Indremissionær starter ”kristen” veteranklub

Ejere af gamle biler og motorcykler skal styrke hinanden i troen.En bil kan ikke være kristen, og det kan en veteranklub heller ikke. Alligevel vil indremissionær Hans Jørgen Hedegaard fra Rønde på Djursland starte en kristen veteranklub.Men ordet kristen skal stå i parentes, pointerer han. For det er alt det i og omkring veteranbilerne, der har noget med tro at gøre.
– Det skal være en veteranklub i en kristen atmosfære, siger Hans Jørgen Hedegaard. – Vi samles for at hjælpe hinanden med vores gamle biler, og så kan vi samtidig styrke hinanden i at være troende.
Sammen med Bjarne Hvidbjerg fra Missionshotellet Stella Maris i Svendborg har Hans Jørgen Hedegaard fundet flere, som er interesserede i at være med.
Startskuddet til klubben lyder ved et storstilet veterantræf på Stella Maris den 18. og 19. juli. Her vil man finde et navn til klubben, formulere vedtægter og samle ideer til aktiviteter.

’Gamlegnisten’

Som inspiration tager hele flokken ud til Bent ”Gamle-gnisten” Christensen på Thurø og besigtiger hans bilsamling på 10 veteranbiler.
Men hvorfor tager en indremissionær initiativ til en veteranklub?
– Det har været min helt store hobby i 10 år, smiler Hans Jørgen Hedegaard og nævner stolt sin Volvo fra 1971 og Morris 1000 fra 1968.
Den nye veteranklub er for ejere af både motorcykler og biler. Og ægtefæller er velkomne på veterantræffet.