Her opererer israelske læger palæstinensiske børn gratis

70 læger og sygeplejersker bruger deres fritid på at operere hjertesyge børn fra hele verden. 40 pct. af børnene kommer fra Vestbredden og Gaza.Læger tager ofte ekstraarbejde på privatklinikker for at øge deres i forvejen klækkelige indkomst. Men ikke i Israel.

Overlæge Zion Huori (th) tilser en af de mange hjertepatienter på intensivafdelingen på Wolfson Hospital i Tel Aviv (foto: cPress).

Her giver 70 læger, sygeplejersker og fysioterapeuter deres fritid på Wolfson Hospital i Tel Aviv for at helbrede børn med hjertelidelser fra hele verden – også fra de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden og Gaza.
– Det er som at være angrebet af en kronisk infektion, ler overlæge Zion Huori, da vi møder ham på stuegang i en overfyldt intensivafdeling med børn fra Angola, Zanzibar, Irak og de palæstinensiske områder.
Han kan simpelthen ikke lade være med at hjælpe de 250 børn, der hvert år strømmer til hospitalet i Tel Aviv, efter at et lægehold har undersøgt dem i deres hjemlande. Når de kommer til Wolfson Hospital i forstanden Holon, bliver de indlogeret med deres mødre på et børnehjem i tre måneder – så der er tid til flere undersøgelser, operation og efterfølgende sundhedstjek.
Zion Huori går rundt mellem sengene bevæbnet med smil, stetoskop og en frisk bemærkning til børnene og deres nervøse mødre.
– Det skal nok gå, barnet skal nok komme sig, siger han til en mor fra Zanzibar, hvis barn endnu ikke er vågnet op af narkosen.
Alle børn, der bliver opereret her, er ikke-jøder. Jødiske børn er allerede inde i sundhedsvæsenet og har ret til lægehjælp.

Gratis klinik for palæstinensere

“Save a childs heart” hedder projektet, der tilbyder gratis hjerteoperationer til livstruede børn fra udviklingslande. Projektet har eksisteret i tretten år og har behandlet flere end 2100 børn fra 35 lande. Omkring halvdelen af børnene kommer fra arabiske lande, heraf 40 pct. fra de palæstinensiske områder. 43 pct. kommer fra Afrika, og resten kommer bl.a. fra Rusland og Fjernøsten.
Hver tirsdag er der en særlig gratis klinik på hospitalet, hvor palæstinensiske børn fra Vestbredden og Gaza kan komme til opfølgningstjek, eller de kan komme til forundersøgelser, hvis de er henvist af palæstinensiske kollegaer.
– Jeg tror, majoriteten af børnene kommer fra muslimske familier, vurderer Zion Huori, men familiernes religiøse og etniske baggrund er ikke så vigtigt for ham.
– De har mange forskellige farver – så længe de ikke er blå, så er det ok!, smiler overlægen og fortsætter alvorligt:
– Vi bekæmper den blå farve, for det er den farve, et barn får, når hjertet begynder at strejke.
Han peger på en lille palæstinensisk dreng, der ligger halvvågen i sengen:
– Dette barn har haft dårligt hjerte fra fødslen og har derfor kun fået 60 pct. af det ilt, et barn har brug for.
Men det skulle nu være overstået – takket være lægernes indsats.

Privat initiativ

“Save a childs heart” blev startet af en amerikansk kirurg, ved navn Amram Cohen, som emigrerede til Israel. Det var en etiopisk lægeven, der første gang præsenterede ham for børn, der havde desperat brug for hjerteoperation. Cohen bragte dem for egen regning til Israel. Børnene boede hos hans forældre, og hans venner hjalp med at operere dem. Han besluttede sig siden for, at dette skulle være hans livsmission. Han døde desværre i 2001 under en bjergbestigning på Kilimanjaro i Tanzania. Siden har andre læger fortsat hans arbejde. De arbejder frivilligt og lejer operationsstue og udstyr af Wolfson Hospital. Operation, rejse og ophold beløber sig til omkring 50.000 kr. pr. barn, og dækkes ind af frivillige gaver og donationer.
Hvordan får I nu kontakt med børnene?
– Der er mange forskellige historier. En dag bankede en smuk blond kvinde på vores dør. Hun havde været på Zanzibar som medicinstuderende og blev årsagen til, at vi begyndte at bringe børn ind fra Zanzibar.
– Vi modtog de første irakiske børn for seks år siden. De var diagnosticeret af læger i den amerikanske hær. Siden har vi opereret omtrent 100 irakiske børn.
Nogle af børnene har medfødte hjertelidelser, og andre har hjertesygdomme som følge af infektioner, fortæller Huori.
– Sygdommen kunne meget let være forhindret ved den rette medicinske behandling. 10 dages behandling med antibiotika ville have kureret den syge. Antibiotika er noget af det billigste medicin på markedet, men hvis børnene ikke får den, kan de udvikle en dødelig hjertesygdom. Det er virkelig dumt. Så vi sender også folk til Zanzibar for at vejlede om denne form for forebyggelse.

Træner læger i udlandet

De frivillige læger og sygeplejersker hjælper alle, uanset religion og etniske baggrund.
– Den eneste hudfarve, vi ikke accepterer er blå, for blå hud er tegn på iltmangel, smiler Zion Huori (Foto: cPress).

