Stevie Wonder delte sin musik og sin tro med 17.000 fans i København

Den kæmpestore, stopfyldte Royal Arena henlå i mørke, da de 17.000 musikentusiaster søndag så skriften på væggen: ”Luk øjnene og lyt. Så kommer I ind i min verden!”

Stevie Wonder lod herefter lydbillede efter lydbillede tone frem. Af eksplosioner, bomber, krig. Men også af fuglekvidder, barnelatter, vind og blæst. ”Begge dele er i vores verden. Men det sidste giver os håb,” pointerede han. Stevie Wonder blev født blind og viste sig allerede ved otteårsalderen at være et særligt musikalsk talent. Han udgav sin første plade, da han var 12, og siden gik det slag i slag. Talking Book (1972), Innervisions (1973), Fulfillingness’ First Finale (1974) og Songs in the Key of Life (1976) bliver alle betragtet som mesterværker i musikhistorien.

De tre sidstnævnte vandt en lang række Grammy Awards, hvor de hver især blev kåret til årets album. Altså også Songs in the Key of Life, der må betragtes som højdepunktet i hans karriere med klassiske hits som ’I Wish’, ’As’ og ’Sir Duke’. ”Oh Gud, lad os synge for evigt,” udbrød det 76-årige multitalent i Royal Arena søndag aften den 18. oktober 2026. Og så begyndte ellers en musikfest af dimensioner med alle hits fra dobbeltalbummet ”Songs in the Key of Life” – Sange i Livets dur – som koncerten markerede 50-års jubilæum for.

Hits og gospel

Meget apropos indledningen begyndte koncerten med sangen ’Love is in need of love today’ – Kærligheden har brug for kærlighed i dag. Det er, som om selve begrebet kærlighed er blevet udhulet. Vi har brug for at finde frem til dens essens igen. Herefter kom den meget direkte religiøse sang: ’Have a talk with God’, hvor især denne sætning ramte plet – i min oversættelse: ”Hvis du føler, at dit liv er for hårdt, tag en snak med Gud…” Og ”Når din byrde er for tung at bære / Gå hen og tal med Gud, han viser omsorg…”

”Vi har ansvar for at handle.
Og så skal vi vide, at der kun
er én konge i verden: Gud
den allerhøjeste.”

– Stevie Wonder

Koncerten fortsatte i den melankolske tone med sangen ’Village Ghetto Land’, hvor Stevie Wonder beskriver ghettoer som steder, hvor fattige spiser dyrefoder for at overleve, og børn dør, inden de bliver født. Socialrealisme, der vil noget. Pludselig var vi med til en gospelkoncert. ”Dette budskab er nødt til at trænge igennem,” indledte Stevie Wonder, inden han sang for i den traditionelle spritual:

“People get ready, theres a train a coming / You dont need no baggage, you just get on board / All you need is faith to hear those diesels humming / You dont need no ticket, you just thank the Lord.” “Jeg er nødt til at sige dette til jer, fordi jeg elsker jer,” sagde Stevie Wonder og råbte: ”People, get ready,” og fik alle til at synge med på strofen. Var man ikke med før, kom man det nu. Alle rejste sig begejstret, da den kendte indledning til ørehængeren ”Sir Duke” bølgede over tilhørerskaren.

Sikke et blæserarrangement. Og hele vejen igennem: Hvilken rytmesektion med trommer, congas og bas. Ja, hvilke fantastiske musikere i det hele taget.

Budskab om kærlighed

Efter en kort pause fremviste Stevie Wonder et familiealbum med fokus på alle sine børn og børnebørn. Og ja, han huskede rækkefølgen på alle deres navne, selv om han ikke selv kan se billederne. Og så lyttede vi alle til barnegråd som den velkendte intro til sangen ”Isn’t she lovely?” om datteren Aisha, som var med og sang kor sammen med tre andre kvinder og en mand. Det var i det hele taget 25 fantastiske sange, vi blev præsenteret for denne aften.

Og som koncerten skred frem, tændtes håbet med kærlighedens budskab. Blandt andet med den meget rørende: ’You brought some joy inside my tears’ – Du bragte noget glæde i mine tårer.
”Kærligheden vil regere over hele verden,” udbrød Stevie Wonder. Hit efter hit bragede hen over den store arena, og så var koncerten ved at lakke mod enden. Tre timer inklusive en kort pause fløj afsted.

Fra sanger til prædikant

Efter sangen ’Superstition’ fra albummet The Talking Book var koncerten slut, og Stevie Wonders datter Aisha greb sin far under armen for at følge ham væk fra scenen. Men han standsede op, løftede mikrofonen til munden og var pludselig igen prædikant: ”Vi har øjne, vi har ører, og vi har hjerte. Og så har vi hænder til at gøre noget med. Vi har ansvar for at handle. Og så skal vi vide, at der kun er én konge i verden: Gud den allerhøjeste.”

Og dermed var koncerten mere end en musikalsk oplevelse. Den var også en påmindelse om noget eksistentielt. Om kærlighed som livets essens. Ja, sangene var så sandelig i Livets dur.