Fadervor i ny version: Nu skal vi bede til ”Vores far”

Bibelselskabet har præsenteret en ny oversættelse af kristendommens mest kendte bøn. Det gamle og højtidelige sprog skal erstattes af et mere mundret dansk. Men risikerer man samtidig at miste noget af bønnens hellighed og tradition?
”Vores far, du som er i himlen. Lad dit navn være helligt, dit rige komme, din vilje ske på jorden ligesom i himlen.” Sådan lyder begyndelsen på det nye Fadervor, som Bibelselskabet tirsdag præsenterede ved et pressemøde i Vor Frue Kirke i København. Det var forfatteren Dy Plambeck, der fik æren af at læse den nye ordlyd højt. Hun har selv været med i oversættelsesarbejdet, hvor ambitionen er at give den omkring 2.000 år gamle bøn et sprog, som moderne danskere umiddelbart kan forstå.
Men kan man uden videre ændre på en bøn, som generationer af kristne har lært udenad, og som for mange er uløseligt forbundet med deres tro? Det spørgsmål var Bibelselskabets generalsekretær Johannes Baun forberedt på. Han understregede, at Fadervor faktisk har ændret ordlyd, hver eneste gang Bibelen er blevet nyoversat til dansk siden 1524. ”Så hvis ikke det skiftede denne gang, så ville det være et historisk nybrud,” sagde han.
Ifølge Johannes Baun er der imidlertid en endnu vigtigere grund til at ændre på de velkendte ord: Sproget udvikler sig, og dermed risikerer bønnen at skifte betydning, uden at vi opdager det.
Som eksempel fortalte han om en 20-årig mand, der havde bedt Fadervor hele sit liv, men som havde forstået ordene ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” som en opfordring til at bevæge sig væk fra mennesker, der havde gjort én uret.
Det er ifølge generalsekretæren præcis det modsatte af bønnens egentlige betydning. ”Det handler om tilgivelse, om at komme tættere på hinanden,” forklarede han. Ordet ”skyldnere” er også blevet erstattet, da det ifølge Bibelselskabet får moderne danskere til at tænke på dårlige betalere og økonomisk gæld snarere end på den skyld, mennesker pådrager sig over for hinanden.
Derfor hedder det nu ”Tilgiv os vores skyld, ligesom vi tilgiver andres skyld mod os.”

En bøn for begyndere
Johannes Baun fremhævede, at Fadervor oprindeligt ikke var formuleret i et særligt højtideligt eller gammeldags sprog. I Lukasevangeliet lærer Jesus sine disciple at bede, efter at de har spurgt ham, hvordan de skal henvende sig til Gud. ”Den er nærmest en slags bøn for begyndere,” sagde generalsekretæren. Derfor mener han heller ikke, at bønnen skal være vanskelig at forstå på dansk, når den er umiddelbart forståelig på originalsproget.
Et af de steder, hvor oversætterne især har ønsket at gøre sproget enklere, er i formuleringen ”Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.” Den bliver nu til ”Lad dit navn være helligt, dit rige komme, din vilje ske på jorden ligesom i himlen.” Også ”Led os ikke ind i fristelse” bliver ændret til ”Før os ikke ind i fristelse”, mens det gammeldags ”vor” erstattes af ”vores”.
Under spørgerunden kom et spørgsmål om, hvorvidt bønnen nu også skal skifte navn, når den ikke længere begynder med ordene ”Vor Fader”. Det mente Johannes Baun ikke var nødvendigt. Fadervor er nemlig ikke en betegnelse, der står i selve bibelteksten, men det navn, bønnen har fået gennem traditionen. Et andet spørgsmål gik på, om man med det enklere sprog risikerer at forsimple bønnen og miste noget af dens særlige karakter.
Den bekymring delte generalsekretæren ikke. Tværtimod risikerer bønnen ifølge ham at blive ”et stykke mystik i stedet for at være en bøn”, hvis sproget ikke følger med tiden.

