Slip Kristus løs
Kirken har ikke monopol på Jesus Kristus. Han åbenbarer sig for jøder, hinduer og muslimer.
Talsmænd for religionerne har respekt for ham, og deres grundskrifter peger på ham.Kirken har ikke monopol på Kristus. Selv om den har vogtet skrifter og overleveringer om ham, er han ikke begrænset til at blive forkyndt og tilbedt inden for kirkens fire vægge. Kristus er hvermandseje. For han gjorde selv gældende, at han er hele verdens frelser.Svend Løbner er journalist, frikirkepræst og bogaktuel med Kristus i verdensreligionerne.
Guds rige er større end kirken, sagde vi i de glade menighedsplantningsdage op gennem 1980erne og 90erne. Det betød, at vi skulle holde øje med, hvor Gud var i gang med at virke i mennesker uden for kirken og se det som en base for opbygningen af en ny kirke på et givent sted. Det kunne være særlige behov, en særlig søgen efter mening eller et mere eller mindre udtalt ønske om at lære kristendommens værdier bedre at kende. På den baggrund kunne vi starte søgergrupper, introduktionskurser og andet, som kunne blive springbræt til en ny frikirke.
Det samme princip gør sig gældende i min bog Kristus og verdensreligionerne, som netop er udkommet. Her går jeg blot tilbage til religionernes grundskrifter for at søge ansatser til kristendommens kernebudskab om Kristi komme, død og opstandelse. For at se, om ikke en fællesmængde religionerne imellem kan danne grundlag for forståelse og samtale. Det kan muligvis føre til bedre integration og bedre kommunikation af det, Kristus står for. Måske kan bogen endda føre til dannelse af tværreligiøse Jesus-grupper, som diskuterer Jesus Kristus ud fra religionernes helligskrifter.
Den første, der ledte mig på sporet af Jesus i verdensreligionerne, var den omvandrende vismand Sadhu Chellappa. Sadhu betyder lærer, og Chellappa er brahminer og som sådan uddannet til at blive hindupræst. Og her skulle han hver dag udsige mantraer, som gjorde ham nysgerrig:
– Et af de navne, jeg bad til, betyder Den, som kalder sig Guds Søn. Et andet navn betyder Den, som er født af en jomfru. Endnu et andet Den, som blev hængt op og dræbt på et tredelt træ og Den, som vandt sejr over døden, Den, som bliver kaldt herrernes Herre.
Han gav sig i kast med Rig Veda, et hinduistisk grundskrift fra omkring 1200 f. Kr.
– I et kapitel, som sammenfatter Rig Veda, står der, at Gud vil iføre sig et menneskeligt legeme og ofre det for at sone synden. Gud vil bringe sig selv som offer; det blev besluttet fra før verden blev skabt. Det offer har allerede fundet sted i himlen, men offeret må også finde sted på jorden. Så de ventede på sådan en gud, som ville komme i fysisk form og give sig selv som offer, fortæller Sadhu Chellappa.
Han blev selv kristen, og i dag rejser han omkring i Sydindien med sin orange sadhu-dragt og prædiker om Kristus ud fra vedaerne.
Hans historie gjorde mig nysgerrig, og nu har jeg gennem fem års research i hhv. Bibelen, Rig Veda, Upanishaderne, Bhagavad Gita og Koranen fundet, hvad jeg kalder Kristus-principper i tre verdensreligioner – i større eller mindre grad, naturligvis. Og stiftet bekendstkab med hinduistiske Kristus-typer som Purusha, Prajapati og Krishna, som i en eller anden grad minder om det, Kristus står for. Purusha er ur-mennesket, det menneske, hvorved hele verden blev skabt. Det minder om Paulus undervisning om Kristus – at alt er skabt af ham, ved ham og til ham. Prapajati er Guds (Brahmas) inkarnation, som ofrer sig selv for mennesker. Og Krishna sammenfatter alle hinduismens regler og ritualer i det ene, at mennesker skal fokusere (tro?) på ham. Koranen blev som bekendt skrevet i 600-tallet e. Kr. og indeholder derfor en masse kristent tankegods. Kristus er født af en jomfru, gør mirakler og skal til sidst dømme jorden.
