Hvad stod ham PR-Johannes ude i ørkenen og råbte om Jesus?
Historien om Jesus
– sådan som Johannes har skrevet den
Kapitel 1 1/2: Nogle af de religiøse VigtigPer-jøder, der havde noget at skulle have sagt, sendte nogle folk ud til Johannes for at stille ham et spørgsmål:
– Hvem er du? spurgte de.
– Jeg er IKKE den redningsmand, Gud har lovet, svarede Johannes uden søforklaring (han var nemlig godt klar over, at jøderne i virkeligheden spurgte, hvem han var, af én eneste grund: Fordi der gik rygter om, at han var den redningsmand, som Gud havde lovet at sende).
– Hvem er du så? Er du den gamle profet Elias, som er vendt tilbage fra de døde?
– Nix!
– Er du så den store profet, som Moses har skrevet om?
– Næh!
– Hvem er du så?! Sig noget, mand, så vi kan gi svar med tilbage til dem, der har sendt os!
Johannes svarede med et citat fra Det Gamle Testamente, som de her jøder nok kendte ud og ind. Han sagde noget, profeten Esajas havde skrevet:
– Jeg er den fyr, der står ude i ørkenen og råber: Gør plads! Chefen kommer!
De rødder, der spurgte, var farisæere (en über-religiøs gruppe jøder, som gik VIRKELIG meget op i at overholde Guds love fra Gammel Testamente til PUNKT og PRIKKE. De døbte deres medlemmer, ligesom Johannes gjorde. Så måske så de Johannes som en konkurrent). De spurgte:
– Okay, men hvis du ikke er Redningsmanden, og du ikke er Elias og du heller ikke er Profeten … Hvorfor %&#!! står du så og døber folk?
– JEG døber bare med vand, svarede Johannes.
– Men der findes en mand, som I slet ikke kender. Han kommer snart på banen. I sammenligning med HAM, er jeg et NUL. Jeg er ikke engang værdig til at binde hans snørebånd!
Den her snak foregik øst for en flod i Jordan, hvor Johannes døbte folk. Og allerede næste dag kom Jesus gående hen imod Johannes.
– Se!!! Råbte Johannes til alle omkring ham.
– Dér kommer ham, som Gud har sendt. Ham, som FRIVILLIGT vil ta straffen for alt det, VI har gjort galt. Det er HAM, jeg snakkede om, dengang jeg sagde der kommer en efter mig, som er LAAANGT vigtigere end mig, og han fandtes laaaaang tid før mig!
(Johannes vidste med det samme, at ham, der kom gående, var Guds Redningsmand. Hvorfor? Fordi han så noget, som Gud havde sagt, han ville se, når Redningsmanden kom. Et hemmeligt signal…)
– Mit job var at forberede jer på, at Redningsmanden var på vej, forklarede Johannes og fortsatte:
– Derfor har jeg stået her og døbt med vand. Men jeg anede ikke, hvem Redningsmanden var før nu!! Jeg har lige set Guds kraft, Guds HELLIGÅND, komme flyvende ned fra himlen som en due og sætte sig på ham, der står dér. Det er Gud, som har sat mig til at døbe med vand, og han har sagt til mig:
– HAM, SOM DU SER HELLIGÅNDEN KOMME NED TIL OG SÆTTE SIG PÅ, HAN ER REDNINGSMANDEN, SOM KAN DØBE MED HELLIGÅNDEN.
– Og folkens! Det har jeg lige set! Så hør her: Ham dér er GUDS SØN!
nogle lærlinge
Og næste dag stod Johannes der igen med to af sine lærlinge. Igen så han Jesus komme gående forbi, og han sagde til sine lærlinge:
– Se! Dér er ham, som Gud har sendt. Ham, som vil betale med sit LIV for alt det, vi har gjort forkert! …Så VI kan være sammen med Gud.
– Wow!
De 2 elever kom helt op at køre og gik straks over til Jesus. Jesus vendte sig om og spurgte:
– Hvad vil I?
– Store Lærer, må vi komme hjem til dig og øh… høre dig undervise?
– Ja, kom, svarede han.
De gik med, og de så, hvor han boede. Den var 10 om morgenen, og de endte med at hænge ud med Jesus resten af dagen. (Det må have været fedt og lærerigt!). En af dem hed Andreas, og han havde en bror, der hed Simon. Efter samtalen med Jesus hentede Andreas sin bror og sagde:
– Vi har fundet Redningsmanden!
Og så tog Andreas sin bror med hen til Jesus, som sagde:
– Du hedder Simon Johansen, ik´? Dig kalder vi Kefas … eller Peter. (Begge dele betyder klippe).
Dagen efter begyndte Jesus at rejse hen imod et område, der hedder Galilæa. På vejen stødte han på Filip, som var fra samme lille flække som Andreas og Peter, nemlig Betsajda. Jesus sagde til Filip:
– Kom med mig og bliv min lærling.
Filip løb straks hen for at finde en ven, der hed Natanael, og sagde:
– Mand, gæt hvad! Vi har fundet Redningsmanden, ham som Moses og profeterne har skrevet om i alle de gamle bøger! Og han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef, og han kommer fra Nazaret!
– Nazaret?! Fnys! Der kommer da kun skod fra Nazaret, mente Natanael.
– Tja, kom selv og se, du! svarede Filip.
Da Jesus så Natanael nærme sig, sagde han:
– Se! Her er en ægte israeler, som man kan stole på.
– Øh, hvordan ved du noget om mig? spurgte Natanael.
Jesus svarede:
– Jeg så dig, inden Filip kaldte på dig, mens du stadig sad i skyggen under et træ.
– Hvaaad? Shit, mester, du må da være Guds søn?! Vores konge!! svarede Natanael, helt paf. Jesus sagde:
– Ha! Du tror på mig, fordi jeg sagde det med træet? Du skal nok komme til at opleve heftigere ting end det!
Og så sagde han:
– Jeg lover jer, venner, I skal se Himlen åbne sig, og I skal se Guds engle fare op og ned mellem Gud og mig!
FORTSÆTTES…