Mads valgte de sociale medier fra

I halvandet år undgik musikeren Mads Houe sociale medier. Det medførte både ny indsigt og kunstnerisk inspiration.

Foto: Helene Houe

Vi har tidligere skrevet om musiker Mads Houe her i avisen. I juni 2024 besluttede han sig for at slette apps og deaktivere sine konti på de sociale medier, fordi han syntes, at det tog for meget af hans tid. I forbindelse med at han vil gøre opmærksom på sin nye musik, har han nu aktiveret sine konti på de sociale medier igen.

Udfordringen har talt med Mads om, hvilken indflydelse det har haft på hans liv at fravælge de sociale medier, og hvad han har fået ud af det.

”Jeg har virkelig været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge sociale medier til at skabe opmærksomhed på mit arbejde,” fortæller Mads. ”Men jeg er sikker på, at det har været Guds vilje, at jeg skal have det som et værktøj, men på en helt ny måde – for det føler jeg virkelig, at det er. Nu er det lige som at hænge en plakat op, så kan folk have deres holdning til den plakat. Jeg ønsker bare at gøre folk opmærksom på, at der sker noget, og det er det eneste formål, jeg har med det.”

”Det har været en kæmpe rejse til det bedre, og jeg er et helt andet sted i dag. Det har også været interessant at følge med i, hvordan de sociale medier har forandret sig, bare i den periode hvor jeg har været væk. Jeg har i en særlig grad oplevet, at f.eks. Facebook er en helt anden oplevelse nu. Det er nærmest moderne TV med et par reklameindslag fra ens venner,” siger Mads.

Mere ro og nærvær

For Mads har det haft stor indflydelse på hans liv og hans musikalske virke, at han valgte de sociale medier og den digitale verden fra. ”Det har været fantastisk,” kommer det spontant, da jeg spørger ham, hvordan det er gået. ”Jeg er mere nærværende, og når jeg så har fri og børnene er puttet, bruger jeg ikke længere tid på at sidde og underholde mig selv. Jeg har måske en halv times tid, hvor jeg sidder og ser lidt videoer, som er interessante.”

Han understreger dog, at han ikke helt har kunnet lade telefonen ligge: ”Jeg har jo ikke siddet helt uden telefon hele aftenen, men jeg har kun brugt den til arbejde og ordne småting.”
Mads har også mærket fravalget konkret i sit liv.

”Jeg har oplevet mere ro i mit liv. Sociale medier er virkelig noget, der formår at gøre en mere tilbøjelig til at blive distraheret, også bare som stimuli. Jeg har så meget mere ro i min hjerne, på trods af at der ikke er færre ting at forholde sig til i livet. Men jeg kan skubbe ting væk, og jeg har kontrol, i stedet for at der er noget, der har kontrol over mig.”

Negativ påvirkning

Mange oplever, at noget har kontrol over dem, og noget får lov til at sætte scenen for deres følelser i løbet af en dag eller en hel uge. Det har sociale medier en negativ rolle i.

”Jeg har set et opslag på Facebook, hvor der var en, som i flere år havde delt sine intime lovsangsstunder derhjemme. Men hun mærkede hurtigt, at hun mistede det sunde formål med det og blev optaget af tom ære og anerkendelse. Der er en grund til, at Gud advarer mod at tilbede offentligt på den måde. Nu er det ikke meningen, at jeg skal male så sort et billede, men jeg har netop oplevet, at den påvirkning, som det tidligere kunne have i mit liv, er forsvundet, mere eller mindre. Det er jo næsten et mirakel, vil jeg sige. Al den jalousi og jagten på anerkendelse er der ikke mere.”

