Hold fast i de gamle venner
Jeg havde egentlig slet ikke lyst til at gå på efterskole.
Efter 8 år i folkeskolen er man omsider blevet de største og dem, der styrer det hele. Efterskole? NOOO!Syv uger tilbage til efterskolestart.
Så skulle jeg ryge helt ned i rang igen efter otte års opstigning! Men værst af alt: Jeg ville miste alle mine gamle venner. Det var helt uoverskueligt at tænke på, så jeg lod være. Jeg prøvede at fokusere på nuet: SOMMERFERIE!!
Jeg havde en super sommerferie. Mine venner og jeg sluttede det hele af med fire dage alene i et feriecenter. Ingen regler. Jeg kan ærligt sige, at de fire dage var nogle af de bedste i mit liv. Til gengæld var der nu kun 4 dage til, at efterskolen begyndte.
Dagen kom, hvor mine venner og jeg tog afsked med hinanden. Jeg skulle starte på Efterskolen Kildevæld.
Den første uge var forvirrende ny skole, nye venner. Heldigvis fandt jeg hurtigt min omgangsgruppe. Kom godt i gang, både fagligt og socialt.
Tiden gik, og jeg glemte næsten mine gamle venner – indtil jeg fik en opringning fra en af dem. Han spurgte, om jeg ville med til en videoaften. Jeg takkede selvfølgelig ja, og 2 uger senere var alle de gamle venner samlet igen. I starten sagde vi ikke særlig meget, og jeg tror, vi alle syntes, at det var lidt underligt det hele. Det tog cirka… 5 minutter!
Siden hen har jeg været sammen med mine venner flere gange, og vi holder kontakt. For mig har det ikke været hårdt at komme på efterskole – måske fordi jeg havde noget at falde tilbage på? Jeg holder fast i mine gamle venner og accepterer og lever i begge verdener.
Af Jonas Lyng
Erhvervspraktikant på
Ung Udfordring fra
Efterskolen Kildevæld, Kolding.