Såkorn fra Jesus

Den norske teolog og forfatter Karsten Isachsen vil ikke tjene penge på sin bog ”Såkorn fra himmelen”, der udelukkende består af Jesus-citater. Indtægten skal i stedet gå til missionsselskabet Misjonsalliansen.Karsten Isachsen
Norsk teolog og forfatter

– Det er jo ikke mig, der har skrevet den, siger forfatteren, der kun betragter sig som bogens redaktør. Til den norske avis Hallingdølen fortæller han om bogens tilblivelse:
– For nogle år siden ringede jeg til Det Norske Bibelselskab, der har udgivelsesretten til Det nye Testamente.
Jeg sagde til dem, at jeg i mange år har drømt om en lille bog, der kun indeholder Jesu egne ord.
Jeg spurgte, om jeg kunne få lov at redigere en sådan bog, hvor jeg fra alle de fire evangelier samler det, Jesus sagde, og lod alt andet ligge: Hvad han gjorde, hvad folk sagde, hvad der skete.
Jeg ønskede en bog uden kirken og teologien, hvor jeg kunne møde Jesus helt alene.
Bibelselskabet syntes, det var en god idé, og gav grønt lys. Bogen blev lavet og redigeret, og jeg samlede Jesu ord under små overskrifter. Den kunne have været på 50 sider, men vi gjorde den luftig og letlæselig, så den blev på næsten hundrede sider.

Bogen måtte have en titel

På den tid læste jeg en videnskabelig artikel, der fortalte, at videnskabsmænd i Egypten for første gang havde åbnet en af de gamle pyramider. Arkæologerne havde gjort interessante fund…
De havde blandt andet fundet en stenkiste fuld af såkorn. De tidsbestemte kornene til at være 2.000 år gamle. De så forbavsende friske og vitale ud, de var blevet lagret under perfekte forhold med hensyn til fugtighed og temperatur.
En af arkæologerne havde fantasi nok til at så nogle af kornene i god jord. Og nogle af dem viste sig at være spiredygtige. Det var fantastisk læsning.
Denne oplysning gav mig den rigtige titel på bogen med Jesus-ord: ”Såkorn fra himmelen.”
Jesu ord er 2000 år gamle. Og de er spiredygtige.
Det er for mig det stærkeste vidnesbyrd om, at påsken taler sandt. Ordene, Jesus sagde, er stadig varme, de har nerve, de har ånd, de har kraft. De har berøringsevne.

Refleksionen er forkortet af Levi Giversen.
Den kan læses i fuld længde på:
www.hallingdolen.no