Klassiske mesterværker endelig ordentligt præsenteret
Den danske dvd-distributør Another World Entertainment har udsendt nogle af Tarkovskijs film, bl.a. Vandringsmanden og Den yderste dom, på dvd. Det skal de have tak for.Andrei Tarkovskij er en af filmhistoriens dygtigste, filosoferende instruktører. Hans film er ladet med religiøse, spirituelle og historiske overvejelser. De er krydret med smukke billeder, ofte i lange indstillinger, der drager tilskueren ind i en drømme-agtig filmoplevelse. Det gælder også for to af hans bedste film, Den yderste dom (1969) og Vandringsmanden (1979), der netop er blevet udgivet på dvd.
Og anmeldelsen må starte med en tak. Tak til Another World Enterntainment (AWE) for at bringe disse film ud på det danske marked med knivskarpt billede og lyd.
Andrei Tarkovskij lavede film i 1960erne og 1970erne, som publikum og (nok især) feinschmeckere elskede, men det sovjetiske styre foragtede. Ikke fordi han diskuterede politik, men fordi hans film altid var religiøst tematiserede. Alligevel lykkedes det ham at lave ret mange film, og langt de fleste står i dag som ubestridelige mesterværker.
Desværre har man kun kunnet se dem i eksklusive biografer blandt professorer i jakkesæt og filmnørder. Nu kan du se dem derhjemme. Men lad mig advare: Det er ikke letsete film. Så smukke, de er, lige så tunge kan de være. Det skal du dog ikke lade dig afskrække af. For det her er film, der i den grad vækker til eftertanke. Se ikke Tarkovskijs film som film – men som drømme. Lad dig opsluge.
En film om 1400-tallets store ikonmaler Andrei Rublev, som burde nævnes lige så ofte som klassikeren I Rosens Navn. Det er en levende beskrivelse af hverdagsmennesket i middelalderen, om tro og tvivl, om kunst og krig. Filmen er ladet med uforglemmelige sidekarakterer, der krydser kunstnerens vej, og den giver et på en gang skræmmende og ultratroværdigt view af en tid, som sjældent ses så realistisk skildret på film.
Forestil dig et rum, hvor alle dine drømme kan opfyldes. Men det ligger midt i en forbudt zone, som er fyldt med farer. En vandringsmand viser dig vej igennem landet. Dit selskab er en desillusioneret professor med skjulte motiver og en forfatter, som diskuterer kierkegaardsk og dostojev-skijsk eksistentialisme. Er stedet virkelig farligt? Kan vi udtrykke vores drømme? Filmen rejser flere spørgsmål, end den besvarer. Men ikke i et sekund har du lyst til at sakke bagud under de tre vise mænds vandring gennem drømmeland. Vandringsmanden er filmkunst af første klasse.
Den yderste dom
175 min. AWE
Vandringsmanden
155 min. AWE
Kirkebutik.dk-pris:
145 kr. pr. film