Indsigt opnås gennem indsats
Jeg gav min kone en ny mobiltelefon i julegave. Den kostede en krone i indkøb. Men er (desværre) nok dyrere i drift.I feriedagene mellem jul og nytår har hun flittigt nærlæst den bibeltykke manual.
Et studie, der efterhånden har gjort det fikse Nokia-apparat i stand til at formidle budskaber i både lyd og levende billeder. Sende e-mails og surfe på internettet. Ringe som et bigband og akkompagnere smser med sprøde, men diskrete bib-lyde.
Og så kan man naturligvis også anvende den til telefonsamtaler.
Jeg har ikke selv nådegaven som teknisk handyman. Og slet ikke udholdenheden til at tygge mig gennem fyldige opslagsværker. Alligevel har jeg både opmuntret og støttet min kone i hendes utrættelige tidsfordriv.
Jeg har nemlig en bagtanke. Når fruens paratviden om det tekniske vidunder er tilstrækkelig driftsikker, giver jeg mig selv en tilsvarende mobil i nytårsgave.
Så kan jeg få kyndig bistand uden selv at skulle sætte mig ind i de mange tekniske finesser. Samlet set får jeg for i alt to kroner (i indkøbspris) adgang til en verden af muligheder, uden besværret med at søge den behørige indsigt.
Min kone har selvfølgelig gennemskuet mine beregnende hensigter. Heldigvis er hun dog overbærende og har givet tilsagn om starthjælp.
Nok mest fordi de lommelette apparater sikrer den stabile ægteskabelige kommunikation i dagligdagen. Såsom beskeder om indkøb, afhentning af børn og andre nyttige opgaver, der med et let tastetryk kan formidles via sms i en travl hverdag.
Skulle man vurdere min fremgangsmåde i overført betydning, kan den sikkert afspejle et alt for udbredt gudsforhold.
Trods let tilgængelig åbenbaring formidlet både i den bibeltykke boglige form og gennem direkte guddommelig tiltale sker det også i forholdet til Gud, at vi fristes til at lukrere på andres indsigt og fordybelse.
Det er ikke særlig flatterende. Mulighederne for den store indsigt begrænses, og udbyttet bliver næppe optimalt.
Men selvom Gud kender til vor beregnede natur, er han alligevel overbærende. Fordi han ønsker at opretholde den daglige kommunikation mellem sig og os.
Og muligheden for stadig at opmuntre os til at finde svar i manualen. På egen hånd!