MAF flyver enheder med bibler og info om ebola til DR Congo

Mission Aviation Fellowship (MAF) transporterede de soldrevne enheder til DRC fra Nairobi, Kenya, efter ugers forsinkelser med flytilladelser, grænserestriktioner og afbrudte flyveforsøg. Projektet kombinerer sundhedsoplysning med evangelisering. Foto: MAF

Det humanitære flyselskab MAF har fløjet lydafspillere med oplysning om ebolavirus til DRC for at stoppe smitte.

Ebola-virus bliver ved med at sprede sig i DR Congo. Derfor må alle midler tages i brug for at stoppe den dødelige epidemi. MAF har netop fløjet 750 lydafspillere med information om, hvordan man beskytter sig mod ebola, til DRC. Afspillerne indeholder også en lydbibel med åndelig opmuntring til befolkningen.

Distribution via kirker

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der pr. 20. oktober 2026 registreret i alt 9.704 bekræftede tilfælde, herunder 4.687 dødsfald. Den høje dødelighedsrate på 48,3 procent understreger, hvor svært det er at spore de smittede tidligt og at få dem i behandling rettidigt. Det er her, de 750 lydafspillerede kommer ind i billedet. Her oplyses befolkningen om, hvad ebola er, hvad symptomerne er, og hvordan man forebygger og undgår smitte.

350 af enhederne distribueres via kirker, hvilket betyder at de afspilles over for menigheder og mange dermed får budskaberne at høre. Lydafspillerne blev fløjet fra Nairobi i Kenya til Bunia i DR Congos Ituri-provins. Provinsen er det værst ramte område med 7.040 bekræftede smittetilfælde og 3.271 dødsfald. MAF har tidligere fløjet beskyttelsesdragter og andet sundhedsudstyr til Bunia. ”Med sådan en katastrofe er det vigtigt at handle hurtigt. Derfor er vi glade for, at MAF kan flyve nødhjælp, sundhedsudstyr og oplysningsmaterialer til den ramte befolkning,” fortæller generalsekretær for MAF Danmark, Peter Hedelund.
”Lige så vigtigt er at komme frem med opmuntrende budskaber, så befolkningen ikke taber modet og giver op. Budskaber om Jesu helbredelsesundere og hans sejr over døden giver håb og mening midt i lidelsen,” fortsætter han.

MAF står for Mission Aviation Fellowship og er verdens største humanitære flyselskab med 117 små fly i 24 udviklingslande.