”Det har været en kæmpe balancegang at skulle i gang med at bruge sociale medier igen, fordi man præsenteres for dem, der gør tingene på en usund måde. Det er svært at gå ind i det med sin egen følsomhed. Det har jeg lige skullet forholde mig til igen, nu hvor jeg bruger sociale medier til at gøre folk opmærksom på min musik. Jeg har oplevet, at Gud har sagt til mig, at jeg skal ud til mennesker med min musik. Så skal jeg lige ind i det her med at tjekke, hvor mange der ser og liker – men det er ikke noget, der skal fylde eller gavne mig på den måde. Det må jeg lade Gud om.”

Vores følelsesliv påvirkes

”Min tilgang til sociale medier er blevet mere firkantet – det er et arbejdsredskab og ikke bare tidsfordriv. Det er vigtigt for mig at understrege, at sociale medier virkelig er med til at påvirke ens følelsesliv og selvværd. Det har jeg oplevet, at pausen har ændret på. Jeg har oplevet, at specifikke personer, som jeg tidligere misundede, er blevet mennesker, som jeg har fået hjerte for.”

”Jeg har skrevet en sang, der hedder ’Uretfærdigt god Gud’. Den kan jeg synge for mig selv og sige, Gud du har totalt styr på, hvem der skal opleve det og det, og hvem der skal have succes. Det er ikke noget, jeg skal blande mig i eller være utilfreds med. Men sociale medier er virkelig med til at skubbe til menneskers følelser.”

Mads har arbejdet som musiklærer og producer for andre og har lavet sin egen musik. Han har primært bevæget sig musikalsk i jazzverdenen, og også her har han oplevet, at der er kommet noget godt ud af pausen. ”Jeg har virkelig oplevet, at opgøret med de sociale medier har været med til at vække mig og fået en ny form for produktivitet til at spire. Det har ikke været produktivitet, der har manglet i mit liv, men jeg tror, det er blevet yderligere forfinet.” Mads er som noget nyt begyndt at skrive sange.

”Det er første gang, jeg har skrevet rigtige sange med ord og melodier. Det havde jeg ikke set komme, for jeg er jo jazzmusiker, og jazz er meget instrumental musik, der er koblet op på at være superdygtig. Det har været lidt angstprovokerende, fordi jeg ikke har den store erfaring med at skrive sange. Jeg har skullet vænne mig til at have det mærkat ’sangskriver’, hvor jeg ellers har været ’komponist’. Men det har været trygt, fordi det er teksterne fra Bibelen, inspirationen er kommet fra. Så jeg har bedt Helligånden inspirere mig til, hvad jeg skulle fokusere på i min tekst, og så blev det til en sang.”

Gud lukkede døre

Som jazzmusiker har Mads skabt mange musikalske projekter og været meget optaget af, at det skulle være professionelt og flot, og det var selve musikken og hans performance, der betød meget. Men her har Mads også oplevet, at Gud har arbejdet med ham.

”Jeg har altid været god til at få ideer og har altid elsket orkesterværker, mange instrumenter, mange farver og big bands, og i en periode brugte jeg mange kræfter på at få samarbejde op at køre med nogle big bands, men det faldt alt sammen til jorden. Når jeg ser tilbage, må jeg sige tak Gud, for at du lukkede de døre, så jeg kunne finde min egen vej i at lave noget stort med et orkester. Mit nye projekt er med 11 musikere, så det er jo næsten et big band. Jeg vil langt hellere skabe noget unikt med min egen lyd end med et andet big band. Så jeg har oplevet, at nogle døre blev lukket, som jeg ellers synes var fede. Jeg er typen, der har svært ved at stoppe noget og sige nej til noget. Så jeg tror, at Gud har hjulpet mig på vej til at begrænse mig, også for at passe på mig.”

”Før var jeg meget mere optaget af, om jeg nu spillede godt og rigtigt og var fokuseret på det ydre. Nu har jeg et helt andet forhold til det mål, jeg har for mit kunstneriske virke: Jeg håber virkelig, at jeg lykkes med at være en pålidelig, opmuntrende og god band-kammerat for resten af bandet. At jeg er med til at være noget godt og give noget af værdi. Inden jeg tog pausen, var jeg ikke helt klar over, om musikken var målet eller midlet. Nu er jeg meget bevidst om, at musikken er midlet til at formidle og kanalisere Gud og hans kærlighed – og så er der bare styr på det.”

