Borgerhøring ønsker rummelig folkekirke

– så rummelig at den går på kompromis med bibelske kernesandheder
– Væk med Folkekirkens forældede dogmer om skabelsesberetningen, jomfrufødslen, treenigheden, kødets opstandelse og fortabelsen, som den Augsburgske bekendelse formulerer den.Disse ønsker var så radikale, at de fik Tove Fergo til at trække på smilebåndet, da hun lørdag eftermiddag kom til Kerteminde Højskole for at lytte med, da hundrede borgere, udvalgt blandt Folkekirkens ’tavse flertal’, fremlagde deres ønsker om fremtidens Folkekirke.

84 deltog i ’Borgerhøringen’, flest yngre mennesker, hvor en bl.a. udtalte til Kristeligt Dagblad:
– Jeg synes, at vi skal beholde troen på Kristus, Gud og næstekærligheden. Og vi skal droppe helvede, og at folk fra andre religioner går fortabt. Det appellerer ikke til nutidens mennesker…
Men andre ønskede mere viden om Bibelen, og hvad det vil sige at være kristen, f.eks. gennem bibelaftener.
’Borgerhøringen’ har et budget på en halv million kroner og blev planlagt ved nytår, da kirkeministeren bad Teknologirådet om hjælp til at forsøge at belyse, hvorfor Folkekirken har svært ved at holde forbindelsen med folket i en tid, der ellers er meget religiøs.
Deltagere i høringen måtte hverken være præster eller sidde i et menighedsråd. Ud fra styringsgruppens emner fremsatte små arbejdsgrupper vurderinger og ønsker om Folkekirken på en række opslagstavler. Her var der stærk skepsis mod det overnaturlige, f.eks. skabelse og jomfrufødsel, og mod det, der sætter grænser, f.eks. et vielsesritual ”til døden jer skiller”, Jesu korsdød og en trosbekendelse, der bl.a. handler om fortabelse.

Om en uge holdes en konference, hvor ministeren har bedt en række af dem, hun kalder for ’Folkekirkens meningsdannere’ om at kommentere de mange ønsker, som folket har til sin kirke. Og det bliver ikke let, erkendte generalsekretær Kaj Bollmann fra Kirkefondet, som er med i styringsgruppen, ved et pressemøde efter dagens afslutning:
– Ønskerne her går jo klart i to modsatte retninger samtidig: På den ene side skal Folkekirken have en klar profil, og på den anden side skal den have højt til loftet og bredt til væggene. Det er selvmodsigende, men er måske Folkekirkens paradoks – og så må vi løse den opgave bedst muligt.