83-årig missionær vender hjem

Jacob Sode har tilbragt 48 år på Papua New Guinea.Halleluja! Gud skal ha’ al æren! Sådan udbrød den 83-årige Jacob Sode gang på gang, da han for nylig talte i Frikirken i Frederiksværk.I 1½ time fortalte han med hjælp af Power Point om de 48 år som missionær på Papua New Guinea, verdens næststørste ø, sammen med sin græske hustru Sophia. De kom i september sidste år hjem til Danmark, men som Jacob Sode siger: ”Ikke for at blive begravet, men for fortsat at tjene Jesus med evangeliet”.

Jacob Sode og Sophia kom med deres to drenge til Ialibu i højlandet på Papua New Guinea i begyndelsen af 1961. Her levede folk dengang endnu på stenalderstadiet og havde kun set ganske få hvide mennesker.
De kom for at forkynde evangeliet, men også for at hjælpe med skoleundervisning og sygeplejearbejde.
Ret tidligt spurgte Jacob Sode om det var rigtigt, at der stadig fandtes kannibaler på New Guinea. Den gamle mand i landsbyen, som Jacob var kommet i snak med, rystede ihærdigt på hovedet og sagde:
– Nej, sådan noget gør vi sandelig ikke, men dem ovre på den anden side af bjerget, gjorde det vist nok i gamle dage. I øvrigt smager det som gris…
Foran Sophia og Jacob Sode lå en stor udfordring, og de oplevede virkelig at vandre i ”forudberedte gerninger”.
Jacob Sode viste mange billeder fra livet i højlandet, men også fra de seneste år, hvor han var fængselspræst i Port Moresby.

Mange gange så vi to billeder på skærmen, dels ét med en voksen mand eller kvinde, dels ét med en flok nøgne børn. Og så fik vi historien om det barn, der nu som voksen er leder af forstvæsenet på Papua New Guinea, eller er leder af fængslet i Port Moresby, eller er guvernør – eller… Og gang på gang udbrød Jacob Sode: – Er det ikke herligt, hvad Gud kan gøre og har gjort! Halleluja! Gud skal ha´ al æren!

Vi lyttede til beretningen om indfødte, der levede i frygt for de afdødes ånder, hvis knogler og kranier man i ærefrygt bevarede i åndehuse, og som blev bestænket med griseblod for at pacificere ånderne. En kærkommen anledning for missionæren til at fortælle, at det ikke er griseblod, men Kristi dyrebare blod, der renser for al synd.
– Det skal siges meget enkelt, understregede han.

En af drenegene, David adopterede missionærparret Sode som deres søn.

Der var billeder af forhutlede børn, ingen ville kendes ved, og som menneskeligt talt var dømt til elendighed, men som nu kom under evangeliets forvandlende magt og missionærernes kærlige pleje.
En af drengene adopterede missionærparret som deres søn. David sidder nu i en høj juridisk stilling i statsadministrationen. Der var adskillige eksempler på lignende forvandling. Nogle var selv blevet evangeliets glade budbringere til deres eget folk.

David sidder nu i en høj juridisk stilling i statsadministrationen og ses herover som voksen.

Hvad skal man nu i det moderne Danmark sige til dette? Har antropologerne ret i, at vi ikke skal blande os i de indfødtes kultur?
At de er lykkelige i deres oprindelige levevis med frygt for onde ånder, bestænkelse med griseblod, mord og stammekrige, i nogle tilfælde kannibalisme, misrøgt, idéer om, at f. eks. en tvillingefødsel er af det onde?
Jacob Sodes beretning tyder på det modsatte.