Mads Houe oplevede, at hans pause fra de sociale medier også gjorde noget godt for hans familie. Foto: Simon Pacis

Godt for familien

Pausen fra de sociale medier, har ikke kun påvirket Mads’ musik og karriere, men i lige så høj grad hans personlige og åndelige liv.

”Det har været rigtig godt for os som familie. Jeg har oplevet at være mere ærlig, åben og sårbar i forhold til min kone. Det har udviklet mig rigtig meget. Jeg oplever en større og større kærlighed til mine børn og min familie generelt. Jeg vil gerne passe på dem. Nu lever jeg i meget højere grad for, at mine børn får en god sti at gå på og bliver klædt på til livet. Det er gået op for mig, at livet ikke bare handler om mig og min succes. I den her periode, hvor jeg har holdt pause fra sociale medier, føles verden også langt væk. Jeg har fået oplevelsen af, at hjemme er mit HJEM – det er her, jeg er. Ellers kan man have oplevelsen af at være i den digitale verden og samtidig i sit hjem. Det var som at blive ”lukket af”, og mit hjem blev mere virkeligt.”

Mads voksede op i en kristen familie, hvor hans farfar Gustav Sørensen var prædikant. Derfor har det altid været naturligt for ham at være aktiv i kirken og påtage sig lederopgaver. Men også her har han oplevet en forandring.

”Jeg har været i en proces, hvor Gud har bedt mig træde ud af min lederrolle i kirken. Jeg oplevede konkret, at han bad mig prøve at lytte til, hvilke behov min familie havde i forhold til kirke. Så fra at være aktiv i frikirken kommer vi nu i folkekirken. Det har været med til at rykke noget i mit liv og i min families liv. Det hele har samvirket til gode, selv om det har været nogle svære valg og noget, som man ikke altid kunne se formålet med. Jeg har virkelig sat høj værdi i at blive brugt kirkemæssigt. Men det er blevet vendt nu. Nu er kirke for mig, først og fremmest min og min families andagtsstund herhjemme, når vi beder sammen og taler om ordet. Men det er godt også at komme i kirke og dele livet med andre troende. I det sidste års tid har jeg også mærket et kæmpe boost i min frimodighed i forhold til at dele min tro og bede sammen med mine ikke-kristne venner, og min kone begynder at opleve det samme.”

Guds ord blev konkret

”Det har krævet en form for ydmyghed, som jeg har fået af Gud, at anerkende, at det ikke altid er det, jeg ser en værdi i, som har værdi i Guds øjne. Det har virkelig været en oplevelse af, at noget af det, Jesus sagde, er kommet i spil i meget konkrete situationer. Det har været en øjenåbner for mig. En ting er, at man læser i Bibelen og rationelt forstår, at Jesus siger noget, men pludselig kommer du til et sted i livet, hvor du skal vise, at du er villig til at handle på det. Nogle af de lignelser, jeg har skrevet sange ud fra, er næsten blevet vendt på hovedet og vakt til live og haft stor indflydelse på mit åndelige liv, arbejdsliv og vores familieliv. Det er helt vildt.”

”Jeg håber bare, at Gud har lyst til, at jeg fortsat skal forvalte mit kunstneriske virke på den måde, at jeg kan tage noget og selv blive blæst bagover og så bruge de tanker og de oplevelser til at skrive nye sange og inspirere andre, både kirkevante og ikke kirkevante. For de kirkevante: At der kommer en ny dimension, det må vi tro på, at Helligånden altid giver, fordi vi altid er et nyt sted i livet. Men også for de ikke-kirkevante: At de må åbne sig for det.”

