Biblen 2.0

Martin Dreyer udgav en tysk bibel på ’slang’ i ’06.
Den inspirerede Udfordringens nye projektAlle store boghandlere har den. Der er solgt over 140.000 eksemplarer af bogen, og 1 mio. har klikket ind på den på nettet: VolXbibel: En anderledes bibeloversættelse på tysk.

Martin Dreyer

Martin Dreyer rejser stadig rundt og læser op fra sin bibeloversættelse. Publikum lytter intenst og griner højt en gang imellem: Der er kommet krydderi på de gamle bibeltekster. Og unge, der aldrig har gidet at læse i en bibel, sluger Det Nye Testamente som en Harry Potter-bog.
Men den tyske ’bibel-på-et-sprog-som-folk-faktisk-snakker’ havde en svær fødsel med angreb fra flere sider og 3 anti-kampagner, der blev sat i værk, før bogen overhovedet udkom.
Men Martin, han er glad. Biblen bliver læst – og forstået.

%&# tysk!

– Ideen til en bibel på ’slangsprog’ kom, da jeg arbejdede på et ungdomscenter for en del år siden, fortæller Martin Dreyer, der har været engageret i det tyske punk-miljø som kirke- og menighedsgrundlægger igennem mere end 10 år.
– Her blev talt et sprog, der ikke findes i nogen bibel. Og dem, der kom på centeret, ville ikke kunne forstå selv den simpleste oversættelse. De børn læser ikke Goethe og Schiller, kun avisoverskrifter og magasiner. Så jeg vidste, at der manglede en oversættelse uden religiøst sprog og med korte sætninger. Og ord, unge faktisk bruger.
Den fandtes bare ikke. Så måtte han jo selv lave den!

Protester!

Han oversatte Det Nye Testamente til et moderne tysk med masser af slang og opdaterede Jesu lignelser: ”I er verdens salt” (Matt. 5:13) blev f.eks. til ”I er verdens køleskab”. Men allerede før bogen udkom, var der 3 anti-hjemmesider på nettet, og ’stop VolXbibel-underskriftskampagner’ blev sat i værk. På én uge fik han 600 e-mails fra folk, der var imod projektet, og han blev beskyldt for at være satanist.
Det lyder hårdt, men Martin griner:
– Det hjalp faktisk, for argumenterne blev så skøre, at mange tænkte ’når de ultra-konservative er så meget imod, så må jeg hellere læse den’.
Derefter kom pro-bølgen. Rygtet om den nye ’seje’ bibel spredtes igennem blogs på nettet, og han fik omtale i landsdækkende medier. VolXbibel endte på bestsellerlisten.

Brevet fra Paven

På et tidspunkt blev Martin udfordret til at sende en VolXbibel til paven. Paven læste VolXbibel og sendte hurtigt svar tilbage. Han fik sin sekretær til at bl.a. at skrive:
– Deres initiativ blev taget til kendskab med interesse. Den hellige fader har overdraget mig opgaven at takke Dem for Deres engagement i at sprede Jesu Kristi glade budskab til dagens mennesker. Den usædvanlige fremstilling af Det Nye Testamente i ungdomsjargon har sikkert til opgave at vække nysgerrigheden og troen hos unge mennesker uden nogen form for kristelig baggrund. (…) Pave Benedikt XVI ønsker Dem, fra Guds hjerte, rig velsignelse og Helligåndens vedvarende glæde i Deres missionæriske arbejde.
– Fedt brev at få, ik’? Smiler Martin.
Paven tilføjer dog også, at VolXbibel ikke egner sig til gudstjenestebrug i den katolske kirke.
– Ja, okay. Klart.

Version 2.0 og 3.0

Næste skridt var at lægge det hele ud på nettet, hvor alle og enhver kunne komme med forslag til forbedringer.
– Det er den eneste bibel i verden, der følger udviklingen i sproget, og hvert 3.-4. år udkommer der en ny VolXbibel, version 2.0, 3.0 osv, fortæller Martin begejstret.
– Jo flere, der arbejder på det, jo bedre bliver kvaliteten, mener Martin.
– Den nyeste udgave af Det Nye Testamente er der over 1000 mennesker, der har arbejdet på, tilset af mig og en række teologer.
– Den største fordel med den her type bibel er, at det er nemt at forstå og hurtigt at læse. Du får et bedre overblik. Minus er, at det ikke bliver præcist, men meget tolkende, hvilket alle bibler i øvrigt er. Men det er nok den mest tolkende bibel. Jeg oversætter, som jeg tror, Jesus mente det. Og så lytter jeg til kritik, slutter Martin.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Læs mere her