Kærlig rock-hilsen fra Gud
Rockgruppen Third Day er inspireret af Frelsesbjerget i Californien på deres cd Revelation.
– Vi er inspireret af Salvation Mountain i Calipatria i Californien, skriver rockgruppen Third Day på coveret til deres cd Revelation. Bjerget er med på kongressens liste over nationale skatte, tilføjer de og håber deres musik vil inspirere lytterne til egne kreative åbenbaringer, ligesom de selv blev inspireret af bjerget med de mange slogans og skriftsteder om Guds kærlighed til verden.
Revelations er en behagelig sing-along-cd og man skal ikke lade sig afskrække af, at forsanger Mac Powells stemme minder om Metallicas James Hetfield. Stilen er tilbagelænet, lyden er bastant, teksterne tydelige, guitarsoloerne sikre og musikken varieret med flotte vokaler en cd der egner sig til at overdøve vindstøj og vejlyd med, når man drøner deruda med 130 km i timen på motorvejen naturligvis.
Svend Løbner