Der er med andre ord en masse at snakke om i Jesusgrupperne. Og bogen Kristus i verdensreligionerne kan måske bruges som inspiration. Især fordi den indeholder interviews med talsmænd for religionerne herhjemme. Vi møder hindupræsten Krishna Seleswami, som anerkender, at Kristus er en inkarnation af Gud. Det er ikke så mærkeligt. Hinduer er fortrolige med inkarnationstanken og tror, at Gud inkarnerer sig i menneskelig form i hver generation. Mere specielt er det, at tidligere overrabbiner Bent Melchior siger, at Jesus har bidraget til jødedommen.Og endnu mere, at imam Abdul Wahid Pedersen anser Jesus for at indtage en højere position end Muhammed.
Så tænker jeg: her må der da være noget, vi kan mødes og snakke om? Der er sikkert en masse, vi er uenige om, men der er helt sikkert også en fællesmængde, vi kan være enige om – og derfor også bruge som udgangspunkt i integration og kommunikation.
Hvis jeg bosatte mig i et muslimsk land, ville det mindste, jeg kunne gøre for at forstå kulturen, selvfølgelig være at undersøge religionen islam. Og det ville jeg gøre bedst ved at læse Koranen igennem og sammenligne dens udsagn med min egen referenceramme i den kristne tro.
På samme måde bør folk, der kommer hertil, gøre sig et minimum af anstrengelser for at forstå den kristne tro. Og hvilken afgørende betydning Kristus har i det kristne kernebudskab. Og i den forbindelse naturligvis sammenligne med deres egen referenceramme – hvortil min bog Kristus i verdensreligionerne måske kan være en hjælp.
Men fællesmængden kan også bruges af dem, der vil dele det kristne budskab med folk fra andre religioner. I stedet for respektløst at affeje deres gud som en afgud, deres skrifter som vranglære og deres spiritualitet som okkult, kunne man jo prøve at forstå deres udgangspunkt, respektere deres seriøse søgen og tage udgangspunkt i kendte principper og figurer i deres religion og herfra belyse, hvad særligt der er ved Kristus ifølge kristendommen. Alt andet vil være religiøs kolonialisme.
Men lider kristendommen overlast ved en så åben holdning? Nej – i hvert fald ikke hvis kristendommen holder sig til Kristus. Bogen slutter med et interview med professor dr. theol. Viggo Mortensen fra Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet. Hans pointe er, at kristendommen er en oversættelsesbevægelse, der gennem tiderne har formået at integrere sig i alle de kulturelle sammenhænge, den er kommet i forbindelse med. Det skyldes netop, at kristendommen er inkarnatorisk, dvs. den bygger på, at Gud kommer til mennesket gennem personen Jesus Kristus og ikke er begrænset til en bogfuld regler, som mennesker skal overholde for at komme til Gud. For muslimer er Guds ord Koranen. For kristne er Guds ord Kristus.
Selv har jeg samme tillid til Kristi kraft som den engelske feltpræst Oswald Chambers skriver: Har man en gang mødt Kristus, er man aldrig mere den samme. Heller ikke hvis man vælger ham fra. Han gør uudsletteligt indtryk. Derfor behøver kristne ikke gå i forsvarsposition.
Jeg kender en, som havde en drøm om, at han ejede en løve. Han holdt løven i en jernkæde. I drømmen ville nogen angribe løven. Min ven gjorde alt for at forsvare sin løve! Indtil det gik op for ham, at han bare skulle slippe løven løs. Løven kunne nemlig udmærket forsvare sig selv!
Sådan har jeg det med Kristus. Jeg vil slippe ham løs blandt jøder, hinduer og muslimer. Lad dem møde ham selv. Og drage deres egen slutning – som det skete for mange af missionæren Stanley Jones indiske tilhørere. Man regner med, at over 1 mio. hinduer blev Jesu efterfølgere i hans missionærtid i mellemkrigsårene – vel at mærke før tv, mobiltelefoner og internet holdt deres indtog på den indiske halvø.
Det er hvad Kristus kan gøre, hvis han bliver pakket ud af al vestlig kirkelig indpakning og får lov til at møde de østlige religioner, som han er.
Derfor: Slip Kristus løs.
Kristus i verdensreligionerne er udgivet på cBooks og kan købes gennem Udfordringen.
Forsidemaleri af Arnt Uhre.