Jesusbønnen – at bede med hjertet
Den såkaldte Jesusbøn, som mest er kendt og brugt i den Ortodokse Kirke, er i virkeligheden en så central kristen bøn, at kristne fra alle kirkesamfund burde stifte bekendtskab med den.
Mange kristne beder den da også i en eller anden form, måske uden at vide, at bønnen har et navn og en historie.
For at få mere at vide om denne bønsform har Udfordringen besøgt tidligere galleriejer Ole Andreas Dahl, som tilhører den dansksprogede ortodokse menighed i Gudsmoders Beskyttelses menighed i Lyngby nord for København.
Hvordan lyder Jesusbønnen, og hvordan beder man den?
Jesusbønnen er en kort og enkel bøn. Ordene er: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder.
Bønnen kan afkortes til en endnu enklere form, helt ned til en påkaldelsesbøn Jesus Kristus eller blot Jesus. Denne afkortning sker ofte helt spontant, når man gentagne gange beder Jesusbønnen – bønnen afkorter så at sige sig selv. Man kan bede Jesusbønnen med en bønnesnor, men da bønnen er så enkel, kan man ligeså godt bede den uden denne snor.
Kan du fortælle lidt om, hvordan denne korte bøn er opstået, og hvor den har sine rødder?
Dens enkle udformning har sit udspring i Bibelen; og fra ørkenfædrene i den tidlige, udelte kirke vandrede bønnen videre via de såkaldte hesykaster, der dyrkede stilheden, og Athosmunkene, og derfra spredte bønnen og dens teologi sig i 13-1400-tallet videre i den Ortodokse Kirke.
Også skriftsamlingen Filokalia, som udkom i 1793, og som er en samling tekster fra det 4. århundrede til det 14. århundrede, oversat fra græsk til russisk, var med til at sprede kendskabet til bønnen.
Men Jesusbønnen blev først rigtig folkelig i midten af 1800-tallet, efter at en lille bog, der hedder En russisk pilgrims beretning, udkom; og fra og med den tid blev Jesusbønnen virkelig elsket også i vor del af verden.
Vil man læse mere om Jesusbønnens historie og udvikling, er det navne som Simeon den Nye Teolog, Gregor af Palamas og Nil Sorskij, man skal gå til.
Hvad er formålet med at gentage den samme korte bøn igen og igen?
At gentage Jesusbønnen i al sin komplekse enkelthed er vel en måde at komme tæt på Jesus Kristus på.
Bønnen kaldes også hjertets bøn, da bønnen ved gentagelsen og hjerterytmen kommer ind i ens hjertedyb.
Gentagelsen fører én højere og højere op eller længere og længere ind.
Men Jesusbønnen må endelig ikke sammenlignes med et østerlandsk mantra. Slet ikke.
Jesusbønnen skal ikke tømme den, der beder – jo måske på ét plan – men den skal først og fremmest fylde den bedende op med et Gudsnærvær og med Guds kærlighed.
En bøn er ikke teknik, det er jo en henvendelse til Gud.
Har du nogle råd til den, der gerne vil begynde at tage Jesusbønnen til sig – og eventuelt forslag til bøger, man kan læse, for at få en dybere forståelse for denne bønsform?
Jesusbønnen er enkel – og indgangen til den er enkel.
Bed i begyndelsen bønnen ved at gentage den højt for dig selv nogle gange – og begynd langsomt.
Jeg vil give det råd videre, som jeg selv fik af min præst, Fader Christofer, ved min optagelse i den Ortodokse Kirke. Bed den, i hvert fald i begyndelsen, ikke oftere end ti eller højest tyve gange i træk. I nogle bøger kan man læse om, hvordan bønnen skal bedes i forbindelse med vejrtrækningen. Men begynd ikke på det på egen hånd.
I den Ortodokse Kirke har vi tradition for at have en åndelig vejleder, og uden en sådan ville jeg ikke begive mig ind i at bede med åndedrættet.
Til gengæld falder kroppen og åndedrættet naturligt ind, når man beder Jesusbønnen med hjertet. Men skal ikke forcere den, og man skal ikke præstere noget. Gør dig til ven med den, så vil den på et eller andet tidspunkt blive en naturlig del af din hverdag og af dig.
Skal jeg anbefale bøger til læsning, er En russisk pilgrims beretninger en helt central bog, men den er vist desværre ikke længere i handlen på dansk, men den findes på norsk. Ellers kan jeg anbefale skriftet Jesusbønnen – Påkaldelse af Jesu navn, som er skrevet af en fransk ortodoks munk, og som i 1994 er udkommet som sidste del af en bog på Niels Steensens Forlag.
Kan du fortælle lidt om, hvordan du selv kom til at bede Jesusbønnen, og hvad den betyder for dig i dit personlige bønsliv og i dit Gudsforhold?
Jeg er opvokset på en lille ø i Nordnorge i en almindelig troende familie, hvor vi bad aftenbøn og gik i kirke.
Jeg var vant til at bede Fadervor og bordbøn, men længtes efter mere.
Så da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at gå mere i kirke og begyndte også at komme i Den katolske Kirke.
I den tid begyndte jeg for eksempel at eksperimentere med rosenkransen, men den blev aldrig rigtig min bønsform.
Det var først, da jeg mødte den Ortodokse Kirke og begyndte at åbne bønnebøgerne dér, at jeg for alvor fandt ud af, hvilken rigdom, der er i bønnen. Ved min optagelse i den Ortodokse Kirke i pinsen 1977 forærede min gudmor og gudfar mig en bønnesnor af sort uld med store tætsiddende knuder til at bede Jesusbønnen, og den blev snart min foretrukne bøn.
Min første bønnesnor er for længst slidt op. Den, jeg har nu, er fra Jerusalem. Søster Abraham, som de fleste kender, har knyttet den til mig, men også den er slidt og skal snart skiftes ud. Bønnesnoren har jeg altid i min lomme, men jeg beder også Jesusbønnen uden denne snor. Men blot jeg rører ved bønnesnoren og griber om den i lommen, kommer Jesusbønnen til mig.
Jeg har oplevet, at når man kommer ind i en rytme med at bede denne bøn, kommer den ofte til én helt af sig selv. Jeg kan vågne midt om natten med bønnen i mit hjerte.
For resten er Jesusbønnen også god, når man ikke kan sove. Den kræver ikke, at jeg tænker meget, og jeg behøver ikke at aktivere mit intellekt for at bede den. Jeg er ikke selv typen, der har let ved at granske i ordene. For selvfølgelig kan man meditere over de enkelte ord i bønnen, men Gud er større end mig, og hans kærlighed vil forvandle mig til noget, der er meget større end, hvad jeg kan tænke mig frem til. Ved at bede Jesusbønnen igen og igen erfarer jeg, at jeg får flyttet mit fokus hen på det, som er det vigtigste.
Under et ophold på Valamo-klostret i Finland for snart længe siden var jeg med til at bede Jesusbønnen om aftenen i den store klosterkirke.
Men for mig har Jesusbønnen altid været en meget privat bøn, og jeg foretrækker at bede den alene. Den omfatter alt. Den er for mig en slags sammentrækning af alle bønner, så kort og dog så dyb.
Af Kirsten Krog
