Integration med hjertet
Suresh Jeyasingham er både tamiler og singaleser. Han er koordinator for indvandrere i Odense. Og opstiller til Regionsrådet for KD.Suresh Jeyasingham blev for nylig opfordret til at stille op til Regionsrådet for Syddanmark. Her er der valg den 11. november.Suresh mødte op til opstillingsmødet i KD, og de fremmødte stemte ham ind på en 3. plads på listen, som indeholder 20 navne.
I Kristendemokraterne er der en stigende interesse for at opstille danskerne med anden etnisk baggrund. Dels fordi partiet generelt er positiv overfor indvandrere og flygtninge, men også fordi man er klar over, at de kristne indvandrere ofte overses og betragtes som muslimer.
Og Suresh mener faktisk, at det kristne parti ikke blot kan appellere til de kristne indvandrere, men også til de muslimske.
– Når man lige ser bort fra de mest yderliggående muslimer, så tror jeg, de fleste har moderate holdninger og et livssyn, som ikke er så forskelligt fra vores, siger Suresh.
Han véd det, for han er en af Odense kommunes tre koordinatorer blandt indvandrerne, og han arbejder til daglig med problemerne i Vollsmose.
Suresh kommer fra Sri Lanka, hvor der i årtier har været borgerkrig mellem de to befolkningsgrupper tamilerne og singaleserne.
– Når der er krig, foregår krigen i mit hjerte, siger den høje mørke mand.
– Min mor og far var nemlig henholdsvis tamiler og singaleser. Jeg har ligesom integrationen inden i mig, fortæller han.
Sureshs mor var katolsk og hans far kom fra den anglikanske kirke. Suresh var messedreng og gik i kirke hver dag inden skoletid. Han ville være katolsk præst når han blev stor men var samtidig ikke Guds bedste barn, som han udtrykker det. Farbroren, som var troende, fortalte om Jesus, og som 18-årig blev Suresh personlig kristen ved et møde i den katolske karismatiske bevægelse. Richard Wurmbrands bog om kirken i Rumænien under kommunismen, Tortur for Kristi skyld var også en medvirkende faktor i processen.
– Jeg græd, da jeg læste den, fortæller han.
Suresh har nu boet i Danmark i 23 år. Han er gift med danske Eva og parret har seks børn.
Eva har en typisk dansk baggrund. Medlem af Folkekirken, men kom der næsten aldrig. Derimod havde familien nogle naboer fra Indre Mission, der inviterede børnene til søndagsskole. Som ung søgte Eva efter meningen med livet indenfor det alternative, opsøgte en healer og gik til nogle onsdagsmøder. Healeren sagde, hun troede på Gud og Jesus og Bibelen, men også på ufoer.
– Hun åbnede mine øjne for den åndelige verden, fortæller Eva. Men da ufoerne udeblev, blev jeg mere skeptisk.
Eva havnede så på et kristent møde i Odense, hvor Suresh prædikede.
-Efter mødet blev jeg befriet fra mørke magter og tog hjem som et helt nyt menneske. Jeg stoppede med alle de okkulte møder og begyndte i stedet at komme i en husmenighed i Odense.
I dag er Eva og Suresh selv værter for en husmenighed i en firelænget gård i Sallinge mellem Odense og Faaborg.
Henri Nissen og Svend Løbner