Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5.50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg

Spørgsmål 1:

Hvad er mirakler?

Kære Orla Lindskov
Jeg hører så meget om mirakler alle steder, hvor jeg kommer hen i kristne sammenhænge. Meget i forbindelse med helbredelse fra fysisk sygdom. Jeg er selv en kristen kvinde på 42, og jeg betragter mig selv som søgende efter mere af Gud og af Jesus Kristus. Jeg ville også gerne opleve mere af Helligånden. Desuden ville jeg selvfølgelig også gerne opleve mirakler i mit eget liv, bl.a. angående mit helbred. Mine to spørgsmål er nu: – Hvad er et mirakel egentlig? – og : – Er man selv herre over at få Guds mirakler til at ske, når man ønsker det?
Mvh. En spørgende kvinde.

Svar 1:

Mirakler fra Gud er gaver…

Kære kvinde
Du spørger om, hvad et mirakel er?
Mit svar er, at et Guds mirakel er Guds indgreb i vores liv. Meget ofte går disse indgreb langt ud over vores logiske forståelse af verden. De overskrider også som oftest de fysiske love, som vores verden normalt fungerer efter.
Et mirakel fra Gud er også en gave fra Gud, og miraklet er altid et indgreb til fordel for vores hellige natur. Et Guds mirakel er et kald til at rette blikket mod Jesu rene, hellige hjerte. Miraklet har det mål, at det skal lede os nærmere til Faderen, Sønnen og Helligånden.
Du spørger også, om man selv er herre over at få Guds mirakler til at ske?
Hertil vil jeg svare, at Guds mirakler ikke bør udsættes for vores bevidste forsøg på at styre dem eller på at kræve dem. De opstår som en uvillet virkning af en kærlig personlighed. Det er som en usynlig kraft, der udgår fra én, hvis bevidste hensigt er at give og at modtage kærlighed. Jeg har tit hørt kristne sige, at de gerne ville bede for syge, og de ønskede at se mirakler ske. Men de turde ikke lægge hænder på de syge og bede for de syge, for de ville frygte for og være flove, hvis der ikke skete helbredelse. Men hør lige, hvordan det hænger sammen:
Når vi giver slip på frygten, som blokerer for kærligheden inden i os, så bliver vi Guds medarbejdere, Guds instrumenter. Så vil vi begynde at opleve, at mirakler udgår fra vores liv. Når vores bevidsthed fokuserer på Guds kærlighed i stedet for på frygten, så er vi som åbne kanaler, hvorigennem Guds kærlighed kan finde udtryk. Dette er nemlig meningen med vores liv.
Vi er her på Jorden som fysiske repræsentanter for Gud. Hvis vi siger, at vi er her på Jorden for at tjene Gud, så betyder det, at vi er her for at give kærlighed til vore medmennesker. For Gud er kærlighed, skriver apostlen Johannes.
Jeg ved, at det med mirakler har vundet stærkt indpas i mange kristne sammenhænge. Netop som du beskriver det. Derfor er det vigtigt, at vi forstår Guds hensigt med dem.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Spørgsmål 2:

Hvorfor i sidste øjeblik?

Til Orla Lindskov
Jeg har flere gange været ude for, at Gud svarer på mine bønner i sidste øjeblik. Her sidst handlede det om helbredelse af min sygdom. Jeg synes, det er belastende. Har du en forklaring på fænomenet? Jeg kender mange, der har oplevet det på samme måde.
Venlig hilsen
A.A.

Svar 2:

Vi bruger både livrem og seler

Kære A.A.
Ja, hvorfor er det sådan? – Det kan undre os. Jeg kender også til fænomenet, at i sidste øjeblik når tingene ser værst ud, så er Gud tilbøjelig til at dukke op.
Vi synes selv, at vi har bedt og råbt til ham, alt hvad vi kunne. Sådan er det for det meste. Er det så fordi, Gud ønsker at pine os, at han venter, til vi er totalt desperate, før han viser sin styrke?
Nej, selvfølgelig ikke.
Jeg tror, at han er så længe om det, fordi vi ofte siger, at vi stoler på Gud og håber på hans indgreb. Men alligevel har vi andre spillere med inde på banen. Det er det, vi mennesker kalder helgardering.
Vi synes jo, det lyder så fornuftigt at være helgarderet. At bruge både livrem og seler på samme tid. Vi tænker jo, at hvis Gud af en eller anden grund ikke vil hjælpe, så har vi heldigvis andre muligheder. Vi er ofte ikke helhjertede i vores søgen til Gud efter hjælp. Vores tillid til ham som vores hjælper er lidt krakeleret. Bibelen fortæller os, at Gud vil vise sig stærk i vores liv, hvis vi søger ham af hele vores hjerte. Hel-hjertethed. Det troede vi også, vi var. Men var vi det i virkeligheden?
Hele denne lange ventetid troede vi, at vi ventede på ham. Mindst af alt forstod vi, at han ventede på os.
Med venlig hilsen, Orla

Min oplevelse:

Nu sover jeg så godt som en sten…!

Kære Orla
Tak for forbøn for nogen tid siden i Kristent Centrum i Aalborg. Min situation var den, at jeg havde sovet elendigt om natten i ca. 1 1/2måned.
Jeg vågnede hver nat omkring kl. 3 og kunne så ikke sove, før der var gået et par timer. Men siden den søndag, hvor du bad for mig i Kristent Centrum i Aalborg, har jeg sovet som en sten.
Tak til dig og Gud.
Kærlig hilsen fra
En taknemmelig.

Min oplevelse:

Jeg har fået det bedre

Kære Orla.
Tusind tak for sidst. Jeg har fået det meget bedre, efter at du bad for mig i Allerød. Ingen svimmelhed mere eller trykken for brystet.
Tusind tak for, at du så flittigt og tålmodigt giver dig tid til at tale til og bede for syge mennesker.
Kærlige hilsener L.