Gud forberedte Amin på fængsling kort inden, han blev arresteret i Iran

Gud forberedte Amin Afshar-Naderi på fængsling kort inden, han blev arresteret. Hans tro på Jesus betød, at han kom i Irans mest berygtede fængsel, hvor han blev udsat for kontinuerlig psykologisk og følelsesmæssig tortur og forhør, mens han samtidig forkyndte evangeliet og oplevede Guds mærkbare tilstedeværelse og beskyttelse.

I Iran betragter man frafald fra Islam og kristen mission som en trussel mod det islamiske styre. Man betragter også den kristne lære om, at Jesus er Guds søn, som blasfemi og gudsbespottelse, fordi Koranen fortæller, at Allah ikke har nogen søn. Amin Afshar-Naderi voksede op i Iran som muslim. Jesus mødte ham, så han kom til tro, hvordan det skete vender vi tilbage til senere. I 2014 blev Amin arresteret og anklaget for blasfemi for at have handlet imod den nationale sikkerhed og for at have startet en zionistisk husmenighed.

Han blev indsat i Evin-fængslet i Iran, der er berygtet for systematisk brug af tortur og meget dårlige forhold; for indespærring af politiske fanger, intellektuelle, journalister og udenlandske statsborgere. Amin husker tilbage til julenat 2014:

”Om natten havde jeg en voldsom drøm. Da jeg vågnede, var jeg lettet over, at det kun var en drøm. Da jeg senere samme dag åbnede min bibel, læste jeg en passage, som jeg tror, var et budskab fra Gud til mig. Det var et vers, som lyste op og blev levende for mig fra Johannes’ Åbenbaring 2, 10.” I verset står der: ”Frygt ikke for det, du skal lide! Se Djævlen vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I kan blive prøvet, og I vil lide trængsel i ti dage. Vær tro indtil døden, og jeg vil give dig livets krone.”

”Far, ske din vilje, bad jeg, mens jeg knugede Bibelen ind til mit bryst.” Dagen efter, altså den 26. december 2014, blev Amin arresteret for første gang. Og det gik op for ham, at drømmen og skriftstedet hang sammen, at begge dele var Guds måde at forberede ham på.

”Det var en utrolig stor hjælp for mig, at Gud havde forberedt mig på den måde. Det var opmuntrende for mig. Og jeg fornemmede, at Jesus talte til mig om tolkningen af de ti dage, som i min situation skulle forstås sådan, at der var tale om fængsling i en begrænset periode.”

Jesus var med i fængslet

I fængslet blev Amin forhørt på baggrund af nogle fotos, som de viste ham, De spurgte, om han kendte dem, som var på billederne. Amin blev forhørt om sit kendskab til andre kristne, som de ville have ham til at fortælle om. Forhørsteknikken var sådan, at det svar, som han gav på et givent spørgsmål, blev brugt til at stille næste spørgsmål.

”Mange gange oplevede jeg det, som om Jesus havde blændet deres øjne, så de ikke forstod sammenhænge mellem kristne. For mig virkede det, som om det var så let at gennemskue, at selv en baby ville kunne forstå sammenhængen. Men de opdagede den ikke. Jeg sagde, at jeg ikke kendte andre kristne, selvom de fotos, de viste mig, var billeder, de havde beslaglagt i mine personlige ejendele eller hos præsten i min kirke.”

Amin refererer til et bibelvers, hvor der står, at vi ikke skal kaste vores kostbare perler for svinene, for de vil bare træde dem ned. Et bibelvers, der fik særlig betydning for ham i hans forkyndelse af evangeliet for dem, som forhørte ham. ”Adskillige gange, når de ikke vidste, hvad de skulle svare, kørte de på mig og fornærmede mig. Verset hjalp mig med at håndtere forhørssituationerne. Forhørslederne forsøgte at presse mig for at få mig i tale, men det lykkedes dem ikke.”

Guds beskyttelse

”De andre fanger, rørte mig aldrig fysisk, men de gjorde livet svært for mig ved at kalde mig uren, mens andre rapporterede om mig til den fængselsansvarlige. Jeg var elsket og vellidt, hvilket jeg tror, var Guds værk – Guds yndest over mig. Jeg var venlig og hjælpsom overfor mine medfanger og brugte min evne til at skrive breve. På den måde hjalp jeg dagligt nogle af dem.”
Amin fortæller, at man som kristen i Evin-fængslet har det værre end andre fanger. Der er tydelig forskelsbehandling.

”Ikke-kristne fanger har mange flere privilegier end kristne: De får varmt tøj fra deres familier, og de får lov at modtage besøgende. Vi, som var kristne, blev igen og igen frarøvet disse privilegier.
De andre fanger kunne også få besøg og samvær med deres ægtefælle. Det fik vi heller ikke mulighed for. Og nogle gange blev kristne og politiske fanger overfaldet af radikale muslimer – nogle af dem, der blev overfaldet, var i livsfare.”

Amin var i en celle med omkring 20 andre fanger. En af dem var en ret ekstremistisk muslim, som også var meget rig. Han turde ikke selv tæske Amin, fordi han var ret lille og svagelig. Så han valgte en anden vej. Han brugte sin økonomi til at forsøge at få Amin skaffet ad vejen.

”Den mand, som han forsøgte at bestikke til at begå drabet, kendte jeg temmelig godt. Jeg havde skrevet en del breve for ham. En dag kom han hen til mig og fortalte, at denne fange havde forsøgt at bestikke ham med 40.000 euro, hvis han ville slå mig ihjel.”

Strategiske træk

En anden muslimsk mand, der var i fængslet, fordi han havde hvidvasket penge, forsøgte at provokere Amin. At få Amin til at miste besindelsen og blive voldelig. To gange forsøgte han at overfalde Amin, men de andre indsatte tog Amin i forsvar, så planen mislykkedes. Da den fængselsansvarlige ikke gjorde noget ved problemet, meddelte Amin ham, at hvis ikke der blev gjort noget i løbet af en uge, ville han tage sagen i egen hånd,

”Efter en uges tid, hvor der ikke var blevet gjort noget, fortalte Voice of America, også forkortet VOA, om de ulovlige handlinger, som den fængsels-ansvarlige, havde begået og om diskriminationen mellem de indsatte.” VOA er den officielle radio-, tv- og multimediekanal fra den amerikanske forbundsregering, der har til formål at fremme kendskabet til USA og udbrede amerikanske værdier. VOA lavede et indslag om forholdene i fængslet,

”Den fængselsansvarlige blev vred på mig over indslaget. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kendte noget til indslaget i VOA.” Amin fortæller, at han var fængslet uden at være blevet dømt. For at lægge pres på sin sag, sagde han til fængsels-personalet, at hvis ikke, der var sket noget i hans sag om ti dage, gik han i sultestrejke. Efter en uges tid, fik han at vide, at der blev arbejdet på hans sag.

”Sultestrejken virkede ikke for mig første gang, men anden og tredje gang gav den gode resultater. Formålet med sultestrejken var at gøre den omkringliggende verden opmærksom på forholdene i fængslet. Den virkede, fordi jeg havde politiske kontakter uden for fængslet, som kunne tale min sag. Jeg var et problem for fængslet, fordi jeg som kristen forkyndte evangeliet. Som kristen har man en mild og kærlig adfærd overfor andre, lidt som et lam. Jeg var ikke kriminel eller voldelig. Det er dyrt at have fanger i isolation, og derfor blev jeg løsladt mod kaution. Mine forældre kautionerede med deres hus.”

Bibelen forvandlede Amin

Savner du noget i Iran?

”Jeg savner naturen, varmen og stranden. Mest af alt savner jeg længslen efter Kristus. Vi kunne tilbede ham i 10-12 timer i streg. Jeg savner den tilbedelse.” Amin fortæller, at han blev kristen, fordi han ud af nysgerrighed fik fat i en bibel. Der var især to aspekter af kristendommen, som han havde svært ved at forstå: At Jesus er Guds søn og treenigheden. ”Jeg læste i Bibelen omkring otte timer dagligt, og med tiden blev jeg forvandlet. Min adfærd ændrede sig. Jeg holdt op med at ryge og med at drikke alkohol. Derudover kunne jeg pludselig enes med mine forældre.”

Amin skrev de spørgsmål ned, som han fik i forbindelse med sin bibellæsning, og gik til kirken for at søge svar. Efterhånden begyndte han at tro på, at Jesus både var menneske og Gud. Til trods for at hans omgangskreds holdt fast i, at et menneske ikke kan være Gud, og at Gud ikke kan være menneske.

”Mine øjne og ører blev åbnet, så jeg forstod, at Jesus Kristus var og er Gud og Guds søn. Det skete, mens jeg var hos mine forældre sammen med mine brødre. De vidste godt, at jeg læste i Bibelen. Det vers, som jeg læste, var i Romerbrevet 5, 1: Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Med et forstod jeg, hvem Jesus var og er. Først tre år senere begyndte min egentlige tjeneste for Gud,” slutter Amin Afshar-Naderi med en mildhed i både stemme og krop, der er udover det sædvanlige.