Ånden, sjælen og kroppen
Brev:
Til brevkassefamilien
Jeg er en gift kvinde på 35 år. Jeg synes, jeg bliver mere og mere træt. Jeg får så mange småskavanker, og er der forkølelse eller influenza i området, så bliver jeg straks taget med på bølgen. Jeg synes ikke, det kan passe, at jeg altid skal ligge underdrejet, men sådan har det nu været længe. Jeg synes efterhånden, det er rigtig træls, som jyderne siger. Mon I har et godt råd til mig?
Mange hilsner
En jyde i eksil.
Svar:
Kære jyde i eksil!
Tak for dit brev. Det giver anledning til nogle generelle overvejelser om trivsel og vantrivsel og samspillet mellem ånd, sjæl og legeme, så må du sortere i det og se, om der er noget, du kan bruge.
Når jeg læser dit brev, synes jeg at få færten af en vis opgivenhed. Jeg tror, din tilgang til spørgsmålet om sygdom og sundhed betyder noget, at det ikke kun er hvordan man har det, men lige så fuldt hvordan man tar det. Hvis du opfatter sygdom som noget, der kommer udefra og rammer dig, og du er værgeløs, så kan jeg godt forstå, at du efterhånden bliver både træt og opgivende.
At havne i rollen som den, der er prisgivet, er der simpelthen ingen energi i, heller ikke når det gælder sygdom. Så jeg vil opmuntre dig til at se på din mulighed for handling for din del midt i det, du oplever som tvang. Et af stederne kunne være at arbejde med din personlige holdning til f.eks. lidelse og sygdom. Som regel er der et eller andet, man selv kan gøre. Om ikke andet, så at tage sygdommen og til sidst døden på sig.
Et ændret perspektiv kan give nye handlemuligheder. Hvis du ser din træthed og hyppige sygdom som vigtige signaler til dig selv, kan du måske komme på sporet af, om der er noget, du mangler, eller som du er utilfreds med. Noget, som du kan tage dig af.
Jeg kender ikke din situation i øvrigt. Men det kan være hjælpsomt at kigge efter, om der er en mening med det ubehag, du føler. Smerte i sjæl og krop kan meget vel være symptomer på, at vi ikke er i balance med os selv, og være små tegn og påmindelser, som gør det muligt for os at gribe ind, før det er for sent.
Naturligt nok vil vi her i Familiebrevkassen først sætte fokus på familien, men også på forholdet til dig selv, til dit eventuelle arbejde, og din livssituation i det hele taget spiller naturligt nok med.
Hvad med om du tog på dig at forsøge at tale med familien, kollegerne eller andre og derved tog på dig at få en ændring af afgørende miljømæs-sige og følelsesmæssige forhold?
Når det gør ondt, kan det naturligvis være noget rent kropsligt, f.eks. tandpine, men i dit tilfælde synes jeg, det er på sin plads at give din generelle livssituation en vis opmærksomhed.
Hvis du, som mange er, er tilbøjelig til at tage for stort ansvar på dig, kommer du under pres. Og din krop kan reagere ved, at du bliver syg, på den måde får den hvile og tilkendegiver i øvrigt dermed sin mening om, hvad der foregår.
Hvordan er det lige på din arbejdsplads, er der stress, sidder du godt, har du konflikter med kolleger?
Hvad med mad og motion?
Hvordan med vennekredsen, slægten?
Hvordan med hvile og rekreation – økonomi og forbrug?
Også de åndelige forhold spiller med ind. Har du et åbent og ligefremt forhold til Gud og har I talt ud med hinanden for nylig? Eller er der afstand og truende tavshed?
Jeg har forståelse for, at det kan virke overvældende sådan lige at skulle forholde sig til hele livet. Så jeg vil foreslå dig at alliere dig med nogle hjælpere.
Det kræver sin kvinde at skaffe sig en ny tankegang og en ny livsform, hvis det er det, du har brug for. Selv bruger jeg at finde forskellige mennesker at reflektere sammen med. Både professionelle, som jeg køber mig til, og ellers venner og kolleger, som har samme interesse som mig.
Det enkleste er at spørge dem. F.eks. Jeg synes, jeg er så tit syg og bliver træt og opgivende. Jeg har brug for at tænke og snakke om mit liv og også høre, hvad andre mener, og hvad de får øje på. Vil du stille op til det sammen med mig et par gange eller tre?
Det er fint at begynde med at have afslutningen i tankerne, så alle parter ved, hvad aftalen går ud på.
Mange hilsner fra Brevkassefamilien
Peder Poulsen
