Frank Mangs:
Dit kristenliv er overnaturligt

Vi begynder her en serie opbyggelige stykker, skrevet af prædikanter og forfattere som har haft betydning for kirken gennem tiderneJesu liv på jorden begyndte med en overnaturlig fødsel, og dit og mit liv i Hans fodspor begynder også således. Vi må fødes på ny for at blive et Guds barn. ,,Sandelig, sandelig, siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”
Det var Jesu ord til den religiøse og retfærdige Nikodemus. Det var dog ikke alene Nikodemus, som måtte fødes på ny for at få medborgerret i Guds evige rige, det er nødvendigt for ethvert menneske.
Det lader sig altså ikke gøre at opdrage nogen til at blive et Guds barn. Religiøs opdragelse er god. Tak Gud, hvis din fader har givet dig kundskab om den levende Gud! Tak Gud for din moders bønner! Og tak Gud for alt, hvad du har modtaget af kundskab og påvirkning fra Hans menighed! Men alt dette kan dog aldrig erstatte den ny fødsel.
Her har vi en af nutidens allerstørste farer i den åndelige virksomhed. Mennesker får religiøs opdragelse og undervisning, men ikke liv, og derfor er de trods al deres kundskab og religiøsitet fuldkommen fremmede for Åndens verden.
Den frygtelige Sandhed er, at ethvert uigenfødt menneske er åndeligt død. Han er ikke alene syndefuld, åndeligt syg, fuld af brist, men han er død. ,,Den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet” (1. Joh. 5,12). Men ,,jer, som var døde…. gjorde Han levende” (Kol. 2,13). Således taler Guds Ord.
Du kan være åndeligt død og samtidig dog være et meget religiøst menneske. Religiøsitet er én sag og liv i Gud en ganske anden.
Nikodemus var ingen hedning. Han ransagede Skrifterne, deltog i gudstjenesterne, fastede og bad til Gud og gav almisser. Men han var ikke født på ny.
Tusinder af mennesker synger salmer med deres læber og er alligevel på vej til fortabelsen.
0, om Guds Ånd fik lov til at virke i samfundene og forsamlingerne i vore dage, da skulle skarer komme i syndenød og begynde at råbe til Gud om frelse!

Biografi:

Ingen evangelist i Skandinavien kan i nyere tid sammenlignes med Frank Mangs (1897-1994). Han blev Nordens fremmeste repræsentant for klassisk vækkelsesforkyndelse. Født i Finland, bosat i Sverige og med virkefelt i hele Skandinavien kom han til at betyde meget for en ny generation af prædikanter. Det virkelig store gennembrud oplevede Frank Mangs i Norge i 1930’erne med udgangspunkt i Det norske Missionsforbund. Man regner med at over 100.000 mennesker blev personligt kristne i den såkaldte ”Mangs-vekkelsen”. Frank Mangs var hele tiden økumenisk indstillet, og hans mange bøger er fortsat til velsignelse på tværs af kirkeskel. Ovenstående artikel er fra ”Mesterens Vej” (1947) – Kirkeklokkens Forlag.