Guds Masterplan

Prædiken fra teksten i 1 Mosebog 45,4-8 og Josefs historie.

Af Daniel Malan. Ungdomspræst i Åbenkirke Herning.

Hvad for en retning ønsker du, jeg skal gå, Gud? Hvad er planen?

Det spørgsmål har flere gange i mit liv fået mig til at stoppe op og reflektere over netop dette. Særligt, når der skulle træffes store beslutninger, eller når livet befandt sig i en sårbar periode. For hvis Gud har en plan, hvordan ved jeg så, om jeg følger den plan? Josef må have kendt noget til det spørgsmål. Som ung får han drømme, der peger på, at Gud har noget særligt for hans liv. Men kort efter bliver han solgt som slave af sine egne brødre. Senere får han ansvar i Potifars hus, men efter at være blevet falsk anklaget, ender han i fængsel.

Hvis det var Guds plan, lignede det ikke ligefrem en særlig god plan. Alligevel er der en sætning, der går igen i Josefs historie: Herren var med Josef. For Bibelen siger ikke, at Josef var i Guds plan, fordi alt gik godt, men fortæller os, at Gud var med ham midt i det, han aldrig selv ville have valgt. I min egen trosrejse tror jeg i starten, jeg så Guds plan mere som en line, vi skal balancere på, og et ansvar for ikke at falde ud af planen og derfor også et stort fokus på ikke at vælge forkert.

Tilbage til Josef, han kendte ikke hele planen, faktisk blev de fleste af hans ydre omstændigheder bestemt for ham. Men det, der var tydeligt over hans liv, var, at han gik trofast ind i hver en omstændighed, der lå foran ham. Som slave tog han ansvar. I fængslet tog han ansvar. Lidt efter skrev Gud en historie, Josef endnu ikke kunne se. Livet leves forlæns, men forstås ofte baglæns. Sådan kan det også være med Guds plan.

Det betyder ikke, at alt det svære, vi møder, er godt, eller at Gud ønsker lidelsen. Når jeg ser tilbage på mit eget liv, er der da mange ting, jeg i første omgang gerne ville have været forundt. Josefs brødre svigtede ham og solgte ham som slave, Josef tilbragte tid i fængsel. Men det onde fik heller ikke det sidste ord. Først langt senere står Josef over for sine brødre og kan se sin historie med nye øjne.

I Første Mosebog 45 siger han: ”Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud.” Det, der engang lignede afslutningen på Guds plan, da han blev solgt som slave og ført bort, blev en del af en langt større historie, hvor Josef endte med at kunne redde sin familie fra hungersnøden. Måske står du et sted lige nu, hvor du ikke kan få øje på nogen masterplan. Måske blev livet ikke, som du havde forestillet dig.

Josef oplevede mange svigt og nederlag, blandt andet da hans brødre solgte ham som slave til Egypten. Men senere forstod han, at Gud havde en god plan med hans liv. Også i Jesu liv ser vi noget, der ligner nederlag, men Gud gjorde det til begyndelsen på noget nyt. Illustration: Bigstock

Josefs historie minder os om, at Gud ikke har forladt historien. Guds plan er ikke først og fremmest et kort, hvor du får lov til at se alle svingene på forhånd. Det er et liv i tillid til ham, som går med dig. Derfor må vi også blive bedre til ikke hele tiden at tænke os selv ud af Guds planer, men turde gå ind i det, han har lagt foran os. Og her finder vi vores håb. Ikke i et positivt mindset eller i garantien for, at alt bliver let. Håb er ikke bare et princip, det findes i navnet Jesus.

I Jesus ser vi tydeligt, at det, der ligner nederlag, ikke nødvendigvis er historiens afslutning. Korset lignede enden. Men Gud gjorde det til begyndelsen på noget nyt. Derfor kan du gå ind i det, der ligger foran dig, uden at kende hele planen. Du behøver ikke kunne se hele vejen for at stole på den Gud, der går med dig.

Prædikentekst: 1. Mosebog 45, 4-8

Ugens prædiken er ikke over teksten ifølge folkekirkens tekstrække.

Josef møder sine brødre i Egypten

”Josef sagde til sine brødre: »Kom herhen!« Og da de kom hen til ham, sagde han: »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse. Der har nu været hungersnød i landet i to år, og der vil gå fem år til uden pløjning og høst. Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal.

Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud. Han har gjort mig til fader for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker i hele Egypten.

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.