Prøv det

Mads ønsker at give videre, hvordan en decideret faste fra sociale medier kan være med til at vende ens liv på hovedet. Han vil gerne opfordre til, at alle prøver det og ser, hvilken forskel det gør. ”Det handler ikke om, hvor lang tid man vælger sociale medier fra, men om at man giver sig selv lov til den pause,” siger han. ”Det er godt, at man tager kontrollen og bliver opmærksom på, hvilken effekt det har på en. Man indser først, hvor meget forskel det gør, når man fjerner det for en tid,” slutter han.

”Musikken er midlet til at formidle og kanalisere Gud og hans kærlighed,” siger Mads Houe, som nu arbejder med albummet ’JESUS TALER’. Foto: Peter Houe Sørensen

Det musikalske projekt

I artiklen taler Mads om, hvordan han har oplevet ny produktivitet, og at han har lavet et nyt projekt. Det fortæller han om her:

”Det konkrete resultat af den nyfundne ro, den kreative produktivitet og den åndelige fordybelse er albumprojektet ’JESUS TALER’, som udkommer i foråret 2027. Værket fungerer som en filmisk, moderne lydbibel, hvor Jesu tidløse lignelser bliver dekonstrueret og genfortalt uden klichéer gennem et organisk og modigt mix af nordisk jazz, drømmende indie-folk og rå rap. ’JESUS TALER’ er efterfølgeren til mit crossover-værk ’Moderne Messe’. Jeg oplevede en klar inspiration til at pille lignelserne ud af de traditionelle rammer og bringe dem helt tæt på vores hverdags- og følelsesliv, så alle har en ærlig mulighed for at forstå budskabernes dybde og sande karakter,” fortæller Mads.

Første smagsprøve på projektet er singlen ’De Fortabte Sønner’, som netop er udkommet digitalt, og som blev fejret med en storstilet releasekoncert i Vor Frelsers Kirke i Aalborg. Sangen udfolder Lukasevangeliets berømte lignelse om faren, der i uforbeholden kærlighed opsøger og tilgiver sine to fortabte sønner. Musikalsk åbner nummeret med et filmisk, drømmende ørken-soundscape, der maler billedet af faren, der skuer mod horisonten, før det folder sig ud i et tungt, rytmisk drive båret frem af en intens og gribende vokalduet mellem Gunnva Kjærgaard og Jesper Olav Jacobsen.

Som et særligt, sårbart greb har Mads valgt selv at performe og rappe om farens perspektiv for at give lyrikken en rå ærlighed: ”Sangen slutter med et poetisk klimaks, hvor Guds barmhjertighed beskrives med en moderlig omsorg – som en mor, der trøster sine fødte børn. Det er et bevidst valg for at ruske op i vores vante forestillinger om Gud og skabe en troværdig nyfortolkning, lytteren kan reflektere over,” forklarer Mads.

Jeg har så meget mere ro i min hjerne, på trods af,
at der ikke er færre ting at forholde sig til i livet.
Men jeg kan skubbe ting væk, og jeg har kontrol,
i stedet for at der er noget, der har kontrol over mig.”

Udgivelsen, der er lokalt understøttet med koncertstøtte fra Aalborg Kommune, markerer Mads Houes endelige træden ind på scenen som sangskriver. Det er netop denne kobling af bibelsk dybde og personlig sårbarhed, der har sat sit dybe præg på hele processen. Sangene i dette projekt er nemlig ikke kun blevet til ved skrivebordet; de er på helt usædvanlig vis blevet vakt til live og testet midt i Mads’ eget åndelige liv, arbejdsliv og familieliv gennem de seneste tre år.

JESUS TALER fremføres i følgende kirker:
12. februar Vadum Frikirke
9. april A2 Aalborg Citykirke
17. april Hans Egedes Kirke Aalborg
30. maj Kristkirken Kolding.