Bamsebjørneblød børnebibel

Der findes flere børnebibler, skrevet som lyrik, fx Møllehaves, men ingen bibel, der er så blød, så sød og for så små som Bamsebjørns Bibel. Den nye børnebibel fra Lohse henvender sig til børn i alderen 3-6 år, siges det, men målgruppen skal nok yderligere indsnævres, fordi de søde illustrationer, som pryder siderne, er lidt for barnlige til pigen, der netop skal til at starte i børnehaveklasse.
Til gengæld er her noget for de helt små. Siderne er i kraftigt pap, som kan modstå en overordentlig voldsom behandling, og omslaget er så blødt, at den lille kan bruge bogen som hovedpude. Bogen er så indbydende, at min søn på 19 mdr, med det samme ville have fingrene i den, men dog ikke kunne koncentrere sig om den ret lang tid, men han fangede selvfølgelig heller ikke digtene. Jeg afprøvede den herefter på en håndfuld børn i alderen 2-6 år og fandt ud, af at de ledsagende tegninger af bjørnen i parallelsituationer hurtigt fangede deres opmærksomhed, da de fungerer som børnekommunikator. Man kan derfor bruge denne nuttede bog på forskellige måder; for de helt små som pegebog, hvor den voksne genfortæller ud fra billederne, og for de lidt større kan digtene (rimdigte) bruges, hvorigennem simple pointer fra Bibelen tydeliggøres.
Er de otte bibelhistorier, som den indeholder, så pengene værd? Jeg ved det ikke, måske hvis bogen er et supplement til andre børnebibler af mere fyldig karakter. Om ikke andet så er den hyggeligere end de fleste børnebøger.
Josua Christensen

Sally Lloyd-Jones:
Bamsebjørns Bibel • 22 sider • 149,95 kr. • Lohse