Sjælesorgen i alle dets aspekter

Ordet sjælesorg forbinder mange nok med enesamtaler hos en præst om tunge emner som sorg eller kriser, men når Maria Baastrup i sin bog ’Sjælesorg – en håndbog’ skal definere ordet, er det i en meget bredere betydning.

For det første er det ikke begrænset til det, præsten øver, når en person opsøger ham eller hende for en samtale eller en samtalerække. Ifølge Baastrup skal præsten tænke sjælesorg ind i hele sit arbejde. Fx kan man finde elementer af sjælesorg i alle led i en gudstjeneste: Salmerne, bønnerne og prædikenen. Her er det møntet på en menighed, men samtidig den enkelte i menigheden. Der kan dog ikke tales ud fra den enkeltes livssituation. Det kan det til gengæld til bryllupper og begravelser. Sjælesorgsfunktionen er heller ikke nødvendigvis knyttet til en præst, men kan udøves af alle.

Netop vinklen på gudstjenestens liturgi som et sjælesorgens sted var både ny og øjenåbnende for mig. Det giver virkelig mening. Forfatteren taler således – med henvisning til bogen ’Højmessen i Den Danske Folkekirke. En liturgisk håndbog’ – om gudstjenesten som ”det beskyttende sted, hvor man hviler, spiser og styrker sig. Gudstjenesten er fortrolighedens sted. Det hjemlige rum, som er udgangspunktet for tilværelsen og det sted, man vender tilbage til for at rekreeres (genskabes).” (s. 17).

”Netop vinklen på gudstjenestens
liturgi som et sjælesorgens sted var
både ny og øjenåbnende for mig.
Det giver virkelig mening.”

Efter den indledende definition af en bred forstået sjælesorg tager forfatteren fat på forskellige forståelser af, hvad sjælesorg så er. Her taler hun om en sjælesorg fra oven og en sjælesorg fra neden. Den første er den klassiske, hvor synden, der skaber afstand til Gud, er i centrum. Her har skriftemålet en central placering, og der er en nær forbindelse mellem sjælesorg og teologi. Den anden er det, hun kalder den pastoral-kliniske eller terapeutiske sjælesorg, hvor sjælesorgen lader sig inspirere af psykologien.

Når den teoretiske grund dermed er lagt, tager Baastrup fat på det mere formelle og praktiske, bl.a. hvordan tavshedspligten skal forstås og forvaltes, hvordan man skal håndtere overførsler og modoverførsler, og hvordan man kan nærme sig konfidenten i samtalerne. Hvad det sidste angår opregner hun flere tilgange eller metoder såsom fænomenologisk og narrativ tilgang. For at finde ud af, hvad de dækker over, må man læse bogen.

I den forbindelse viser hun derudover, hvordan man kan inddrage Bibelen, salmebogen, bøn og ritualer i sjælesorgssamtalerne. Også forskellige kontekster for en sjælesørgerisk samtale bliver gennemgået. Det kan fx være i forbindelse med dåb, vielse og begravelse, eller det kan være individuelle- eller gruppesamtaler. Endelig fremdrager og gennemgår hun forskellige emner, som igen og igen dukker op i de individuelle samtaler, fx mere overordnede emner såsom mening, håb og skyld kontra skam, men også mere konkrete emner som sygdom, sorg og selvmord.

Det sidste afsnit er reserveret sjælesørgerens egenomsorg, og hele bogen er netop skrevet specifikt til sjælesørgeren eller mere præcist, som det siges i indledningen, til teologistuderende og nye præster, men også til mere erfarne præster. Det skal imidlertid ikke afholde andre fra at læse bogen, da der er meget at komme efter også for lægfolk. Fx synes jeg, det var meget givende at læse om, hvordan mennesker på forskellige tidspunkter har forholdt sig på forskellige måder til egen sygdom og ulykke.

Her peger Baastrup på, at man tidligere har nærmet sig sygdom og lidelse i en ”optagethed af at klare livets modgang” (s. 146), altså med en fokus på selve lidelsen som et livsvilkår. Senere er det blevet til et behov for at se en meningssammenhæng, hvor man fx har spurgt eller spørger: ”hvad har jeg gjort, at dette skal ramme mig,” mens den yngre generation derimod finder en meningssammenhæng i snarere at spørge:

”hvad er det meningen, jeg skal lære af dét her?” (jf. s. 146). Her er der fokus på et personligt læringsperspektiv, hvilket – jeg tænker – kan tolkes ind i en voksende subjektivisme i samfundet. På samme måde er der andre områder i bogen, man som lægmand kan finde inspirerende og givende, og så skal man huske, hvad forfatteren skriver i begyndelsen af bogen, at sjælesorg ikke kun kan øves af en præst. Så på hvert vort lille felt kan vi ved læsningen lære noget om, hvordan vi kan hjælpe venner og familie i krise.

Maria Baastrup:
Sjælesorg – En håndbog.
246 sider. 329 kr.
Forlag: Eksistensen