”Lov om ret til liv for børn i mors liv”
Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.
Kjetil Fleten
Partileder, Sund Fornuft
950.000 børn er dræbt i mors liv siden indførelsen af fri abort i Danmark. Det er et sådant omfang, at ordet folkedrab måske er mere retvisende. At det er drab, kan ikke bortforklares. Allerede i 5. graviditetsuge begynder barnets hjerte sine første sammentrækninger. Med sidste års ændring i fosterdrabslovgivningen kan man nu tage livet i yderligere 13 uger efter dette, helt frem til 18. graviditetsuge, eller cirka halvejs i graviditeten. Mange mærker, barnet begynder at sparke i maven fra uge 16.
Heldigvis har vi gode organisationer som Retten til Liv, der bringer fakta om fosterdrab frem, og som tilbyder hjælp og rådgivning til kvinder i en vanskelig situation. Der mangler dog, at problemet bliver rejst politisk. Vi har brug for en offentlig debat om, hvor hjerteskærende ondt det er at kalde drab for sundhedspleje. Lad jer ikke narre; det standser ikke her. WHO anbefaler, at der slet ikke skal være nogen grænse for abort, altså at barnet kan dræbes lige indtil fødslen.
Denne anbefaling er allerede en virkelighed i nogle amerikanske delstater. I Danmark er det ikke kommet så vidt endnu; regeringen skal lige have ”aktiv dødshjælp” på plads først. Men det er den vej, det går. De forstår ikke, at livet er givet af Gud. De mangler gudsfrygt. Løsningen finder vi i Malakias 3.16: ”Da talte de, som frygter Herren med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter.” Det er vi, som skal sige noget, vi som frygter Herren! Alle andre kommer ikke til at sige noget. Vi har i for lang tid forholdt os tavse. Det må stoppe nu.
Partiet Sund Fornuft har rejst Borgerforslaget ’Lov om ret til liv for børn i mors liv’. Det er et forslag, som kan støttes af alle borgere i Rigsfælleskabet, herunder færøske og grønlandske borgere. De sidstnævnte har i øvrigt været udsat for folkedrab i forbindelse med spiral-sagen. Når det gælder vores brødre og søstre på Færøerne, så har de i lang tid været et forbillede for os her i Danmark. Den færøske forkynder, læge og politiker Jenis av Rana er en af medunderskriverne på borgerforslaget.
Ved en nylig afholdt bibelmarathon i Klaksvík på Færøerne kom vores færøske venner os igen til hjælp. Der blev indsamlet underskrifter til borgerforslaget til inspiration og som et forbillede for os danske kristne til at handle nu. Underskrifterne blev overleveret til Folketinget i sidste uge. Du behøver ikke være enig i ordvalg og indhold i forslaget for at give det en stemme. Din stemme bliver ikke offentliggjort. Meningen er at rejse debatten, selv om de folkevalgte ikke vil.
Gå til borgerforslag.dk og søg på ”børn i mors liv”.


