste fodfæste, og netop her er nære relationer vitalt afgørende. Vi er kort og godt ikke skabt til at være alene.

Alle er lige, værdifulde og højt elskede

Vi skal alle trives og ikke overbebyrdes. Vi må huske på, at Gud ikke beder os om noget, han ikke selv giver os kraften til (Heb.13,21). Kristuslivet er alle kaldet til. Vi skal bære vores egen byrde og andres byrder, men heldigvis bærer Gud alles byrder. Vi er ikke styret af behov, men af Helligånden. Vi må alle sætte grænser, men også være nærværende og lyttende. Gud bygger sin kirke, må Gud give os alle stor nåde.