”Save a Childs Heart” arbejder hovedsagligt på tre områder: For det første bringes børnene til Israel, hvor de bliver opereret. Det kan naturligvis kun lade sig gøre for en lille gruppe børn. Derfor bringer man også læger fra udviklingslande til Israel for at oplære dem.
– Lige nu har vi en kinesisk doktor, en fra Tanzania, en fra Zanzibar og tre fra Palæstina. Derudover træner vi sygeplejersker, fortæller hospitalets pressekoordinator Tamar Shapira.
– Vi har oplært omkring 50 læger og sygeplejersker fra udviklingslande her på hospitalet, hovedsaligt fra et bestemt hospital i Kina, supplerer overlæge Zion Huori.
Den tredje måde, man arbejder på, er at sende læger til udviklingslande, hvor de arbejder sammen med lokale læger og sygeplejersker. I nogle lande foretager de endda operationer sammen med de lokale læger.
– Jeg var for nylig med et team, som udførte de første åbne hjerteoperationer i Moldavien. Det skete i samarbejde med amerikanske læger. Vi har også opereret i Addis Abeba og håber snart at kunne operere i Angola, fortæller Huori.
– Vi er alle blevet smittet med en infektion, så bliv her ikke for længe, for så vil du også blive smittet!, slutter den travle overlæge.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mobil klinik

Tamar Shapira tager os med ind på et kontor og uddyber lægens oplysninger:
– Vi sender oftest læger ud til udviklingslandene for at undersøge børn på stedet. Børnene kan så efterfølgende komme her. Det er den letteste måde. Vi ved, hvad vi skal forvente, fordi barnet allerede er blevet undersøgt af vore egne læger.
– Men vi kan ikke rejse til alle 35 lande, så nogle gange bliver vi kontaktet af lokale læger, som sender os journaler og henviser børn til os. Så kommer børnene hertil, hvis vore læger mener, at vi kan hjælpe barnet.
– Når vort personale rejser udenlandsk, er det enten med en ”mobil klinik”, hvor hjertelæger og sygeplejersker tager ud med transportabelt måleudstyr, som kan være i en kuffert. De tager f.eks. til Zanzibar, Angola, Etiopien eller Jordan og foretager screening på syge børn.
– Andre gange rejser et stort team af læger og sygeplejersker ud med operationsudstyr til lande, hvor det er muligt at operere. På denne måde træner vi lokale læger til selv at kunne udføre lignende operationer. Desværre er det kun i få lande, vi er i stand til at gøre det. Det kræver meget at udføre åbne hjerteoperationer. Der skal f.eks. være en blodbank, der kan levere blod.

Skaber fred

Giver det problemer at bringe børn ind fra Gaza?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Abdulrahim fra Zanzibar blev opereret på Wolfson i januar 2009. Her viser han stolt sit ar frem (Foto: Save a childs heart).

– I ”Save a childs heart” har vi ingen politisk dagsorden. Vi redder børns liv. Hvis vi som en sidegevinst kan tage nogle små skridt i retning af fredelig sameksistens, og der måske sker en holdningsændring hos forældrene, så er det godt, men grundlæggende arbejder vi for at redde børnene.
– De palæstinensiske forældre, som kommer her, kan nogle gange føle en smule frygt, fordi de ikke ved, hvad de skal forvente. Men når de oplever, at de bliver behandlet ligesom alle andre, og at deres børn får den samme behandling som andre børn, så forstår de, at forholdene ikke er så dårlige, som de troede.
Og I har også palæstinensiske læger i projektet?
– Ja, vi har både jødisk og arabisk personale. Politisk spænder de fra venstre til højrefløjen. Religiøst ligeså. Det, som forener alle er, at de gør en god gerning, uanset barnets hudfarve eller religiøse baggrund.

Henter selv børnene i lufthavnen

På vej ud møder vi den kvindelige kardiolog Alona Raucher. Hun viser vej til ekkoundersøgelsesrummet. Her møder vi en gruppe børn og mødre, som netop er kommet ind fra Angola.
– En af os tager ud til lufthavnen og tager imod børnene. Hvis de kommer fra Afrika, ankommer de som regel midt om natten. Vi bringer dem til børnehjemmet, hvor de bliver indlogeret og får hvile og mad. Om morgenen kommer de så til hospitalet og får taget blodprøver og bliver screenet og efter, at deres tilstand er blevet bestemt, afgøres det endeligt, om de skal opereres, forklarer Alona Raucher.
Børnene fra Angola taler kun portugisisk. Men heldigvis er der en frivillig hjælper på hospitalet. Silvia kommer fra Brasilien og kan oversætte.
Alona Raucher har selv været i Angola for at undersøge og udvælge børnene:
– Vi undersøgte omkring 90 børn på tre dage. Vi inddelte børnene i grupper, efter hvor presserende behovet for operation var. Børnene kommer så til Israel inden for de næste seks måneder sammen med andre børn i deres respektive gruppe. De med de mest presserende behov først og så videre. Når alle børnene har været her, tager vi igen til Angola og undersøger en ny gruppe børn.

Omsætter for 13 mio.

En sygeplejerske kalder på hjertelæge Aucher, fordi et barn, som netop er kommet ind fra Kina, er panisk angst.
– Når hjertesyge børn skriger så hysterisk, bringer de sig selv i en meget kritisk situation. Hjertet og lungerne er ikke stærke nok til at klare så megen gråd, forklarer Raucher.
Hun mødte barnet første gang for at halvt år siden, da hun var i Kina for at operere:
– Han har et meget komplekst problem og havde ingen mulighed for at blive opereret i sit eget land. Så vi valgte at bringe ham til Israel, fortæller hun, inden hun gør sig klar til endnu en operation.
Endnu et barn får livet tilbage takket være hendes frivillige indsats – sammen med de mange donorer, der sikrer en omsætning på ca. 13 mio. om året.
”Save a Childs Heart ”støttes bl.a. af Pinsekirken i Odense og af PALMA Mission i Middelfart.

Læs mere på
www.saveachildsheart.org.


Artiklen fortsætter efter annoncen: