FRYD-konference for alle typer af kristne kunstnere

Helle Viftrup er projektleder, glaskunstner, forkynder og tidligere højskolelærer. Fotos: Frydkonference.dk

Den 24. oktober er der FRYD-konference på Jakobskolen i Aarhus. Dagen bliver pakket med workshops, samtaler, udstilling og optræden.

– FRYD er konferencen for dem, der er optaget af kunst, tro og egne udtryk, fortæller projektleder Helle Viftrup. Det er en dag, hvor vi samles for at afprøve, udvikle, lære og opleve. Med et ønske om at udforske rummet mellem tro og kunst. Her giver vi plads til skaberglæden for såvel professionelle som begyndere.

Mange genrer

FRYD samler kunstnere fra mange forskellige genrer, maleri, musik, lydproduktion, teater, litteratur, keramik og meget andet. I år vil der være 18 workshops at vælge mellem, som tilsammen rummer masser af erfaring, som workshop-holderne meget generøst deler ud af. Vi mødes i det praktiske, konkrete og inddrager på forskellige måder liv og tro, forklarer projektlederen.

Billedkunstner Karsten Aurbach holder en workshop med titlen: At åbne et skabende tankerum.

– FRYD samler kunstnere fra forskellige kirkelige retninger og fra hele Danmark. Det bliver en dag med fokus på skaberglæden, for såvel professionelle som begyndere.

Sammen med Gud

Sammen vil vi glæde os over at være skabt skabende. Gennem workshops vil vi afprøve ideer, udveksle tanker og arbejde med nye udtryk. Give plads til kunsten og det skabende som en del af livet med Gud. Vi vil arbejde med de kunstneriske udtryk, det, der fanger det, ord ikke kan, det poetiske, det symbolske, det abstrakte. Der, hvor vi er sammen med Gud i sang, dans, farver eller former. Hvor vi selv skaber i den ånd, vi blev skabt i.

Det er tænkt som en inspiration for den enkelte og en opfordring til kirker og menigheder om at være opmærksomme på alt det skønne, smukke og sande, som er at finde her, oplyser Helle Viftrup.

Sarah Møller Jørgensen er danser og holder en workshop med titlen: Hvordan bruge dans som udtryk?

Seminarer

En række kunstnere medvirker med seminarer og workshops inden for genrer som musik og billedkunst. Fx tilbyder Cand. Musicae Dina Dánialsdóttir en masterclass med tre forskellige deltagere, som modtager undervisning og feedback i en sang, som de fremfører. Undervisningen foregår foran de andre deltagere i traditionel musiker masterclass format. Billedkunstner Benjamin Abana holder en workshop, hvor deltagere kan prøve kræfter med at fremstille Det Perfekte Portræt. Man kan se de øvrige tilbud på hjemmesiden.

Det praktiske

FRYD foregår den 24.10.fra kl. 9.30 til 20.30 på Jakobskolen, Næringen 100, Aarhus.
Pris: 325 kr. for hele dagen. Studerende 225 kr.
Betaling for mad 175 kr.
For program og tilmelding se frydkonference.dk.