Ben skal tegne biblen!

Så snart tyske Ben Runge har fri fra computerstudiet ved Bremen Universitet, tegner og maler han og tager fotos, laver film, syr tøj, designer hjemmesider, spiller bas og orgel, skriver noveller og klummer … og har lige sagt ja til at illustrere biblen for os.

Ben Runge

Han har travlt. Men han kunne ikke sige nej til opgaven:
– Min første reaktion var, at det er et godt job, et sjovt job. Men, tænkte jeg, jeg har meeeget lidt tid. På den anden side elsker jeg at tegne, og hvis ikke jeg skal tegne, så vil jeg nok ikke få det gjort, siger 27-årige Ben.
Så okay. Han gør det!
Ben tegner allerede til kristne blade og magasiner i Tyskland. Mest laver han tegneseriestriber med en meget simpel streg, hvor joken er i fokus. Nu skal han til at illustrere.
Hans stil er enkel, men rammende. I dette projekt vil han noget nyt:
– Jeg bliver nødt til at tænke mere over teknik. Jeg kan på den ene side ikke gøre noget stort ud af det, hvis jeg skal nå det uge efter uge, men jeg vil også levere kvalitet, siger han og fortsætter:
– Jeg er sikker på, hvad jeg vil gøre med projektet. Men ikke hvordan!
Det bliver så spændende for os at finde ud af, når han skal illustrere fortællingen om Jesus, som Johannes har skrevet den, uge efter uge i Udfordringen.
– Kim

Læs mere her