Forsvinder højtideligheden?
Forfatteren Dy Plambeck, der har været sprogkonsulent på oversættelsen af Matthæusevangeliet, er meget bevidst om betydningen af at bevare Bibelens særlige karakter. ”Jeg kalder mig selv for poesiens og billedsprogets vogter inde i Bibelen, fordi Bibelen jo er en stor, vidunderlig og vild bog, som har sin helt egen sære poesi og billedsprog. Og det skal den jo blive ved med at have,” siger hun.
Det ældre danske sprog, som eksempelvis præger bibeloversættelsen fra 1948, har en særlig højtidelighed, hellighed og poetisk rigdom, som ikke nødvendigvis findes i moderne hverdagssprog.Derfor er spørgsmålet, om man ikke risikerer netop at forfladige det bibelske sprog, når man forsøger at gøre det mere nutidigt? Den bekymring forstår Dy Plambeck godt, men som hun også pointerer:
”Det sprog, som vi taler i dag, er jo også et poetisk sprog. Der er masser af forfattere, der udgiver stor poesi. Så jeg tror ikke, at vi forsøger at gøre Bibelen mere dagligdagsagtig. Tværtimod forsøger vi at finde ind til den poetiske nerve, der er i Bibelen, og udfolde den.” Hun understreger samtidig, at oversætterne har stor respekt for traditionen: ”Der ligger jo en kæmpe værdi i traditionen. Og det synes jeg også, at vi virkelig har respekt for i vores oversættelsesarbejde.”
Men hvad er egentlig den traditionelle ordlyd? spørger hun og minder om, at Fadervor er blevet oversat adskillige gange siden 1524. Det, vi opfatter som traditionelt, afhænger ofte af, hvilken oversættelse vi selv er vokset op med.
Fadervor er hjertesprog
Også Christian Schøler Holmgaard, der er teolog ved Dansk Bibel-Institut og førsteoversætter på Matthæusevangeliet, anerkender, at ændringerne kan være vanskelige at vænne sig til. ”Særligt med sådan en bøn som Fadervor, som jo er en traditionsbøn. De fleste lærer den ikke ved at læse den i Det Nye Testamente, men ved at få den læst op eller reciteret af andre.” Fadervor er ikke bare en tekst, forklarer han, men et hjertesprog, som mennesker har lært udenad og båret med sig gennem livet.
Når man ændrer ordene, kan man derfor i en periode miste noget af det sprog, man normalt bruger, når man beder. Alligevel mener han, at ændringen fra ”Vor Fader” til ”Vores far” kan gøre det mere naturligt for kommende generationer at henvende sig til Gud. Men hvordan sikrer man, at sproglig fornyelse ikke kommer til at forandre det teologiske indhold? Professor i Det Nye Testamente Morten Hørning Jensen, der leder den nytestamentlige redaktion, forklarer, at arbejdet bygger på fire principper: troskab mod grundteksten, forståeligt dansk, respekt for traditionen og hensynet til dem, der skal bruge Bibelen. De fire hensyn trækker ikke altid i samme retning.
”Nogle gange er noget, der er meget tekstnært, meget svært forståeligt på dansk,” siger han. Han understreger, at enhver oversættelse også rummer en fortolkning. Men oversætternes opgave er at videregive grundteksten så klart og åbent som muligt, så læseren ikke på forhånd bliver låst fast i én bestemt forståelse. Christian Schøler Holmgaard fremhæver det samme hensyn.
”Jeg forsøger at være meget bevidst om ikke at lukke teksten,” siger han og forklarer, at man så vidt muligt skal bevare den spændvidde af fortolkningsmuligheder, som findes i den græske grundtekst. Det gælder eksempelvis bibeltekster, som forskellige kirkesamfund fortolker forskelligt, blandt andet i spørgsmålet om barnedåb og voksendåb.
Katolikker og frikirker
Netop her adskiller den nye bibeloversættelse sig på et væsentligt punkt fra arbejdet med 1992-oversættelsen. Denne gang har Bibelselskabet fra begyndelsen inddraget repræsentanter fra flere kirkesamfund. Hvor de i 1992 først kom med i den afsluttende revisionskomité. Ifølge Christian Schøler Holmgaard sidder både katolske og frikirkelige repræsentanter med i redaktionsarbejdet. De deltager ikke blot som eksterne høringsparter, men har mulighed for at påvirke oversættelsen af hele det Gamle og Nye Testamente.
Den katolske præst Christian Noval sidder i redaktionsgruppen for Det Gamle Testamente, mens frikirkepræst Tonny Jacobsen sidder i redaktionsgruppen for Det Nye Testamente. ”Det er et af de vigtigste steder, fordi der sidder de med alle skrifterne. De er ikke kun med i et enkelt skrift, men kan være med til at redigere på tværs af henholdsvis hele Det Gamle og Det Nye Testamente,” forklarer han.
Johannes Baun understregede også, at Bibelselskabet arbejder økumenisk og ikke ønsker at tage særlige lutherske hensyn. ”Bibelen bygger ikke på Luther. Luther bygger på Bibelen,” sagde han. Målet er en oversættelse, som kristne fra forskellige kirkesamfund kan genkende deres tro i, uden at teksten bliver tilpasset én bestemt konfessions teologi.

Hvad med Helligånden?
Arbejdet med den nye bibeloversættelse er omfattende. Omkring 15 personer har været involveret i den nye prøveoversættelse af Fadervor, og først i 2036 forventes den samlede nye bibeloversættelse at udkomme. Indtil da opfordrer Bibelselskabet både menigheder og enkeltpersoner til at afprøve den nye ordlyd og indsende deres kommentarer. Men ifølge kristen tro er Bibelen ikke blot skrevet af menneskelige forfattere, men inspireret af Helligånden.
Derfor er det nærliggende at spørge, om oversætterne også søger Helligåndens vejledning i deres arbejde med Guds ord. Begynder oversættergruppen eksempelvis arbejdet med at bede til Helligånden? ”Altså, personligt gør jeg, men det er ikke en del af vores arbejdsproces i grupperne,” svarer Christian Schøler Holmgaard.


